Genrer
The Allman Brothers Band: At Fillmore East
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 49
Jambandet har aldrig opnået mere end blot nichestatus. Det er svært at overbevise den gængse rocklytter om at lade sig gribe af langvarige improviserede soli over langvarige, gentagne grooves. Selv er jeg også skyldig: jeg foretrækker f.eks. Grateful Deads mere komponerede folk-udgivelser frem for den jammende fanfavorit Live/Dead, der langt hen ad vejen går i tomgang for mig. Genren er svær at sælge, men bluesrockerne i The Allman Brothers Band formåede faktisk at gøre det tilbage i 1971 med deres livealbum At Fillmore East. Dobbeltalbummet består af blot syv sange – omend ca. halvdelen kommer over på den pæne side af de ti minutter. I løbet af disse syv tracks får de brugt stort set alle små tricks fra bluesrockens store håndbog. Jeg har ved flere plader klaget over at skulle døje med de samme simple bluesprogressioner igen og igen, men The Allman Brothers Band formår med tracks som "Stormy Monday" og "You don’t love me" at tydeliggøre, at disse progressioner egentlig ikke fejler noget i sig selv – og de er et spektakulært grundlag til at udforske alskens musikalske ideer, når der bliver jammet.
De stærkeste tracks på albummet er de længste – både "You don’t love me" og "Whipping post" kommer op nær 20 minutter, og spilleglæden på disse sange er intet mindre end inficerende. Det føles ikke som om, de nogensinde fortsætter sangen blot for at fyre noget teknisk pral af, det føles i begge sange som om, at de nyder det enormt meget. Bandets sammenhold er uovertruffent. Selv når én musiker begynder at fyre en sej solo af, som Duane Allman blandt andet gør med sin guitar ca. midt i "Whipping post" sørger resten af musikerne ganske elegant for at understøtte med yderligere instrumentation – især rytmesektionen gør en hæderlig indsats for at gøre dette nummer til albummets mest intense. Selv om vi har at gøre med dygtige instrumentalister, går det dog aldrig tabt, at jam-bandet er en impulsiv, improviseret kunstart, hvor selv musikerne kan blive overraskede. Det er befriende at høre et album, der formår at være så teknisk overvældende uden at det nogensinde bliver kalkuleret eller ufarligt. Albummet er godt til også langsomt at etablere sin stil rettere end blot at kaste det hele i hovedet på lytteren på en gang. Åbningsnummeret "Statesboro blues" er en simpel elektrisk bluessang, og selv om dens soli er imponerende, er det ikke så langt ude, og den holder sig flot nede på under fem minutter.
Selv det dygtigste band har formentlig svært ved at jamme over syv numre i streg uden at der kommer nogle uinteressante passager. Albummet er da også et udpluk af det bedste stof fra fire koncerter, der til sammen varede seks timer. Man kan sagten lytte til alle seks timers musik, men jeg er ikke interesseret, for jeg regner med, at det nok især er b-materialet, der er skåret fra. Og det er da heller ikke alle dele af At Fillmore East der blæser mig omkuld. Trommesoloen på "Hot ‘Lanta" er som så mange andre trommesoli ret forglemmelig, guitarintroen til "In memory of Elizabeth Reed" er alt for lang, og dynamisk bliver "Stormy Monday" lidt for længe i samme leje på tværs af sektionerne. Så er der også det lille problem, at det slet ikke føles som at være til en koncert, hvilket ellers tit er et af formålene med et livealbum – der er intet forsøg på at få det til at lyde som sangene alle blev spillet til samme koncert. Men med dette sagt, er At Fillmore East et rigtig stærkt album. Hvis man kan lide bluesrock er det et fantastisk gateway-drug til jambands generelt, og den formår faktisk at holde sig ganske engagerende i løbet af sine 80 minutter, hvilket er vældig imponerende.