60 år med "The angry young Them"

I 1950´erne opstod der i England en bevægelse af unge dramatikere og romanforfattere, ”the angry young men”, som var utilfredse med og desillusionerede over samfundsudviklingen, der efter deres mening i alt for høj grad tilgodeså den britiske middel- og overklasse. Betegnelsen ”de vrede unge mænd” blev oprindelig brugt i forbindelse med opførelsen af John Osbornes teaterstykke ”Look back in anger” i 1956, og siden kom den til at omfatte flere andre protestforfattere, bl.a. John Wain og Kingsley Amis.

Der er almindelig enighed om, at de vrede unge mænd var en af de vigtigste litterære bevægelser i 1950´erne.

Der er næppe nogen tvivl om, at det var med en reference til de vrede unge forfattere, at den nordirske rhythm and blues-gruppe Them i juni 1965 udsendte sit debutalbum under (kalde)titlen ”The angry young Them”. Som det var populært hos pladeselskabet Decca på det tidspunkt, viste albumcoveret blot et foto af de 5 unge mænd, mens gruppens navn ikke fremgik nogen steder. På bagsiden af coveret kunne man til gengæld læse en længere smøre om pladens ophavsmænd og dens indhold, og denne tekst havde overskriften ”The ”angry” young Them!”.

Men hvordan skulle det nu forstås? Måske var de unge mænd slet ikke så vrede, når det kom til stykket, siden det var nødvendigt at sætte gåseøjne om ordet ”angry”. Måske var de i virkeligheden nogle søde og rare unge mennesker?
Nej, i hvert fald ikke hvis man skulle tro resten af bagsideteksten, hvor det bl.a. lød: ”You will be listening to the truth! Because these five young rebels are outrageously true to themselves. Defiant! Angry! Sad!”. Osv. Desuden fortalte teksten, at de unge mænd var ærlige, “to the point of insult”. Det er altså den ægte vare, vi her har at gøre med, kan man forstå - selv om læseren af teksten nok ikke kan lade være med at blive en smule irriteret over en sådan lobhudling af de 5 gruppemedlemmers integritet og oprigtighed. Måske man hellere skulle lade lytteren selv dømme om den sag?

Led i en tradition
Heldigvis taler musikken på ”The angry young Them” for sig selv og har slet ikke behov for den form for skamros, man møder på albumcoverets bagside. Da Them udsendte sin debut-LP, havde gruppen allerede 3 single-udgivelser bag sig, heraf én med en pæn publikumssucces, ”Baby, please don´t go”, og én med nogle vældigt flotte hitlisteplaceringer, ”Here comes the night”. Det var altså ikke de rene amatører, der i juni 1965 udsendte deres debut-LP, og det høres tydeligt på det færdige resultat. Pladens 14 rhythm and blues-numre afleveres med en skarphed og en præcision, der let kan hamle op med det meste af tidens øvrige musik.

Them var en del af tidens såkaldte ”britiske invasion”, og gruppens blues-inspirerede musik placerede sig straks solidt midt i et felt bestående af navne som The Rolling Stones, The Who, The Animals, The Yardbirds og – til en vis grad – The Kinks. En del af gruppens repertoire bestod af afprøvede standardnumre som ”Bright lights, big city” og ”Route 66”; men ligesom i tilfældet med Big Joe Williams´ ”Baby, please don´t go” var det afgørende i sammenhængen ikke så meget materialets originalitet, som det var den entusiasme og fandenivoldskhed, materialet blev behandlet med. ”Baby, please don´t go” er indspillet af mange andre grupper end Them; men det er Them´s version, med det karakteristiske guitar-riff, der i dag betragtes som den definitive version, og det er da også den version, der siden er blevet optaget i både Blues- og Rock and Roll Hall of Fame.

Det karismatiske blues-rock-nummer ”Baby, please don´t go” er ikke med på gruppens debut-LP, og det er hittet ”Here comes the night” heller ikke, for sådan var praksis ikke i England på det tidspunkt (i USA var situationen en noget anden). Til gengæld var store navne som Jimmy Reed og John Lee Hooker repræsenteret med sange på ”The angry young Them”, og også et par andre gode sangskrivere havde leveret stof til pladen – ikke mindst Bert Berns, ophavsmanden til ”Here comes the night”, som både var medproducer på udgivelsen og medforfatter til 3 af dens sange. En af disse var den beske ”I gave my love a diamond” med linjerne: ”I gave my love a promise that had no truth/ what good is a promise without truth?”. En flot og ætsende ond sang.

Van Morrison
Medlemmerne i Them udgør en kompetent og fast sammentømret enhed på “The angry young Them”; men når det er sagt, må man straks tilføje, at pladen overordnet set er Van Morrisons projekt fra start til slut. Hans inciterende stemme, hans mundharmonika og hans saxofon er i centrum overalt på pladens 14 numre, og for at det ikke skal være løgn, har han desuden skrevet 6 af sangene selv. Et par senere kultnumre som ”Mystic eyes” og ”Gloria” stammer fra Morrisons pen, og ikke mindst et nummer som ”If you and I could be as two” illustrerer, hvor godt Morrisons diktion og frasering passer til de tekster, han har skrevet til pladen med specielt henblik på sit eget karakteristiske sangforedrag.

Ligesom gruppemedlemmerne i The Rolling Stones arbejder sammen om at skabe den bedst mulige platform for Mick Jaggers stemme, spiller guitar, bas, trommer og klaviatur i Them sammen om at give Van Morrisons store og sjælfulde stemme den plads og det modspil, stemmen har brug for for at kunne bemægtige sig sangene og gøre dem til sangerens private ejendom. Det er svært at forestille sig sange som ”You just can´t win” og ”Gloria” uden Van Morrisons personlige aftryk (selv om sidstnævnte sang faktisk er indspillet af en række andre kunstnere end Morrison selv).

Den voldsomme energi og indlevningsevne, som også senere blev solisten Morrisons primære kendetegn, er allerede til stede i fuldt flor på debut-LP´en. Morrison synger sine sange, som om hans liv afhang af det, og får på denne måde det optimale ud af dem. Når han synger sin egen ”You just can´t win”, fylder han sanglinjerne med en skæbnetung betydning, selv om der i sangen ”bare” er tale om et kuldsejlet kærlighedsforhold: ”You´re up in Park Lane now/ and I´m somewhere around in Tottenham Court Road”. Van Morrison lader ikke et øjeblik lytteren i tvivl om, at det er alvor, det her: ”One more coffee/ one more cigarette/ one more morning trying to forget”. Det lyder i Morrisons mund, som om det er verdens ende, det drejer sig om – og det er det måske også på sin vis.

”The angry young Them” præsenterer måske ikke lytteren for nogen specielt vrede unge mænd, sådan som 1950´ernes litterære bevægelse gjorde det. Men pladen er et fint udstillingsvindue for en håndfuld af 1960´ernes mange entusiastiske unge, som havde fundet ud af, at musikken kunne gøre dem fri af hverdagens snærende rammer og måske endda kunne blive et springbræt for dem til en anden verden – i hvert fald hvis de var klar til at investere den energi og det engagement, der var brug for.

Them indspillede kun en enkelt LP ud over debut-albummet; men gruppens indsats på debuten har til gengæld sikret den en sikker plads i rockhistorien.