Bagom Steven Wilson

Mere end en generation har den britiske mastodont Steven Wilson været en del af musikscenen, siden gennembruddet med hjertebarnet Porcupine Tree, der udsendte deres debut i 1987.

Den bedste måde at beskrive musikken i de skiftende projekter må være, at der er meget få fællesnævnere. I musikbranchen slipper er der dog ingen vej udenom at mærke musikken, og her virker psykedelisk og progressiv rock til at være de to genrer, der er bredest konsensus om. Og de to passer formentlig endnu bedre til Wilsons soloprojekt.

Wilson har aldrig for alvor skævet til radioformater og spillelængder, hvor bombastiske produktioner på op til et kvarters varighed med konstante tempo- og genreskift gør det svært at følge med. Det drømmende udtryk i både vokal og instrumentering kan give netop det indtryk, at hvert nummer er et forsøg på at indkapsle den menneskelige underbevidsthed. Det billede bakkes op af hans musikvideoer, der skriger på en vurdering fra en certificeret drømmetyder.

Solokarrieren har siden starten af 2000-tallet kørt sideløbende med Porcupine Tree. Fra starten i 2003 har det derfor været på nedsat kraft, og de første fem år blev det til seks mindre EP’er af hver to sange. I alle udgaver var der tale om en cover-version af et andet nummer og en original Steven Wilson-sang.

I 2008 blev der så endelig tid til at slippe den fulde debut, da "Insurgentes" ramte butikkerne. Som med alt andet, Wilson sætter sit navn på, løber perfektionismen og idérigheden som en rød tråd gennem hele processen. Albummet er blevet optaget over hele verden, og den proces er blevet foreviget af den danske fotograf Lasse Hoile, der har skabt en video om albummets tilblivelse. En video, der fik premiere under CPH:DOX filmfestivalen i København tilbage i 2009.

Selvom det kan lyde som noget af et projekt sideløbende med Porcupine Tree, så gav "Insurgentes" tydeligvis mod på mere. Der er kommet fart i produktionen, siden Porcupine Tree blev sat på pause i 2010 efter albummet "The Incident", og i anden halvdel af 2011 udkom så Wilsons andet soloalbum "Grace for Drowning", der var nomineret til både en Grammy og to Progressive Music Awards i løbet af det kommende år.

I begyndelsen af 2013 kom det tredje album fra Wilson, "The Raven that refused to sing". Til trods for en ukarakteristisk kort ventetid siden "Grace for Drowning" er den Wilsonske dybde og kreativitet upåvirket på et album, om hvilket den britiske kulturbastion The Guardian blandt andet skriver:

”Albummet viser, at Wilson er en af moderne rocks mest snedige og sjælfulde fortællere.”

"The Raven that refused to sing" er endnu et bevis på, at man efter mere end 20 år i branchen stadigvæk kan bevare fingeren på pulsen og den nødvendige nærhed til både samtid og et krævende publikum, der efterhånden spænder flere generationer, hvilket man vil nikke genkendende til, hvis man har været vidne til en af de liveoptrædender, der spænder alt fra klassisk stadion(prog)rock med Porcupine Tree til intime og semiakustiske siddekoncerter som solokunstner.

Blot seks numre rummer albummet, men spilletiden ender alligevel tæt på en time. Og fra den 12 minutter lange åbner Luminol til titelnummeret, der lukker og slukker med temposkift og en konstant balancegang mellem usikkerhed og den direkte depression. Men på den smukkest tænkelige måde.