50 år med Ulf Lundells "Vargmåne"

P.t. er jeg i gang med at læse bd. 12 af Ulf Lundells dagbogsoptegnelser, dækkende perioden februar-december 2024. Hvert bind af dagbogsoptegnelserne er på mellem 600 og 800 sider, så det har været lidt af en rejse at følge forfatterens og musikerens kommentarer til alt mellem himmel og jord siden 2017, hvor han startede dagbogsprojektet: praktiske gøremål på gården i Kivik, samlivet med kæresten, årstidernes skiften, kunst- og kulturlivet i Sverige, indenrigs- og udenrigspolitik, samt ikke mindst tidernes og sædernes almindelige forfald.

Når jeg synes, det er interessant at følge Ulf Lundell og hans overvejelser over livet i almindelighed og hans eget liv i særdeleshed, er det først og fremmest, fordi jeg er jævnaldrende med Lundell og har en del til fælles med ham. Vores tilværelser ligner ganske vist ikke hinanden ret meget, og jeg kan naturligvis ikke prale af at have opnået noget, der bare når Lundells præstationer til sokkeholderne. Men vi er lige gamle og har oplevet de samme verdenshistoriske begivenheder, ligesom vi har nogenlunde de samme musikhistoriske erfaringer. Vores referencerammer er med andre ord delvist overlappende, og dertil kommer en stribe fælles interesser: at vandre i naturen, at kigge på fugle, mv.

Der er selvfølgelig også enorme forskelle mellem Lundells verden og min verden. Hvor han har haft en tilværelse som udøvende kunstner – musiker, forfatter og maler – har jeg tilbragt størstedelen af mit liv som kommunalt ansat bibliotekar. Jeg kan heller ikke rigtigt gå op i biler og bilmærker, som Ulf Lundell kan det, og jeg kan slet ikke forstå hans interesse for Formel 1-løb. Men vi kan begge godt lide en god fodboldkamp i TV, og vi kan begge godt lide at hade Melodi Grand Prix. Osv. osv. 

Jeg har fulgt Lundell i knap 50 år nu, og selv om vi altså ikke altid har været enige om alting, er han på mange måder en person, jeg synes, jeg kan spejle mig i. Og det har han været, lige siden han udsendte sin første LP i september 1975, ”Vargmåne”, og udgav sin første roman året efter, ”Jack”.

Vejen til ”Vargmåne”
Vejen frem mod udgivelsen af debutpladen var lang og fuld af forhindringer. Faktisk startede bestræbelserne på at få udsendt en plade allerede i 1971, hvor Lundell sendte et demobånd med 10 sange til Musikrörelsens pladeselskab, MNW i Vaxholm. Efter mere end et års ventetid sagde selskabet: ”Nej tak, men send gerne noget mere”. Det havde Lundell ikke lyst til, så i stedet sendte han et nyt demobånd med 13 andre sange til venstrebevægelsens andet pladeselskab, Silence. Efter endnu et års ventetid fik Lundell det svar, at sangene var gode, men ikke gode nok. Derfor bad man ham om at indspille noget sammen med et orkester og sende det til Silence. Det skete i efteråret 1974, hvor Lundell havde samlet 8 nye sange med en tematisk sammenhæng; men igen blev svaret et nej tak.

Denne gang var ventetiden ikke helt så lang; men allerede et godt stykke tid inden afslaget forelå, havde Lundell foregrebet begivenhedernes gang og havde indspillet endnu en samling sange, 19 i alt, som han ville forsøge sig med hos pladeselskabet Metronome. I første omgang svigtede modet ham dog, da han stod uden for selskabets kontorbygning, og han tog bussen tilbage til sin lejlighed i Stockholm. Men han kunne godt se, at hvis pladeprojektet skulle blive til noget, skulle det snart være. Lundell opsøgte derfor EMI-kontoret, hvor han omsider mødte nogen, der var parat til at satse på hans talent ud fra de 19 demoindspilninger. EMI placerede Lundell hos underselskabet Harvest, som tog sig af de mere ”progressive” EMI-kunstnere, og inden længe var der booket tid i indspilningsstudiet, med guitaristen Finn Sjöberg som musikalsk arrangør.

I løbet af et par dage i april 1975 indspillede Ulf Lundell så sangene til den kommende LP sammen med en håndfuld udvalgte musikere. Stemningen i studiet var noget nervøs, dels fordi det var Lundells første optræden i et indspilningsstudie, og dels fordi der hverken var tid eller råd til ret mange forsøg med hver sang. Men trods tidspresset – eller på grund af det – kom der en række sange ud af anstrengelserne, og 9 af disse havnede på den nye plade. 

Ulf Lundell havde nedskrevet omkring 50 forslag til en titel på pladen, og efter nogen diskussion endte man med at vælge titlen ”Vargmåne” (”Ulvemåne” er den første fuldmåne i januar, hvor ulvene formodes at hyle ekstra meget). D. 3. september 1975 kunne pladen købes i de svenske pladebutikker.

I forhold til andre og større navne fik Lundell og hans band meget kort tid i studiet, hvilket betød, at en stor del af musikken blev nødt til at sidde der første eller anden gang. Det betød igen, at der kun eksisterer få alternative optagelser af Lundells tidligste sange, for det, der blev indspillet, var som regel også det, der blev brugt. Dog er der mulighed for at høre, hvordan et par af numrene fra indspilningen af debutpladen også kunne have lydt, for på EMI´s udgivelse af en 25 års jubilæumsversion af ”Vargmåne” fra 1999, kunne man høre demoversioner af 2 af studieoptagelserne fra foråret 1975. De 2 optagelser er interessante for Lundells fans, men føjer i øvrigt ikke noget til billedet af hans musik.

”Vargmåne”
Ulf Lundells anstrengelser i studiet resulterede altså i LP´en ”Vargmåne”, som rummede en stribe varierede og iørefaldende sange – heriblandt også sange, som Lundell stadig spiller ved sine (stadig færre) koncerter – og som først og fremmest lignede det, det var: et første skridt på vejen mod en lang og glorværdig pladekarriere. Ligesom på det følgende pladeudspil fra Lundells hånd havde flertallet af debutalbummets sange et tydeligt visepræg, og der var stadig et stykke vej til den klare Springsteen-inspiration, som senere kom til at dominere Lundells musikalske udtryk. Men med ”Vargmåne” var kursen sat, og de ordrige sangtekster afslørede tydeligt Lundells inspiration fra en anden stor mester i sangskrivningens ædle kunst: Bob Dylan.

Alle sange på ”Vargmåne” var originale Lundell-væker, med undtagelse af John Mayall-sangen ”Walking on Sunset”, der kun havde svensk tekst af Lundell. Denne sang, med den svenske titel ”Jag går på promenaden”, indledningsnummeret ”Stockholm City” og sangen ”Sextisju, sextisju” (der tekstmæssigt kan ses som et forstudie til den kommende roman ”Jack”) viser Lundell fra hans mere rockende side, mens de kønne kærlighedssange ”Då kommer jag och värmer dej” og ”Sniglar och krut” repræsenterer den mere blide side af sangskriveren. Denne todeling af Lundells sangproduktion fortsatte og blev forstærket på de følgende pladeudgivelser.

Modtagelsen af Lundells debutalbum var gennemgående meget positiv i avisanmeldelserne. I Kvällsposten blev Lundell ligefrem omtalt som ”Årets skivdebutant”; men også i de øvrige store svenske aviser var stemningen positiv. I Aftonbladet undrede anmelderens sig over, hvorfor MNW og Silence havde sagt nej til Lundell, og i Expressen blev ”Vargmåne” anmeldt sammen med Springsteens ”Born to run”, der blev udsendt nogenlunde samtidig med Lundells album. Sammenligningen faldt ud til Springsteens fordel; men Lundell fik trods alt en række pæne ord med på vejen. Den eneste rigtigt negative anmeldelse af pladen blev trykt i Musikrörelsens tidsskrift ”Musikens Makt”, hvor anmelderen skrev: ”Lundell passer fortræffeligt ind i den borgerlige individualistiske myte om Den Store Kunstner”. Det kunne anmelderen såmænd have ret i; men hvad med musikken? Det var måske meget godt, at Lundell ikke havnede hos MNW.

”Vargmåne” blev først en salgsmæssig succes i 1976, hvor udgivelsen af romanen ”Jack” kom til at fungere som en slags løftestang for salget af debutpladen. Opfølgeren til ”Vargmåne”, LP´en ”Törst”, var allerede indspillet, da ”Jack” blev udgivet i april 1976; men da ”Törst” blev udsendt i juni 1976, nød også denne plade helt sikkert godt af debutromanens publikumssucces. 

Anmelderne var uenige om, hvorvidt opfølgningspladen var bedre eller dårligere end debuten; men der er næppe nogen tvivl om, at anmelderen ved Göteborgs-Tidningen havde ret, da han i en anmeldelse skrev: ”Men jag tror, att han ännu inte visat allt han kan. När det verkligen tänder till här märker man, att det fortfarende finns outnyttjat potential”. Anmelderen havde dog nok ingen anelse om, hvor meget ret han skulle få i denne profeti. I løbet af de følgende 50 år demonstrerede Ulf Lundell med al ønskelig tydelighed det uudnyttede potentiale, som kun kom sporadisk til syne på de første pladeudspil.