Amerikansk sanglærke var bedst på udebane

For første gang gæstede Becca Stevens og hendes band Danmark. I en hyggelig koncert havde hun svært ved at holde koncentrationen og intensiteten hele vejen.

Hun er hamrende dygtig. Uden tvivl. Becca Stevens spiller både glimrende guitar, ukulele og tiple, der er en særlig tistrenget storebror til ukulelen. Og så synger hun godt. Hendes stemme har en skandinavisk klang, den er lys og let og lyder som en blanding af Joni Mitchell og Randi Laubek. Rundt om hende spiller hendes band trommer, kontrabas og skiftevis akkordeon og piano.

Musisk begynder koncerten i folk. Ved siden af sangen ligger polyrytmiske korstemmer i klare intervaller, og med sit spinkle fingerspil i toppen og de træge harmonikatoner i bunden har Becca Stevens sange god tonal spændvidde og dynamik. Det er næsten en tand for teknisk. De koncentrerede musikerblikke fortæller historien om et ambitiøst New York-band, der er dygtige instrumentalister, men har svært ved at levere sange, der brænder sig direkte ind. Det lykkedes hverken med teksterne eller med melodierne, der ofte er svære at placere rent harmonisk. Det lykkedes bedre på nummeret ”Jack”, hvor bassisten indleder med bue som bund til en spinkel melodi.

Det er sigende for Becca Stevens, at hun faktisk er allerbedst, når hun synger andres værker. Det gør hun glimrende med coverversioner af Usher og Frank Ocean i fortolkninger, der virkelig indfrier hendes organiske folk-lyd og smukke melodier, hvor hendes stemme for frit løb i høje registre. I glimt viser hun sig som en ægte R’n’B-stjerne.

Humøret var højt i et stopfyldt Jazzhouse, der havde overset den romantiske dato i befriende stilhed. Mellem de fleste numre slappede musikerne af med et par humoristiske anekdoter og jokes på slap line. Det faldt i publikummets smag, men det forstærkede også opfattelsen af, at musikken blev for teknisk og distanceret i konservatoriekloge kompositioner, og at sammenligningen med Joni Mitchell handler mere om lyden af stemmen end om kvaliteten i sangskrivningen.