All you need is love

Musikhuset Aarhus
torsdag d. 14. april 2011 kl. 20:30

Skribentens bisidder, Peter Elmelund, har fået lov at indskyde kommentarer, for overskuelighedens skyld i kursiv. Han indleder:

Guitaristen Per Chr. Frost, som i mange år spillede i Gnags og i dag lejlighedsvis er kapelmester i diverse ”All Star Bands”, og bassisten Peter Vuust, der også er en af verdens førende forskere inden for hjerne og  musik, samlede i efteråret 2010 et ensemble af nogle af de bedste danske kunstnere i Musikhuset til Aarhus Universitets årsfest. Resultatet blev en spektakulær hyldestkoncert til et af musikhistoriens største navne: The Beatles.

Min søn gjorde mig opmærksom på gentagelsen af koncerten; om det ikke var noget for to generationer? Vi har tidligere med fornøjelse delt koncerter og anmeldelser, så her var en oplagt mulighed. Rasmus var hurtigst på beat’et - så jeg vil lade ham føre ordet og så komme med fædrene kommentarer …

Tonerne fra en yderst præcis trompetbåret jazz-version af "Imagine" slår denne torsdag aften i Musikhuset Aarhus an. Guitaristen Morten Woods’ rå stemme overtager elegant, hvor trompetist Jesper Riis slipper John Lennons melodi. Og denne indledning er faktisk meget symptomatisk for præstationen fra det velspillende All Star Band. Glidende overgange gennemsyret af professionalisme.

Den dansk-engelske Vivienne McKee er værtinde, og hun står for at gøre overgangene mellem de forskellige solister lige så glidende. Hun er med et andet ord pauseklovn. Efter åbningsnummeret kommer hun storsmilende på scenen og lover publikum, at Musikhusets Store Sal nu skal danne ramme om "the biggest names in the Danish music industry". Så har hun i hvert fald ikke sagt for lidt. Hun er veloplagt og fyrer vittigheder af på stribe, og det aldrende publikum synes at æde det råt. Både hendes nostalgiske tilbageblik på sin egen tid som beatlemanisk, hendes småsjofle vittigheder og hendes lommefilosofiske betragtninger om danskere. Betragtningerne når desværre aldrig at blive til mere end klichéer om rød grød med fløde, 'hygge' og den manglende danske oversættelse af ordet 'please'.

Begyndelsen af koncerten hørt med lukkede øjne: Palle Mikkelborg på muted trompet og en empatisk akkompagnerende NHØP på bas. Mums, det bliver en heelt anderledes Beatlesaften! Men det gør det altså ikke helt; indimellem er det en del (yderst velspillet) reproduktion og så enkelte strålende lyspunkter med star quality. Vivienne McKeees medvirken kunne jeg også snildt undvære. Det ville da blive mere en ”ren” koncert frem for en anekdotisk historie med indlagte verdenshits.

Jeg føler mig en smule fremmedgjort midt i det aldrende publikum. Ganske vist er jeg ikke den eneste på min egen alder, men det skyldes nok mest, at nogle af gymnasielærerne og de gamle 68'ere har taget deres børn med. Samtidig er salen fyldt med 500 rektorer fra universiteter verden over, 46 lande er repræsenteret i flg. McKee. En målgruppe, som værtinden formentlig også forsøger at please med de mange dansker-vittigheder. Sådan må det være.

Søren Sko, der i øvrigt også bliver skamrost af Vivienne McKee, er den første solist, og han imponerer ikke. Han ER en pokkers dygtig entertainer, men jeg savner mere sjæl fra ham. Paul McCartneys "The Long and Winding Road" bliver leveret som en hvilken som helst anden ballade fra Sko/Torp-tiden. Og det er en skam, for han har både stemmen og energien til at løfte den højere op.

Hvad Søren Sko ikke finder frem i aften, gør til gengæld den unge Mads Langer. Hen imod aftenens afslutning synger og spiller den unge sanger-sangskriver "Let It Be" i en stærk personlig udgave. De følsomme og afdæmpede første vers står i klar kontrast til det lange klynk, som han på en nærmest Jeff Buckley-agtig måde afslutter med. Sangen indhøster fortjent aftenens største bifald, og det smigrer tydeligvis den sympatiske skibonit. En anden repræsentant for den unge generation, Christian Hjelm fra Figurines, er også en af aftenens store oplevelser. Hans lidt skæve og naive stemme giver "When I'm 64" en ægte og upoleret lyd, som man ellers sjældent hører i moderne popmusik, og også duetten med Søs Fenger, "Two of Us", er en fryd. Lyden halter i starten, hvor Fenger nær drukner i Hjelm, men det bliver der styr på, og en fjollet fløjte-afslutning efterlader lytteren (i hvert fald mig) i et behageligt bekymringsløst humør. I øvrigt en særegen blanding af det bedste fra 3 verdener: Søs Fenger, Figurines og bigband.

Jeg ser ikke publikum som ”aldrende”!  Selvfølgelig: Hvilken 50-årig Beatlesfan vil kalde sig aldrende? Til gengæld er jeg enig i, at de yngre sangere viste en mere personlig tilgang til fortolkningerne. Mads Langers nytænkte ”Let It Be” fik skrællet de svulmende lydtapeter af og kogt ind til en mand og hans gamle guitar; en andægtig stemning bredte sig i salen. Og en anden andægtghed end dén, enhver god gengivelse af et udødeligt Beatlesnummer giver – her var også respekten for den unikke fortolkning.

 

Det høje kvalitative niveau forlader ikke scenen med Christian Hjelm. Tværtimod. Søs Fenger disker nemlig op med en yndig opførsel af "Blackbird", som stort set kun akkompagneres af Per Chr. Frost på westernguitar. Yndefuldt og lige efter bogen. Og ganske vist giver ensemblet sidenhen en hæsblæsende version af "Tomorrow Never Knows", men der er alligevel to ting, jeg savner. To elementer, jeg ellers forbinder med Beatles. Syre og uforudsigelighed. Det hele bliver alt for pænt og mondænt, selv om svenske Daniel Lemma udsætter to McCartney-numre for fed funk og Motown-feeling, og selv om Sinne Eeg, hvis stemme er dyb som en brønd, fraserer overraskende på "Strawberry Fields Forever". Også operasangerinden Andrea Pelegrini, der er klædt i et stort leopardmønstret klæde, overrasker mig med operaversioner af "Piggies" og "Michelle". Det er fedt - og langt uden for mit stofområde. Men det ændrer ikke ved, at jeg savner den udsyrede vildskab. Hvad bliver der af "Happiness Is a Warm Gun", "I Want You" og "A Day in The Life"? Og hvorfor er der ikke kælet mere for det visuelle, så lys og farver kan få lov til at matche Beatles' farverige lydside?

Nikolaj Steen, som, så vidt jeg kan forstå, er hovednavnet, lukker ballet med "Come Together" og "All You Need is Love". Han klarer det udmærket, men han støtter sig lidt for rigeligt til nodestativet. Heldigvis lader orkestret det hele eksplodere med ekstranummeret "Sgt. Peppers Lonely Heart's Club Band" og ikke mindst "The End". Og alt i alt er det en fornøjelse at opleve den enorme professionalisme fra alle på scenen og den ekstraordinært gode lyd i salen. Og så selvfølgelig Beatles' evigt aktuelle sange.

Sidste efterår hørte vi Cederholm og brødrene Hellemanns teaterkoncert Come Together. Her var samtlige numre blevet splittet til atomer og derefter samlet igen på en meget anderledes måde. Det gav mange spændende reaktioner på disse nye bud på vores allesammens arvegods: Beatles’ sange.

Hvad der står stærkest i erindringen efter denne aftens koncert er da også de personlige fortolkninger. Blandt andet nævnte ”Let It Be” og også Christian Hjelms bud på ”Real Love”. Nå ja, denne ”post-mortem” udgivelse fra 1995 er noget mindre kendt end de vanlige numre. Og her er vi ved noget essentielt. Jo mere fastforankret et nummer er i hukommelsen, jo større er skepsissen over for en ny fortolkning. Jeg har hørt Paul McCartney synge ”When I’m 64” så tit, at hans (over)naturligt rene stemme altid vil overskygge enhver gentagelse af andre. Og jo tættere fortolkningen lå på originalen, jo svagere stod nummeret i min optik. Det var jo supergode 8 sangere og 14 musikere, der var på scenen. De sang og spillede godt, når de sang og spillede Beatles, men de spillede fantastisk godt, når de sang og spillede sig selv! Aftenens koncert bød på unge kunstnere, som ikke er opvokset med The Fab Four og derfor lettere kan skabe deres eget udtryk. Og aldrende (!) kunstnere, hvis store respekt og ydmyghed for arven gør det mere unaturligt at twiste sangene.

Alligevel var det da en stor aften – en fornøjelse at høre verdens bedste sange med ”the biggest names in the Danish music industry”(citat)  i en fyldt Store Sal i Musikhuset Aarhus.

Koncerten gentages fredag aften; her er der formodentlig ikke 500 rektorer blandt publikum. Så stemningen bliver nok endnu mere Yeah Yeah Yeah!

Vælg mellem 120 Beatles-cd'er. Kan lånes på dit lokale bibliotek