Genrer
Autumn '66
I tidens løb har jeg skilt mig af med mange grammofonplader – heriblandt også plader, jeg i dag har fortrudt, at jeg engang solgte for ussel mammon. Et par af disse afhændede grammofonplader er de to første albums med Spencer Davis Group: Their first LP og The second album. Når jeg dengang mente, at jeg godt kunne klare mig uden de to plader, hænger det formentlig sammen med, at jeg havde fået musikken på anden vis (på cd), og at jeg måske ikke regnede med, at jeg ville få brug for LP-udgaverne igen. Samt at jeg formodentlig havde brug for penge på det pågældende tidspunkt.
Jeg lever da også rimeligt udmærket uden de to første udspil fra Spencer Davis Group – selv om jeg i dag næppe ville have solgt pladerne. Det er de for gode til. Men jeg er samtidig glad for, at jeg aldrig har været så meget i pengenød, at jeg har set mig nødsaget til også at sælge gruppens tredje LP: Autumn '66, der som titlen antyder blev udsendt i efteråret 1966. Det er bare en glimrende plade og en plade, der - i hvert fald efter min mening - rangerer blandt 1960'ernes allerbedste udspil. Pladen røg direkte ind på den engelske LP-hitliste som nr. 8 d. 17. september 1966, og den blev liggende på Top-10-listen i syv uger, inden den måtte bøje sig for konkurrencen fra The Beatles' Revolver og alle de andre gode 1966-LP'er af navne som Beach Boys, Kinks og Walker Brothers.
Autumn '66 er den sidste Spencer Davis-plade, hvor gruppens absolutte frontfigur Steve Winwood medvirkede. Da han valgte at forlade gruppen til fordel for det nye projekt Traffic, mistede Spencer Davis Group samtidig en væsentlig del af sit image og af sin musikalske gennemslagskraft. Spencer Davis har ganske vist i flere omgange forsøgt at genoplive gruppen, men aldrig med specielt stort held og aldrig med de høje salgstal, Spencer Davis Group opnåede i 1965-66.
Langt hen ad vejen kan man konstatere, at det er Steve Winwoods udtryksfulde stemme samt hans orgelspil – som her fik mere plads end på de to første LP'er – der bærer Autumn '66. Og når Winwoods vokal er nævnt, skal man huske samtidig at nævne gruppens valg af numre til LP'en. Her, i endnu højere grad end på de første to udspil, bliver det tydeligt, at sangene primært er valgt, fordi de passer som fod i hose til Winwoods store, soul-orienterede stemme. Der er som på de tidligere LP'er tale om et repertoire bestående af et varieret udvalg af R'n'B-klassikere, snarere end af originale nyskrevne numre; men hvor passer sangene dog godt til Winwoods sangstemme.
Spencer Davis selv står for vokalen på to af numrene, ”Dust my blues” og ”Midnight special”, og det gør han udmærket. Men det er i sandhedens interesse ikke disse to numre, man husker bedst fra Autumn '66, og heller ikke de numre, der med tiden er blevet standardversioner i R'n'B-regi. Når jeg tænker på Autumn '66, er det i første række sange som ”Together 'til the end of time”, ”Nobody knows you when you're down and out” og ”When a man loves a woman”, jeg husker. Alle tre numre er sange, som andre kunstnere har indspillet før Spencer Davis Group, og måske er det også sange, de fleste forbinder med andre navne end den engelske rhythm and blues-gruppe; men for mig er der ingen diskussion om, at Spencer Davis Group – med Steve Winwood på vokal! – er den rigtige fortolker af sangene.
Allerede på gruppens foregående LP var det tydeligt, at det især var i forbindelse med de langsomme ballader, Winwoods sjælfulde stemme kom til sin fulde ret, bl.a. på sange som ”Georgia on my mind” og ”Every little bit hurts”. Men det var først på Autumn '66, Spencer Davis Group for alvor fandt et materiale, hvor udnyttelsen af Winwoods store stemme tilførte sangene et ekstra element. Gruppens øvrige rhythm and blues-repertoire var bestemt ikke dårligt, men måske nok mere gennemsnitligt i forhold til det i øvrigt tårnhøje kvalitetsniveau på den britiske R'n'B-scene på dette tidspunkt. Konkurrencen om lytterne var knivskarp, og det var sjældent tilstrækkeligt ”blot” at spille gode sange i professionelt regi.
Derfor var det guld værd at finde det rette materiale, hvis man ikke ligefrem skrev sangene selv – og det gjorde Spencer Davis Group ikke på dette tidspunkt i karrieren. Dog debuterede Steve Winwood som sangskriver på Autumn '66, og det gjorde han som medforfatter til nummeret ”When I come home”. Sangen var skrevet i samarbejde med Jackie Edwards, som også stod bag det tidligere hit med gruppen ”Somebody help me”, og var skåret over nogenlunde samme læst som den tidligere hit-sang. ”When I come home” blev et mindre hit i England, da sangen blev udsendt på single.
Men først og fremmest var det altså via cover-numre, Spencer Davis Group skabte sin position på den engelske musikscene i midten af 1960'erne. Og det var i den sammenhæng, Spencer Davis og hans gruppe forstod at trække på stærke kræfter inden for sangskrivningens kunst: navne som Elmore James, Don Covay og Jimmy Cox er navne fra de øverste hylder inden for soul- og rhythm and blues-musikken, og med sådanne forbilleder/inspirationskilder er det let at forstå, hvordan gruppen nåede frem til det fremragende slutresultat: Autumn '66. For mig er der i hvert fald ingen tvivl om, at albummet fortjener klassiker-prædikatet, og at det vil blive ved med at indtage en fremtrædende plads i rockhistorien.
Men hvis albummet virkelig er så fantastisk, er det vel blevet genudgivet indtil flere gange og bliver vel også vel fejret på 50-års-dagen med en specialudgivelse med bonusnumre osv.? Det skulle man tro; men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at der er lagt op til nogen særlig markering af den runde fødselsdag for Autumn '66. Albummet er faktisk heller aldrig blevet udgivet i en udvidet version med bonusnumre – hvis man ser bort fra en sjælden japansk presning fra 2007, som forhandles på internettet til skyhøje priser. Til gengæld er alle numrene på Autumn '66 tilgængelige på forskellige opsamlingsplader, ikke mindst på udgivelsen Eight gigs a week: The Steve Winwood years, som også indeholder en række af bonusnumrene fra den japanske særudgivelse. (Cd'en kan desværre ikke lånes via det danske bibliotekssystem).
Der er altså ingen grund til fortvivlelse over, at Autumn '66 ikke foreligger i en jubilæumsversion, med eller uden bonusnumre. Numrene er tilgængelige – men når det er sagt, skal det samtidig tilføjes, at man ikke har mulighed for at høre numrene fra LP'en i den rækkefølge, de oprindelig var tænkt at blive hørt i. Der var jo trods alt en grund til, at Autumn '66 blev sammensat præcis, som den blev dengang i 1966, med sangene i dén bestemte rækkefølge og med dét præcise indhold, pladen fik. Den oplevelse kan være svær at genskabe uden adgang til den oprindelige LP; men det er vist ikke særligt moderne i vore dage at ville høre hele LP'er i deres originale skikkelse. Nu handler det nok mere om enkelte hitnumre; og det var trods alt ikke alle numrene på Autumn '66, der var hits. Men gode, det var – og er - de til gengæld.