Anmeldelse: Hilary Hahn & Hauschka - Silfra

Musikalsk nysgerrighed og intuition driver værket bag det enestående tysk-amerikanske samarbejde, der var to år undervejs.

Der går ikke mange sekunder, fra man har sat Silfra på anlægget, før det går op for én, at det her er noget helt specielt. Samarbejdet mellem tyske Hauschka (med det borgerlige navn Volker Bertelmann) og amerikanske Hilary Hahn er en af de slags sjældne møder, der kun indtræffer, når stjernerne står helt rigtigt.

De mødtes gennem en fælles kollega, og fra første møde stod det klart, at de to musikere skulle starte et projekt sammen. Ikke fordi det ville tage sig godt ud på CV’et, men fordi de begge følte de havde fundet en legekammerat, en ligesindet og ikke mindst én, der kunne udfordre dem musikalsk.

Vidunderbarnet Hilary Hahn begyndte at spille violin som 3-årig og debuterede med et symfoniorkester, da hun var 11. Som 21-årig kårede Times Magazine hende til “Best young classical musician.” På trods af - eller måske netop på grund af - hendes store talent inden for den klassiske musik har hun gennem årene ikke blot holdt sig til sin favorit, Bach, men spillet med musikere, der kunne bidrage til hendes udvikling.

Hauschka er ligeledes klassisk uddannet, og fandt for alvor sin rette hylde, da han efter Erik Satie og John Cages eksempel begyndte at præparere sit flygel med små ting som bordtennisbolde, klips, legetøj og tape. Dette har givet ham en særegen og moderne klang, der gør sig i koncertsale såvel som små klubber.

Sammen har de to skabt et fantastisk musikalsk univers, hvor de konstant udfordrer og komplimenterer hinanden. Silfra er kulminationen af to års samarbejde og jævne studiesessions på Island, hvor Hahn og Hauschka har improviseret sig frem til albummets 12 numre. Og albummets navn er ikke tilfældigt - det er symbolsk opkaldt efter den berømte Silfra-kløft på Island, hvor det amerikanske og europæiske kontinent mødes.

Silfra er lige så smukt og underspillet, som det er legesyg og spændende. Lyt blot til numre som luftigt delikate “Clock winder” og den kammermusikalske mastodont “Godot,” der over 12 minutter langsomt bygger flere og flere lag og struktur på, hvad der i bund og grund bare er en violin og et flygel. Eminent skønhed. De har ladet musikken skabe sit eget liv og temperament, hvilket resulterer i et dejligt uforudsigeligt univers, hvor fokus er på det intuitive sammenspil.