Genrer


Balkanfest i marsken
Tako Lako leverede et brag af en fest lørdag nat. Tønder Festival den 25. august 2012.
Da danske Tako Lako gik på scenen lørdag nat, var man allerede ved at være fyldt godt op af utallige musikalske indtryk, leveret af et utal af spændende bands. Men Tako Lako fik virkelig sat gang i nattefesten med deres balkanmusik, som de selv betegner som psychedelic gypsy beat.
Selvom forsangeren Ognjen Curcic havde brækket to fingre en time før lydprøven, og lægen havde sagt han skulle holde dem i ro, kunne dette ikke mærkes på hans optræden. Der var fuld knald på fra første nummer, og publikum var med. Sjældent har jeg set så mange dansende mennesker til Tønder Festival, selv musikerne fra blandt andre The Low Anthem havde en kæmpe fest ved siden af scenen.
Debut album
Tako Lako har netop udgivet deres debut album “Through the mud”, der har fået rigtig mange gode anmeldelser, og selvfølgelig kan lånes her på Bibzoom. Men de er et af de få danske bands, der har formået at skabe sig et navn udelukkende på live scenen. De vandt den danske- og skandinaviske finale i musikkonkurrencen Emergenza i 2008, dette udløste koncerter på Copenhagen Jazz Festival og Roskilde Festival. Sidenhen har de også spille flere engelske festivaler, blandt andet den legendariske Glastonbury festival.
Mere balkan
Gennem hele koncerten holdt bandet et fantastisk energiniveau og havde publikum i deres hule hånd, og det var helt sikkert en genre publikum kunne lide. Koncerttidspunktet var også perfekt timet da folk var klar på at feste, som musikken lagde op til. Ud fra reaktioner fra publikum under koncerten, er dette en genre Tønder Festival kunne satse noget mere på de kommende år.
Jeg er helt sikker på at booker man et band Tako Lako igen, eller Gogol Bordello og andet i samme stilart, vil man helt sikkert tiltrække nogle flere unge mennesker.