50 år med Poco's ”Crazy eyes”

Mellem 1969 og 1989 skiftede countryrock-gruppen Poco udseende ikke mindre end 10 gange og udsendte i samme periode 19 LP´er. De mange udskiftninger i gruppen kan ikke undre, for Poco blev i 1968 dannet på ruinerne af den betydningsfulde, men kortlivede folkrock-gruppe Buffalo Springfield, hvis medlemmer (bl.a. Neil Young og Stephen Stills) ikke just var kendt for deres trofasthed over for etablerede musikkonstellationer.

Poco opnåede aldrig det helt store kommercielle gennembrud trods en lang karriere; men til gengæld blev gruppen en smeltedigel for musikalsk talent, og de enkelte gruppemedlemmer har i tidens løb sat deres kraftige fingeraftryk på den amerikanske musikscene på vestkysten – enten i form af solokarrierer eller i kraft af deres deltagelse i forskellige musikalske sammenhænge. Poco´s varemærke gennem alle årene var dels nogle ualmindeligt flotte harmonier, dels en række vellydende countryrock-melodier, fordelt på alle gruppemedlemmerne.

De to kendetegn er også fremtrædende på gruppens femte studiealbum, ”Crazy eyes”, der d. 15. september i år kan fejre sit 50 års jubilæum.

Da Poco indspillede numrene til ”Crazy eyes” i sommeren 1973, havde flere af gruppens oprindelige medlemmer allerede forladt den. Randy Meisner forlod Poco efter debutudgivelsen ”Pickin´ up the pieces” (1969) for senere at blive medlem af Eagles, og Jim Messina sagde farvel i 1970 for at starte duoen Loggins & Messina. Dermed var kun et af medlemmerne fra Buffalo Springfield-tiden tilbage i Poco, Richie Fyray, og der gik ikke lang tid efter udsendelsen af ”Crazy eyes”, før også han var fortid i Poco – men det vidste de øvrige Poco-medlemmer ikke noget om, mens de indspillede ”Crazy eyes”.

Richie Furay var nemlig allerede på dette tidspunkt i al hemmelighed i gang med at forberede sin indtræden i den nye ”supergruppe” Souther-Hillman-Furay Band, og denne omstændighed er formentlig også årsagen til, at Furay, som ellers var storproducent af sange til Poco, kun bidrog med to numre til den nye plade. (Onde tunger vil vide, at Furay oven i købet gemte de bedste af sine nye sange til den nye gruppe). To af sangene fra ”Crazy eyes” blev efterfølgende udsendt på single, men ingen af singlepladerne blev nogen succes. Selv om LP´en altså ikke affødte nogle hitsange, blev den gruppens hidtil bedst sælgende studiealbum, og den fik da også gode anmeldelser med på vejen.

Gram Parsons og J.J. Cale
Hovednummeret på ”Crazy eyes” er Richie Furays næsten 10 minutter lange titelnummer, men det er (i denne lytters ører) langt fra pladens bedste skæring. Nummeret har nærmest karakter af en lille countryrock-symfoni med diverse indslag af orkesterinstrumenter, og selv om nummeret er flot produceret, er det hverken særligt iørefaldende eller specielt mindeværdigt. Furay selv gav de to arrangører af nummeret, Ezrin og McMilla, hovedæren for det færdige resultat (hvis man da kan tale om ære i den forbindelse), mens han om sin egen indsats udtalte: ”I just had a little folk song and the next thing I knew – wow, it was a whole production”.

Det mest interessante ved nummeret ”Crazy eyes” er efter min mening ikke så meget den musikalske (over)produktion som det faktum, at sangteksten handler om Furays kollega og ven Gram Parsons – som ikke blot omtales i rosende vendinger. Furay skrev sangen allerede i 1969, og baggrunden for tekstens indhold var den, at Furay og Parsons tidligere havde boet lige ved siden af hinanden i Greenwich Village - åbenbart ikke helt uden mislyde: ”I´m used to seeing your face in the crowd/ you thought you saw me/ Crazy eyes, blind as you can be”.

Til gengæld var Furay udelt begejstret for den vemodige sang, Parsons i sin tid havde spillet for ham, ”Brass buttons”, og nu ville Furay gerne bruge sangen på den nye Poco-plade. Det fik han lov til. Udsendelsen af ”Brass buttons” på ”Crazy eyes” var den første præsentation af sangen for et større publikum, og selv om Gram Parsons også selv havde indspillet nummeret, blev hans version først offentligt tilgængelig på den posthumt udgivne LP ”Grievous angel” i 1974. Parsons nåede kun lige netop at opleve Pocos version af ”Brass buttons” på plade – 4 dage efter udgivelsen af ”Crazy eyes” døde han af en overdosis.

”Brass buttons” er et højdepunkt på ”Crazy eyes”, hvor også J.J. Cale-nummeret ”Magnolia” hæver sig kvalitetsmæssigt over de øvrige sange. Guitaristen Paul Cotton var faldet for J.J. Cales sang fra debutalbummet ”Naturally” (1972), og det var også Cotton, der sang for på nummeret. ””Magnolia” is my favourite J.J.-song”, har Cotton senere fortalt: ”We slowed it down from J.J.´s version, and we played it live in the studio, all of us at the same time. My vocal was a first take”. Man kan roligt konstatere, at gruppens spilleglæde og begejstring over sangen trænger igennem til lytteren, og sangen blev da også senere en fast bestanddel af Poco´s koncerter.

”Crazy eyes” fik en fin modtagelse ved udgivelsen, og i en langt senere anmeldelse på musikhjemmesiden AllMusic har kritikeren Bruce Eder skrevet om pladen: ”It´s the fruition of everything they´d been working toward for four years. There´s not a weak song or even a wasted note anywhere on this album, and most bands would kill for a closing track as perfect as ”Let´s dance tonight””. Store ord, og måske også for store efter denne lytters mening; men at der er meget at komme efter på “Crazy eyes”, er jeg til gengæld helt enig i. Som et pudsigt kuriosum i forbindelse med pladen kan i øvrigt nævnes, at omslagets cover-illustration af de fem gruppemedlemmers ansigter i en dramatisk belysning med stor sandsynlighed har givet inspiration til opstillingen på forsiden af Queen´s andet album fra 1974 – de to billeder minder påfaldende meget om hinanden.