80 år med Country Joe

Country Joe McDonald (opkaldt efter Joseph Stalin!) er så heldig/uheldig at have fødselsdag d. 1. januar. Han kan formentlig altid være sikker på at møde feststemte mennesker i løbet af fødselsdagen – mens han til gengæld nok får svært ved at samle friske folk til en frokost midt på dagen. Under alle omstændigheder er det i 2022 lykkedes ham trods et ganske heftigt liv med både alkohol og stoffer at opnå den ærværdige alder af 80 år – og han optræder stadig sporadisk med sine sange, selv om han efter eget udsagn gav sin afskedskoncert i San Francisco i 2017. Men med Country Joe kan man aldrig vide.

Country Joe-optrædender er der få af nu, men gode Country Joe-sange er der heldigvis mange af, dels fra 1960´erne med Country Joe and The Fish, men især fra soloårene derefter, som indtil videre har kastet omkring 30 pladeudgivelser af sig. Og det er ikke de dårligste sange, der stammer fra denne del af karrieren. Country Joe lagde ud som solist med 2 LP´er med covernumre, hvoraf pladen med Woody Guthrie-sange fra 1969 er en født klassiker. Man finder simpelt hen ikke Guthries sange fortolket mere kongenialt andre steder inden for musikverdenen (efter min mening). Fra 1970 begyndte Country Joe at udsende LP´er med nyskrevne sange, ikke mindst om klima- og miljøpolitiske emner, men også om alle mulige andre emner, der var oppe i tiden, og som lå sangerens hjerte nær: krig, løgnagtige politikere, sexisme, mediecirkusset, osv. Der var nok af emner at tage fat på for en samfundskritisk sangskriver i 1970´erne og 1980´erne, og Country Joe sang om dem alle sammen – først på pladeselskabet Vanguard og senere på hans eget selskab, Rag Baby.

Ingen af Country Joes mange soloplader blev særligt succesrige i samtiden, men det var der heller ingen, der havde forventet – heller ikke ham selv. Til gengæld havde han en pænt stor, trofast fanskare fra årene med The Fish, og disse fans (heriblandt undertegnede) fortsatte troligt med at købe Country Joes nye plader – for så vidt det ellers var muligt at få fat i dem her til lands. Med lidt hjælp fra specialbutikker og plademesser lykkedes det dog så nogenlunde for os interesserede at følge Country Joe på hans musikalske rejse langt op i 1990´erne – men så var det også slut. I dag kan der gå år imellem, at man støder på en Country Joe-plade i brugtbutikkerne, hans plader er udsolgt eller meget dyre på nettet, og hans egen netbutik sender ikke uden for USA. Men så er det jo godt, at man (jeg) har alle de tidligere udgivelser.

Personlige favoritter
Mine egne favoritter blandt de mange titler er nok ”Thinking of Woody Guthrie” (1969), ”War, war, war” (med Robert Service-digte sat i musik af Country Joe”) (1971), og ”On my own” (1981), som alle både rummer mange gode tekster og mange gode melodier. Men ud over indholdet på disse plader indeholder Country Joes bagkatalog et sandt overflødighedshorn af gode sange. Her vil jeg nøjes med at nævne de æteriske ”Balancing on the edge of time” og ”Only love is worth this pain” fra LP´en ”Hold on it´s coming” (1970) og den vittige satire over vores moderne tilværelse, ”Primitive people” fra ”Goodbye blues” (1977). Samt de mange lykkelige kærlighedssange fra ”Love is a fire” (1976), den finurlige ”Breakfast for two” fra ”Paradise with an ocean view” (1975) og den gribende ”Blood on the ice” (om drabet på nyfødte sælunger) fra LP´en ”Goodbye blues” (1977). Eller den tilbagelænede ”Sure cure for the blues” fra ”Leisure suite” (1980), osv. osv. Man kan naturligvis ikke opsummere en karriere på mere end 50 år på nogle få linjer, så der er næppe andet at gøre end selv at gå i gang med at lede efter egne favoritter fra produktionen. Der er nogle få biblioteker i Danmark, som stadig holder hånden over Country Joe, selv om hans plader stort set er gået al kødets gang i biblioteksverdenen.

Country Joes signatursang er dog stadig bredt tilgængelig på de danske biblioteker: ”I feel like I´m fixin´ to die rag”, koblet med det legendariske ”Fish cheer”: ”Give me an F!”, ”Give me an I!”, osv. indtil det afsluttende call: ”What´s that spell?”, med svaret fra publikum: ”Fish!” The Fish cheer blev snart forvandlet til et Fuck cheer, som nok er den bedst kendte version i dag. Fich/fuck cheer-råbet blev hurtigt en fast ingrediens ved Country Joes koncerter, med eller uden The Fish – og faktisk blev råbe-seancen så indarbejdet, at Country Joe selv kunne gøre grin med den ved sine koncerter: ”Give me an F!” – med svaret: ”F!” – ”Thank you, I needed that”.

Country Joe besøgte Danmark flere gange i slutningen af 1960´erne, hvor han gav koncerter rundt omkring i landet. Selv så og hørte jeg ham i Fyens Forum i september 1969, hvor han var gået solo, og eftersom han (også) dengang var en af mine helte, måtte jeg naturligvis høre ham. Men Country Joe gav mange andre koncerter i de år, og en af dem blev oven i købet udødeliggjort af The Beach Boys i sangen ”California saga” (1973): ”Have you ever been to a festival/ The Big Sur Congregation/ where Country Joe/ will do his show/ and sing about liberty”. En ganske passende cadeau til et af sluttressernes helt store musiknavne på den amerikanske vestkyst,

Læs (meget) mere om Country Joe på hans egen hjemmeside (www.countryjoe.com) eller på Wikipedias side om ham.

Og naturligvis et stort tillykke med den runde fødselsdag herfra.