Genrer
AC/DC: Back in black
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 73
AC/DC har fat i nogle meget simple virkemidler, og de formår at skabe noget effektivt, der får adrenalinen i gang. Alligevel var jeg langt fra grebet, da jeg skulle anmelde deres album Highway to hell fra 1979. Deres energiske macho-rock endte nok med at blive lidt for overstimulerende for mig i løbet af en 41 minutter lang plade, og min oplevelse var lettere ensartet. Et par måneder efter udgivelsen af Highway to hell døde bandets forsanger Bon Scott, men heldigvis fandt de et nyt vokalt powerhouse med Brian Johnson, og allerede i 1980 udgav de deres mest populære plade nogensinde, Back in black. Den minder på mange punkter om Highway to hell. Der er ikke skruet ned for energien, og Brian Johnson udmærker sig allerede her som en sanger, der er af samme kaliber som Scott. Helt ned til albummets længde er det som før; Back in black har lige så mange tracks som Highway to hell, og albummet er sølle 45 sekunder længere end forgængeren. Hvis vi ser bort fra udskiftningen af forsanger, er det altså ikke just et risikabelt album.
Selvom rigtig meget er som på forgængeren, føler jeg alligevel, at Back in black er en betydeligt bedre plade. Det er især sangskrivningen, der har fået et nøk op. "Back in black", "You shook me all night long" og "Rock and roll ain’t noise pollution" er klasseeksempler på AC/DC, der gør det, de er bedst til. Nogle af AC/DC’s sjoveste, bedst konstruerede sange er at finde på Back in black, og mens jeg da har mine favoritter, har jeg svært ved at udpege et egentligt lavpunkt. Alle tracks fungerer godt, hvilket er lidt af et mirakel, når AC/DC ikke ligefrem er kendt for den virtuose diversitet i deres lyd. Det er dog her, vi alligevel finder et af de større problemer ved pladen, nemlig det konstant høje lydniveau. AC/DC kan ikke finde ud af at skrue ned, og det gør pladen udmattende. De kører et fedt trick med at mange af numrene starter ret stille, men når forstærkeren først slår sig løs, er der ingen vej tilbage. Placeringen af titelnummeret mod midten er dog et godt valg, da den for en kort stund skaber noget variation med en lidt stivere rytme end den vildskab, AC/DC ellers typisk byder på.
AC/DC bringer faktisk også lidt finesse til andre numre. Den langsomme, lidt metal-prægede intro på åbningsnummeret "Hells bells" er stilfuld, og den får lov til at køre relativt længe, før nummeret går over i en mere typisk AC/DC-lyd. Det samme gælder den ensomme, ømme guitar i starten af "Rock and roll ain’t noise pollution". Nu har jeg indtil videre kaldt AC/DC’s lyd for "vild" to gange. Det føler jeg er et passende ord, men man skal absolut ikke tro, at de er løsslupne som musikere. Back in black føles som en meget kalkuleret, komponeret og kontrolleret plade. AC/DC arbejder ud fra nogle faste formler, og det kan altså betyde, at det bliver lettere uinspirerende at høre på til tider. Med mit kendskab til gruppens diskografi, tror jeg dog, det er et problem, jeg vil have med de fleste AC/DC-plader. Når man overvejer den faktor, så tror jeg, Back in black er noget nær den optimale AC/DC-oplevelse.