Genrer
Aerosmith: Toys in the attic
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 228
Aerosmith er et af de klassiske rockbands, som måske virker latterlige og gammeldags at se på, men når man lytter til deres musik, holder den helt fantastisk. Se blot på to af de største hits, de havde i deres guldalder i 70’erne: "Sweet emotion" og "Walk this way" har klaret tidens tand bedre end samtidens og især eftertidens hårde, glamourøse poprock. De to er at finde på pladen Toys in the attic, der åbnes af et godt titelnummer. Det sætter tonen for resten af albummet, for selvom det er hårdtslående, er det også sjovt. Omkvædet er simpelt og kort, og alle kan synge med på det. Det er lidt af et strukturelt roderi, men på den bedst tænkelige måde. Det går så hurtigt, at man selv ikke efter adskillige gennemlytninger ved, hvad man kan forvente. Track 2, "Uncle Salty" er en mere stille blues-inspireret sang. Den fungerer godt til at komme lidt ned på jorden igen, og den vilde historie i teksten gør, at den slet ikke ender med at være kedelig. Melodien er ganske vist simpel, men en guitarsolo her og et crescendo der gør, at man får rigeligt ud af nummeret.
"Adam’s apple" er en energisk sang, der virkelig lader guitarist Joe Perry udføre flotte, blues-lignende stykker på guitaren. Den har en finurlig tekst, der leger lidt med bibelpersoner, og den i grunden simple melodi sørger for, at sangen på en gang er let tilgængelig og teknisk imponerende. Efter den starter nogle udødelige trommeslag efterfulgt af et endnu mere utroligt guitarriff – "Walk this way" er ikke en af Aerosmiths signatursange uden årsag. Den er skruet så godt sammen, at det er svært for mig at få ind i hovedet, at dette ikke engang er deres bedste udgave af sangen – den bliver for mig forbedret, når Run-D.M.C. er med. Det er en af de bedste rocksange nogensinde. Det samme kan man ikke sige om "Big ten inch record", en gammeldags rock and roll-sang i stil med Little Richard og Chuck Berry. Det er dog stadig en ganske god sang, og det er forfriskende at høre noget så simpelt. Og da de jo alligevel ikke tager sig selv så seriøst, gør det ikke noget, det er jo sjovt.
Den ligger ikke kun lige efter et mesterværk, men også lige før et. "Sweet emotion" er en af de mest sexede sange nogensinde, og talkbox lyder ikke så godt på noget andet nummer, jeg kender. Basgangen er vildt groovy, og sangen kører bare så naturligt, at man kommer i trance. "No more no more" er en noget hårdere sang, der dynamisk går pænt frem og tilbage. Sangens hook er ganske stærkt, og man får let lyst til at synge lidt med. Følelserne er ikke så stærke som på visse tidligere sange, men den føles stadig selvsikker, og selvsikkerhed er da også noget af det, den handler om. "Round and round" er et regulært glam rock-nummer. T. Rex kunne sagtens have lavet sådan et nummer, og det er konfronterende og vredt. De har fået vokalerne her til at lyde ret unikt, og det passer godt som det næstsidste nummer. Afslutningsnummeret er ligeledes placeret som hånd i handske – "You see me crying" er med sine over 5 minutter pladens længste sang, og den føles stor og afsluttende. Det er en pragtfuld sang, og den afslutter en pragtfuld plade – Toys in the attic er en varieret, sjov og rigtig godt gennemført plade.