60 år med Bob Dylans "Blonde on blonde"

Den første plade med Bob Dylan, jeg i sin tid købte, var dobbelt-LP´en ”Blonde on blonde” fra 1966. Pladen var Dylans syvende LP-udgivelse, så man kan ikke just påstå, at jeg var langt fremme i skoene dengang, hvad angår ny og spændende musik. Min 5 år ældre søster havde lyttet til Bob Dylan siden udgivelsen af LP´en ”The freewheelin´ Bob Dylan” i 1962, så hans musik var ikke fremmed for mig på det tidspunkt. Men jeg var selv langt mere optaget af den nye pop/beatmusik fra The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Animals, The Hollies osv. osv., end jeg var indstillet på at lægge ører til Bob Dylans lidt kedelige, akustiske folkemusik.

Den situation ændrede sig til dels i 1965, da Dylan gik elektrisk – uden at jeg dog på nogen måde droppede de mange fantastiske beatgrupper, som væltede frem i England og USA i disse år; men jeg var endnu ikke helt moden til at prøve kræfter med Dylans lange, svært forståelige og absolut ikke danseegnede sange i det Herrens år 1965. Til gengæld kunne jeg – med The Byrds som formidler – sagtens høre det melodiøse i et nummer som ”Mr. Tambourine Man”, ligesom jeg udmærket kunne mærke gennemslagskraften i et par sange som ”Like a rolling stone” og ”Ballad of a thin man”. Men det var altså først i 1966, jeg var tilstrækkelig overbevist om Bob Dylans appel, til at jeg valgte at købe en plade med ham – oven i købet et dobbeltalbum.

Jeg er i dag ret sikker på, at det dengang var de mere melodisk rockende numre på ”Blonde on blonde”, der især tiltalte mig, dvs. numre som ”I want you”, ”Stuck inside of Mobile” og ”Absolutely Sweet Marie”, mens jeg lige skulle lære at elske pladens langsomme ballader som ”Visions of Johanna” og (især) ”Sad eyed lady of the lowlands”. Men med 14 lange numre var der rigeligt at lytte til og vælge imellem, og blandt de mange sange var der faktisk kun et enkelt nummer, jeg ikke brød mig om fra starten: indledningsnummeret ”Rainy day women nos. 12 & 35”.

Det nummer bryder jeg mig i øvrigt stadig ikke om, og det er mig en gåde, hvorfor Dylan valgte at indlede sit overflødighedshorn af nye sange med pladens dårligste nummer (tæt fulgt af ”Leopard-skin pill-box hat”). Men smag og behag er som bekendt forskellig, og nummeret blev et stort hit, da det i sin tid blev udsendt som det første singleudspil fra ”Blonde on blonde”. Det er bare ikke et nummer, der siger mig ret meget; men jeg kan konstatere, at eksponeringen af det lidt ligegyldige indledningsnummer kun er en af mange gåder og mærkværdigheder i forbindelse med dobbeltalbummet.

Udgivelsesdatoen
F.eks. kan man undre sig over, at der i mange år har været tvivl om udgivelsestidspunktet for ”Blonde on blonde”. I diverse opslagsbøger og på diverse hjemmesider kan man læse, at pladen blev udsendt d. 16. maj 1966, og denne dato har hele tiden været pladens officielle udgivelsesdato. Men for nogle år siden blev der rejst tvivl om denne kanoniserede kendsgerning, efter at nogle kritikere havde undersøgt pladens samtidige hitlisteplaceringer og desuden havde talt med fans, som kunne fortælle om gentagne udsættelser af udgivelsesdatoen, der altså oprindelig var fastsat til d. 16. maj. Dertil kommer beretninger om forskellige sidste-øjebliks-ændringer af lydbilledet i sangen ”Obviously 5 believers”, som havde udsat udgivelsestidspunktet yderligere i forhold til de oprindelige planer. Derfor regner de fleste nu d. 20. juni (eller måske endda d. 27. juni?) som udgivelsesdatoen for ”Blonde on blonde”.

Her 60 år efter udsendelsen af Bob Dylans syvende LP kan diskussionen om forskydningen af udgivelsestidspunktet på omkring en måned måske synes lidt ligegyldig, og fastsættelsen af den korrekte dato har da heller ingen betydning for lytterens udbytte af pladens indhold. Men det er da lidt pudsigt, at der kan være så stor usikkerhed om en 60 år gammel dato; der er jo trods alt ikke tale om forhistorisk forskning, men derimod om en simpel datering af et værk fra en af rockhistoriens største kunstnere.

Når man er færdig med at diskutere mulige udgivelsesdatoer for ”Blonde on blonde”, kan man tage fat på det næste mysterium: hvorfor hedder pladen ”Blonde on blonde”? Bob Dylan selv siger, at han ikke kan huske, hvem der kom på ideen, eller hvad titlen skulle betyde. Det er jo helt normalt for Dylan ikke at ville udtale sig om sin egen kunst, så det er meget muligt, at han udmærket ved, hvad tanken var med den titel; men det gør det jo ikke lettere for os andre at gætte os til betydningen af den.

Mange kritikere er i tidens løb kommet med mange fantasifulde forslag til løsninger på titelgåden; men jeg er ikke stødt på nogle såkaldte ”forklaringer”, der lyder særligt sandsynlige i mine ører og i hvert fald ingen forklaringer, der fortæller, hvorfor netop denne samling sange skulle have netop dette navn. Det enkleste forsøg på en udlægning af titlen lyder, at forbogstaverne i ”Blonde on blonde” danner ordet Bob, altså Bob Dylans eget fornavn. Men et sådant forslag fortæller jo ikke, hvorfor Dylan skulle have haft lyst til at promovere sig selv og sit navn ved netop denne lejlighed.

I mangel af bedre forslag vil jeg her komme med min egen teori, der næppe har noget på sig, og som i hvert fald lyder lige så søgt som mange af de øvrige fremsatte forsøg på forklaringer. Ordet ”blonde” stammer fra middelalderlatin ”blundus”, som betyder ”gul”, og denne farve forbindes i den vestlige kultur ofte med negative fænomener som falskhed, jalousi og fejhed. Og er det ikke netop størrelser, der går igen på mange af sangene på ”Blonde on blonde”? Nå, ikke? Men det var da et forsøg.

Albumcoveret
”Blonde on blonde” var (vistnok) rockmusikkens første dobbelt-LP, og for rigtigt at udnytte mulighederne i dobbelt-LP-formatet forsynede Bob Dylan coveret til pladen med et folde-ud-billede af sig selv iført mørk ruskindsjakke og stribet halstørklæde. (Denne selvpromovering taler i parentes bemærket for den ovenfor omtalte teori, at titlen på albummet skulle have noget med Dylans fornavn at gøre).

Billedet er taget i Greenwich Village af fotografen Jerry Schaltzberg på en meget kold dag og er ifølge ham kun ét af en lang række fotos fra optagelsen. Mange af de øvrige fotos var helt skarpe, mens det valgte billede derimod er lidt uskarpt, let rystet (måske som følge af kulden?) og viser Dylans ansigt en smule ude af fokus. Men hvorfor i alverden valgte Dylan et lidt sløret billede af sig selv som coverillustration til ”Blonde on blonde”? Svaret blæser i vinden.

En anden mærkværdig omstændighed omkring coveret til pladen er tilstedeværelsen af et foto på indercoveret af den italienske skuespillerinde Claudia Cardinale med opsat hår. Hvad er mon meningen med at involvere den italienske skuespillerinde i et pladeprojekt, der ikke ligefrem kan siges at have noget med hende at gøre?  Måske kunne Dylan bare godt lide Cardinale, som i 1966 havde en lang række film bag sig, bl.a. Fellinis berømte ”8½” og Viscontis ”Leoparden”, begge fra 1963.

Historien om billedet af Claudia Cardinale er i øvrigt den, at billedet kun optræder i det første oplag af ”Blonde on blonde”, fordi pladeselskabet havde ”glemt” at få tilladelse fra Cardinales impresarioer til at bruge det. Derfor blev billedet fjernet fra de efterfølgende oplag af ”Blonde on blonde”; men eftersom jeg købte mit eksemplar af pladen ved førstegangsudgivelsen, kan jeg nu glæde mig over billedet af den skønne italienerinde.

Endnu en lille finurlighed omkring coveret til ”Blonde on blonde” er den omstændighed, at titlen til nummeret ”Stuck inside of Mobile with the Memphis blues again” i min førsteudgave af pladen lyder ”Stuck inside of Mobile with thee”. Jeg har altid undret mig over denne fejlskrivning, som der vistnok ikke er nogen egentlig forklaring på (bortset måske fra den enkle, at den rigtige titel er for lang til at stå på den begrænsede plads). Jeg har tænkt over, om ”thee” skulle læses som en gammel, højtidelig form for ordet ”you”; men en sådan udlægning giver ikke rigtigt nogen mening i sammenhængen. Måske er der blot tale om en simpel sjuskefejl, som skyldtes, at pladen skulle hurtigt ud i butikkerne efter den månedlange forsinkelse i forhold til det oprindelige udgivelsestidspunkt?

Et dobbelt tillykke
Der er masser af andre historier i forbindelse med indspilningen og udgivelsen af ”Blonde on blonde” i 1966, bl.a. beretningen om, hvordan dele af teksten til det godt 11 minutter lange nummer ”Sad eyed lady of the lowlands” blev til i studiet, mens musikerne sad og ventede på, at Dylan skulle blive færdig med sangen! Der er også fortællingen om, hvordan indspilningerne til pladen startede i New York med Tom Wilson som producer, men siden blev flyttet til Nashville med Bob Johnston som producer, hvilket for alvor fik sat gang i optagelserne. Interesserede kan på cd´en ”The cutting edge” (2015) (nr. 12 i rækken af udgivelser med fællestitlen ”The bootleg series”) høre, hvordan et antal af numrene på ”Blonde on blonde” ændrede karakter undervejs under indspilningerne.

Jamen, hvad med selve musikken på pladen, vil nogle læsere måske udbryde her. Tja, musikken er naturligvis som altid i forbindelse med Bob Dylan uden for konkurrence og derfor svær at udtale sig om – i hvert fald, hvis man vil sige noget nyt. Der er skrevet meget om Bob Dylans musik, og et forsøg på at føje noget til det allerede foreliggende vil nok bare føre til gentagelser.

Så lad mig i stedet slutte denne lille artikel af med at ønske ”Blonde on blonde” tillykke med de 60 år d. 20. juni(?) – samt med at ønske ophavsmanden til pladen tillykke med de 85 år d. 24. maj. Denne dato skulle efter alt at dømme være helt nagelfast.