Americana fra America

Musikgenren ”americana” er en kategorisering, der er lige så løst defineret som f.eks. kategoriseringen ”graphic novel” inden for tegneserieverdenen. Alle har deres egen personlige definition af begreberne, og ingen af definitionerne formår rigtigt at dække diversiteten og mangfoldigheden i den mængde af konkrete værker, begreberne henviser til. Alligevel er der tale om almindeligt accepterede begreber, som vel også i visse sammenhænge giver en fornemmelse af de pågældende værkers indhold, men som i andre sammenhænge er helt intetsigende eller direkte misvisende.

Musikgenren ”americana” defineres af The Americana Music Association således (og de må jo vide det, om nogen!): ”Americana is contemporary music, that incorporates elements of various American roots music styles, including country, roots-folk, folk, bluegrass, R&B and blues, resulting in a distinctive roots-oriented sound that lives in a world apart from the pure forms of the genres upon which it may draw. While acoustic instruments are often present and vital, Americana also often uses a full electric band”.

Altså: ud over at begrebet ”americana” forsøges defineret via en anden løst afgrænset musikform, ”roots”, forstår man, at ”americana” stort set kan bygge på en hvilken som helst form for tidligere musik og både kan være akustisk og elektrisk. Det forklarer jo alt!

Men nu er der naturligvis ingen grund til at fortvivle over, at et begreb er så rummeligt, at det kan indeholde stort set hvad som helst. Det gør det lettere for folk at lyde vidende, når de diskuterer musik, og desuden bliver det nærmest umuligt at afvise beskrivelsen af et stykke musik som ”americana”. Hvis lytteren synes, at der er tale om ”americana”, så er der tale om ”americana” – for ham/hende, altså. Det er da bekvemt.

America

Den samme leksikonartikel, hvori begrebet ”americana” forsøges defineret, opstiller samtidig en imponerende lang liste over navne, der regnes for nogle af de mest fremtrædende musikere inden for ”americana” – omkring 200 i alt! Dette antal fortæller måske i virkeligheden en del om genrebetegnelsens udflydende grænser, for med de 200 navne kommer man mildest talt temmelig langt omkring.

Et af de navne, der ikke er med på listen, er imidlertid det navn, som denne lille artikel handler om: gruppen America. Det ville da ellers være passende, hvis America spillede ”americana” – og det gør de også, vil jeg tillade mig at hævde, vel vidende at det vil være svært at modbevise (jf. ovenstående lille diskurs om begrebet). Ligesom de spiller folk, country, rock og pop. Medlemmerne i America er ganske vist alle – dvs. begge, efter at gruppens ene tredjedel, Dan Peek, døde i 2011 – opvokset i England som børn af udstationerede amerikanere. Men efter gennembruddet i 1971 med det engelsk-indspillede hit ”A horse with no name” flyttede gruppemedlemmerne til USA, hvor hovedparten af deres senere indspilninger er foretaget. Gruppens musik lyder da også mere amerikansk end meget anden musik med benævnelsen ”americana”, i hvert fald i denne lytters ører. Og nok så interessant i denne sammenhæng: når America tager fat på indholdet i den store amerikanske sangbog, bliver det på sin vis ”tredobbelt-americana”: ”americana”-musik tilsat tekster om USA, spillet af gruppen America. Og det er netop tilfældet på den udmærkede cd, som er anledningen til min artikel her: Back pages fra 2011.

Back pages

Back pages indeholder 12 cover-versioner af 12 glimrende sange fra og om USA, skrevet og (oprindelig) sunget af amerikanske musikere (stort set – der er et par undtagelser). Tilsammen skaber de 12 sange både en ualmindeligt vellydende cd og et flot katalog over nogle af de sidste 40-50 års bedste sange fra en række garvede sangskrivere: bl.a. Neil Young, Joni Mitchell, James Taylor og Brian Wilson. Men også den yngre generation af komponister er repræsenteret på cd'en, bl.a. via numre af medlemmer fra grupper som New Radicals, Gin Blossoms og Fountains of Wayne.

Nå ja, og så indledes cd'en med en af Paul Simons bedste sange nogensinde og afsluttes med en af Bob Dylans bedste sange nogensinde – det må da siges at indikere et gennemtænkt og stilsikkert udvalg. Selv siger de to ophavsmænd til værket om baggrunden for deres valg af numre til cd'en: ”The criteria for the album were that they had to be killer songs ... from our best songwriters”. Og fra samme interview: ”The concept here was to come up with a list of songs that we wish we had written.”

Selve Amerika-temaet, som jeg har antydet ovenfor, at jeg hører i cd'ens valg af sange, nævner de to musikere i America ikke noget om. Men det er svært ikke at fornemme en bevidst tanke bag den omstændighed, at teksterne til fem af de seks første sange på Back pages rummer referencer til navngivne steder i USA – og i øvrigt handler om den amerikanske fælles bevidsthed, for så vidt en sådan ellers eksisterer. Indledningsnummeret deler ligefrem titel med navnet på gruppen, der fremfører sangen: ”America”, og sangen rummer i få linjer en beskrivelse af den almindelige amerikaners håb, længsler og drømme – samt af den eksistentielle splittelse i den postmoderne tilværelse:

Counting the cars
On the New Jersey Turnpike
They've all come
To look for America,
All come to look for America

Joni Mitchells sang “Woodstock” har i dag nærmest ikonisk karakter som en slags eksponent for filosofien (?) bag Woodstock-generationens kollektive drømme. Men ud over det er det en fin sang med glimrende formuleringer; ”maybe it's just the time of year / or maybe it's the time of man” er en flot turnering af et almindeligt udtryk, som her pludselig får et helt nyt indhold og nye dimensioner:

Then can I walk beside you
I have come here to lose the smog
And I feel to be a cog in something turning
Well maybe it is just the time of year
Or maybe it's the time of man
I don't know who I am
But you know life is for learning

Og sådan fortsætter det på Back pages. Hver ny sang rummer i sig selv et lille stykke musikhistorie og lægger nye brikker til det puslespil, der samlet danner et broget billede af dagens Amerika. James Taylors ”Something in the way she moves” knytter en musikalsk tråd til England gennem at være den direkte inspiration for George Harrisons sang ”Something”; og omvendt knytter engelske Mark Knopflers sang ”Sailing to Philadelphia” an til et centralt element i den amerikanske identitetshistorie via fortællingen om de to mænd, der i 1760'erne drog fra England til USA og tegnede den berømte Mason-Dixon linje. De 12 sange på Back pages repræsenterer på samme tid musikhistorie, bevidsthedshistorie og samtidshistorie – og så lyder de bare uforskammet godt i Americas indfølte udførelse.

At sangene på Back pages spænder over en tilblivelsesperiode på næsten 50 år spiller i denne sammenhæng ingen rolle for helhedsindtrykket. Alle sange er udvalgt med omhu og fremføres i klassisk America-stil, med smuk harmonisang og med (stort set) akustisk instrumentering. De to gruppemedlemmer i America har fået en stribe af de dygtigste studiemusikere fra Nashville til at hjælpe sig, og kan desuden præsentere Mark Knopfler og Van Dyke Parks som gæstemusikere på et par af numrene. Resultatet er blevet en flot omgang ”americana” for såvel amerikanere som europæere. ”What's not to like?”, som man vist siger på udenlandsk.