Genrer
50 år med musikken fra det store lyserøde hus
Den første juli i år er det præcis 50 år siden, en af rockmusikkens mest ikoniske plader blev udsendt første gang: Music from Big Pink, med musik af Bob Dylans foretrukne backinggruppe The Band. Fire dage senere fylder en af hovedpersonerne i the Band, Robbie Robertson, 75 år, så der bliver rigeligt at fejre for de involverede i den kommende tid – dvs. for dem, der stadig er i live. Tre af de oprindelige fem medlemmer i The Band er i mellemtiden døde, så det nu kun er guitaristen Robbie Robertson og den 80-årige multi-instrumentalist Garth Hudson, der kan være med til fødselsdagen. Samt naturligvis Bob Dylan.
Begyndelsen på americana
Der kan siges og er blevet sagt meget om Music from Big Pink, som i 2003 blev placeret som nr. 34 på tidsskriftet Rolling Stone's liste over alle tiders bedste rockalbums, og som var medvirkende til, at The Band i 1994 blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame. Albummet rummede bl.a. nummeret ”The weight”, som blev et hit for gruppen i Canada og i England, og som senere blev brugt i filmen Easy rider. Music from Big Pink gav ved udgivelsen inspiration til store musiknavne som Eric Clapton, George Harrison og Roger Waters, og albummet nævnes ofte som et af de enkeltværker, der gav anledning til opfindelsen af musikgenre-betegnelsen ”americana”. Osv. Osv.
For mit eget vedkommende startede bekendtskabet med Music from Big Pink engang omkring 1970, hvor jeg stødte på udgivelsen i en brugtpladeforretning med adresse oven på den legendariske Superlove-butik i Larsbjørnsstræde i København. Pladen var udstillet i butikkens vindue og lignede umiddelbart et godt køb i kraft af en lav pris. Desværre fulgtes den lave pris af et par ridser rundt omkring i vinylen, men jeg lærte hurtigt at leve med ridserne, som – hvis man skal være positiv – kun forstærkede indholdets overordnede, organiske præg. Ingen strømlinjet perfektion her – hvilket dog ikke forhindrede, at jeg på et senere tidspunkt i historien var glad for at kunne supplere vinyl-udgaven med en cd og dermed sige farvel til de ”autentiske” ridser. Hver ting til sin tid.
Bob Dylan maler
En af de ting, der i sin tid fangede min opmærksomhed ved debut-LP'en fra The Band var den iøjnefaldende forside, som ingen steder angav noget om musikkens ophavsmænd eller om dens genremæssige tilhørsforhold. Til trods for (eller måske netop på grund af) det informationsfattige LP-cover var det svært – i hvert fald for undertegnede – ikke at blive i godt humør ved synet af Bob Dylans naivistiske oliemaleri af seks tossede musikere i selskab med en elefant. Senere skulle lytterne få rig mulighed for at stifte yderligere bekendtskab med Dylans karakteristiske billedudtryk, bl.a. i forbindelse med dobbelt-LP'en Self portrait fra 1970. Men i 1968 havde man ikke tidligere set noget til denne side af Dylans kunstneriske virke, og det måtte forekomme en smule risikabelt at ville prøve at sælge en debuterende rockgruppe med en børnetegning som det primære blikfang for gruppens udfoldelser. Også fraværet af informationer på coveret kunne virke en smule voveligt i en tid, hvor konkurrencen om købernes gunst trods alt var temmelig stor. Men kunstgrebet var dog ikke ganske nyt – allerede i 1964 udsendte The Rolling Stones gruppens debut-LP uden et ord til forklaring på forsiden.
Tilbage til rødderne
Omslaget til Music from Big Pink er en integreret del af udgivelsens identitet og har også været medvirkende til at skabe mytologien omkring albummet. Men det vigtigste er naturligvis musikken, og her må man nok vurdere, at det tilsyneladende anakronistiske indhold på pladen i form af en tilbagevenden til et mere oprindeligt musikudtryk (ikke mindst symboliseret ved indlemmelsen af den halvklassiske ballade ”Long black veil” blandt numrene) snarere var en fordel end et problem i forhold til det mere psykedeliske og/eller hårdtrockende udtryk på rockscenen i øvrigt på dette tidspunkt. Samtidens opmærksomhed over for mere tilbageskuende musikformer var da også allerede foregrebet nogle måneder inden udsendelsen af Music from Big Pink – nemlig ved Bob Dylans udgivelse af den musikalsk helt afskrællede John Wesley Harding omkring årsskiftet 1967/1968. Jorden var dermed gødet for fremvæksten af en ny, gammeldags musik, som man kunne kalde ”roots”, ”americana” – eller måske blot: musik fra det store lyserøde hus i West Saugerties, New York.
Men lyt selv til Music from Big Pink, på vinyl eller på cd, med ridser eller uden. Cd-formatet har den fordel frem for det oprindelige LP-format, at det i dag er muligt at lytte til en udgave fra 2000 med et indhold bestående af de oprindelige 11 numre, suppleret med 9 bonusnumre med outtakes og alternative versioner. Under alle omstændigheder er det vanskeligt ikke at blive forundret og glad over, hvor frisk og nutidig (hvis man kan bruge sådan et ord om klassisk musik) indholdet på pladen lyder i dag. Hvis man efter lytningen har mod på mere fra samme skuffe, kan man fortsætte med de nyligt udsendte cd'er med (gen)udgivelser af de berømte optagelser fra kælderen, The basement tapes. Stemningen her er meget lig stemningen på Music from Big Pink – selv om musikken til denne udgivelse rent faktisk er indspillet i New York og Los Angeles!