Barnlig eller barnagtig?

Et berømt sted i Markus-evangeliet er, hvor Jesus siger til sine disciple: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Eller med andre ord: vi skal blive som små børn i forhold til Gud, åbne og nysgerrige, ligesom vi skal lære at se på verden med glæde og undren. At blive som et barn på ny er en ubetinget positiv bestræbelse i en kristen kontekst, og det er den samme tankegang, der ligger bag brugen af udtrykket ”barnlig”. At opføre sig barnligt – dvs. lig et barn – betyder at kunne opleve verden spontant og uden forbehold, at kunne glæde sig over de små ting i livet. Det er en god egenskab at have kontakt med barnet i sig selv – at kunne være barnlig.

Et ord, der er nært beslægtet med ordet ”barnlig”, men som betyder stort set det modsatte, er ordet ”barnagtig”. Her er der ikke længere tale om noget positivt. At opføre sig barnagtigt betyder, at ens opførsel ikke svarer til ens alder, og at man udviser nogle af de negative sider ved det at være et barn: at man er umoden, ufornuftig eller urimelig. Hvor det at have et barnligt sind som regel er ensbetydende med at være interesseret i og nysgerrig på omverdenen, er det at opføre sig barnagtigt altid en nedsættende karakteristik.

Et eksempel på en barnagtig opførsel kunne være den nuværende amerikanske præsidents tilfredshed over at have fået overdraget nobelprisvinderen Maria Corina Machados Fredspris. Det kan godt være, at præsidentens glæde over prisen er udtryk for en oprigtig, barnlig begejstring; men hans villighed til at overtage prisen, som han på ingen måde har gjort sig fortjent til, er udtryk for menneskelig umodenhed, barnagtighed. 

Forskellen på ”barnlig” og ”barnagtig” svarer omtrent til forskellen på de engelske ord ”childlike” og ”childish”, og det er indholdet af disse ord, jeg i det følgende vil prøve at eksemplificere via nogle rocktekster, hvori ordene indgår. Som man vil se, er sangskriverne ikke altid helt stringente i deres brug af ordene; men som eksemplerne også viser, er der langt hen ad vejen stor enighed om den rette brug af begreberne ”childlike” og ”childish”.

Barnlig
Van Morrison har flere gange benyttet sig af begrebet ”childlike” i sine tekster, og det er ikke så mærkeligt, for i sine yngre dage gik Morrison selv meget op i at være nysgerrig på omverdenen. Den tidlige sang ”Madame George” (1968) indledes ligefrem med en påkaldelse af barnligheden: ”Down on Cyprus Avenue/ with the childlike visions leaping into view”, og der er ingen tvivl om, at visualiseringen af barndommens oplevelser i sangteksten er nært forbundne med en behagelig stemning: ”The room is filled with music/ laughing music, dancing music/ all around the room”.

Også sangen ”In the garden” (1986) beskriver en stribe sansninger, som et barn ville opleve dem: ”Your childlike vision became so fine/ and we heard lil´ bells within the church/ we loved so much/ and felt the presence of the youth/ of eternal summers in the garden”. Van Morrisons styrke som lyriker har altid været hans spirituelle og uhåndgribelige forsøg på at fremmane stemninger med sine tekster, og det har hen ad vejen givet sig udslag i en lang række atmosfæreladede sange, hvis tekster understøttes smukt af sangerens sjælfulde sangforedrag. Van Morrison har som regel haft en fin forbindelse til barnet i sig selv – indtil han i en kort periode blev en forstokket gammel konspirationsteoretiker. Men den periode er heldigvis forbi igen.

 Også Paul McCartney har i løbet af karrieren forsøgt at holde barndommens kilder åbne og tilgængelige for sin sangskrivning, med større eller mindre held. Man vil altid være tættest på barnets nysgerrige og uhildede tilgang til verden, når man er ung, og når man bliver ældre, kan man nok kun håbe på i glimt at genoplive barnesindet. Men man kan jo altid forsøge: ”Sing the changes/ any wonder/ feel the sense/ of childlike wonder/ sing your praises/ as you´re sleeping”, synger McCartney i sin sang “Sing the changes” (2008), og sangteksten udviser da i det mindste et ønske om at finde tilbage til barnets umiddelbarhed.

Øjnene er sjælens spejl, siges det, så det er ofte igennem øjnene, man mærker barnets tilstedeværelse i sig selv eller andre. I The Monkees´ sang ”Sometime in the morning” (1967) er det især via øjnene, barnets uskyld og skønhed kommer til udtryk: ”Now in her childlike eyes/ you see the beauty there/ you know it was always there”. Eller som det udtrykkes i The Animals´ “Riverside County” (1977): “Oh, baby, smile at me with your childlike eyes”. Der er jo ingen tvivl om, at sådanne beskrivelser af kærestens barnesmil er positivt ment; men i vore dages pædofili-forskrækkede tider skal man måske være lidt forsigtig med den slags udtryk? Eller måske er det bare mig.

Barnagtig
Den bedst kendte sang om barnagtighed er måske Cole Porters ”Love for sale” (1940), som er indsunget af et utal af musikere. Sangteksten handler ganske vist om noget helt andet end det at opføre sig barnagtigt; men en af sanglinjerne udtrykker ganske udmærket den nedladende holdning, der ligger i ordet ”childish”: ”Let the poets pipe of love/ in their childish way/ I know every type of love/ far better than they”. Jeg-personen i sangen er åbenbart en mester i kærlighedens svære kunst og kan derfor med et skuldertræk tillade sig at forkaste samtlige digteres forsøg på at tage livtag med kærligheden i deres barnagtige digtning. Tak for kaffe, siger jeg bare – selv om Porters sang naturligvis kan være udmærket trods det tvivlsomme ordvalg.

Bob Dylan har flere gange i sin sangskrivning beskæftiget sig med barnagtige personer og deres opførsel, og her bliver der som regel ikke lagt fingre imellem i kritikken af de pågældende personers umodne optræden. I den triste historie om et forældrepars sorg over deres datters problematiske liv, ”Tears of rage” (1968), slutter sidste vers med, at jeg-personen indrømmer, at han selv mener, at datterens opførsel har været barnagtig: ”I myself was among the ones/ who thought it was just a childish thing to do”. Hvad der så ellers er sket – det står ikke ret klart, for at sige det mildt.

Så er det meget enklere at forstå pointen i Bruce Springsteens ”Two hearts” (1980), hvor jeg-personen har indset, at det ikke længere går an bare at spille ”tough guy scenes”; det er på tide at blive voksen og opgive sine barnagtige drømme til fordel for nogle drømme, der passer til hans alder: ”Someday these childish dreams must end/ to become a man and grow up to dream again”. Det er en smuk morale; man skal endelig ikke opgive sine drømme, bare fordi man bliver voksen; drømmene skal bare passe til ens alder.

Carly Simon, som nok især er kendt for sangen ”You´re so vain” (1972), hvori hun skælder ud på en tidligere kæreste, var ikke færdig med sine personlige opgør efter udsendelsen af denne sang. I sangen ”Dishonest modesty” (1976) er Simon igen ude med riven efter en – efter hendes mening – latterlig bekendt, som ikke lader nogen lejlighed til at prale med egne bedrifter gå fra sig. Han udviser en ”childish” opførsel – og i den forbindelse kunne Simon/sangens jeg-person godt tænke sig at se lidt falsk beskedenhed fra personens side. Hun forventer ikke ydmyghed; men kunne pralhalsen i hvert fald ikke bare forsøge at udvise en smule falsk beskedenhed? ”Well, I don´expect humility/ but what about some good old dishonest modesty?”.

Sangen kunne være skrevet til en nutidig skamløs pralhals, den siddende amerikanske præsident, og det samme kunne siges om Bob Segers sangtekst ”Real at the time” (1991) – i hvert fald den del af teksten, der handler om magt og kontrol: ”Lost in the pettiness and the fights/ lost in the battle for bragging rights/ We were a couple of kindred souls/ fighting for childish things like control”. ”Barnagtige størrelser som kontrol” – fangede du den, hr. præsident?

Barnlig/barnagtig?
Generelt er sangskriverne enige om brugen af ”childlike” og ”childish”; men der er også eksempler på, at de tilsyneladende bruger ordene i flæng. Det er heller ikke direkte forkert at skrive ”childish”, når man mener ”childlike”, for ifølge ordbogen kan ordet ”childish faktisk både betyde barnagtig og barnlig. Men det er måske mindre hensigtsmæssigt at bruge ordene ukritisk, eftersom de overordnet set har modsatrettede betydninger. Det ville klart være at foretrække, at sangskriverne anvendte ordene mest formålstjenligt; men det sker altså, at de benytter ordet ”childish”, hvor ”childlike” ville være langt mere oplagt.

Den sangtekst, der støder mig mest i denne sammenhæng, er nok Jackson Brownes ”Fountain of sorrow” /1974), hvori det bl.a. hedder: ”You were turning around to see who was behind you/ and I took your childish laughter by surprise”. Men jeg-personen i Brownes sangtekst har jo ikke noget ønske om at være nedladende over for sangens “you” – tværtimod. Her ville et ”childlike” afgjort have været mere velanbragt - som man f.eks. møder det i The Beach Boys´ sang fra 1971, ”Long promised road”: ”So hard to laugh a childlike giggle/ when the tears start to torture my mind”.

“Fountain of sorrow” er en af Jackson Brownes tidlige sange, og jeg tror ikke, at han ville have brugt den samme terminologi i en sang, han havde skrevet senere i karrieren. Noget tilsvarende kan måske siges om countryrock-musikeren Richie Furays sang ”Tomorrow” fra gruppen Pocos debutalbum (1969). I denne sang lyder nogle af linjerne: ”Flowers wait to greet the rain/ childish in their innocence/ laughing out/ tomorrow gone”. Men sangskriveren ønsker jo ikke at sige noget negativt om blomsterne, der tværtimod er åbne og modtagelige – som et barn. Også her ville ordet ”childlike” passe betydeligt bedre end det anvendte ”childish” – altså efter min mening.