Genrer


Barndommens gade
Man tager et selvbiografisk digt fra 1942, skrevet af en folkekær forfatter, og en folkekær sangerinde fra en senere tid. Hvad får man så? Et hit uden udløbsdato ligesom "Dansevise" eller "Sådan nogen som os". En frisk rytme, typisk firserlyd og en livsvisdom, der balancerer mellem bittersød og besk.
Anne Linnet havde allerede i 1978 sat musik til Tove Ditlevsens digte på pladen Kvindesind. Ditlevsen døde i marts 1976 og kom aldrig til at høre disse fortolkninger. Men hendes skikkelse i dansk litteratur var allerede ved at tage form: en svane, som i herskabets øjne var en grim ælling. Hun var elsket af almindelige læsere, som genkendte sig selv i hendes digte og fortællinger. Hun blev set ned på af den litterære elite og blev aldrig medlem af Det Danske Akademi. Hun favnede alle, men mest kvinder.
I 1986 var det blevet tid til en film bygget over hendes roman Barndommens gade fra 1943, der fortæller om pigen Esters opvækst i en fattig arbejderfamilie på Vesterbro. Anne Linnet, som skrev filmens titelmelodi, fandt naturligt nok teksten i digtet med samme titel, udgivet i 1942 i samlingen Lille verden. Hun bevarede ordene, men flyttede lidt om på digtets linjer, så de centrale pointer fik plads i omkvædet:
Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Barndommen former alt hvad der kommer efter. Bliver man mishandlet og misforstået som barn, er det svært ikke at ende som en rå og forvirret voksen. Og pigen Ester (Tove) er vokset op i barske omgivelser. Gaden siger:
Det er mig der har lært dig at hade
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben
du skal vide at bruge dem godt.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne
på dem skal du kendes igen,
møder du en med det samme blik
skal du vide han er din ven
Denne bitre lektie kalder på en melankolsk melodi. Men Linnet overrasker med en rask sang, som understreger tekstens livsvilje. Tempoet er energisk, trommerne smælder og synthesizere broderer rundt om ordene. Det er glæde på trods, og almindelige mennesker kan genkende sig i det hele. Kort og godt, et hit uden udløbsdato.
Foto: Pladecover