BAROK – En Rytmisk Reinkarnation

Lørdag – simpelthen den varmeste SPOT-dag, jeg mindes. Udendørsarealerne er stopfyldte med solhungrende mennesker. 
Derfor er Store sal i Musikhuset nærmest gabende tom blot 10 minutter før dagens første koncert: Det spændende projekt ”Barok – En Rytmisk Reinkarnation”. Hvor det er Aarhus Barokfestival, der indbyder.
Barokken? Der er jo altså 300 år siden, vi første gang lyttede til J.S. Bach, Händel og Vivaldi! 
Men samtidig ved vi, at mange rytmiske musikere de sidste 50 år har vedkendt sig deres store inspiration netop fra barokken: den stringente rytme og de velklingende akkordrundgange. 

I Aarhus Barokfestivals program kan vi læse:
”Magt, forfængelighed og uregelmæssighed væver sig ind i barokkens dramatik, hvor det grumme og grimme står i kontrast til det ophøjede himmelske. Oplev, hvordan fire markante rytmiske kunstnere genfortolker barokkens temaer og inviterer en ny generation til at træde ind i dette kunstneriske univers.”

Så vi er spændte på, hvilke nutidige barokfortolkninger, der serveres. Er barokken i musikken, i teksterne, i stemningen?

Ved koncertstart er salen trods alt blevet godt besat. Heldigvis er der 1.000 nysgerrige SPOT-publikummer.
Scenen fyldes med en rytmegruppe med trommer, keyboard, en seksstrenget basguitar og en korsangerinde. Desuden strygerensemblet ”Who Killed Bambi”, der i dag blot er to violiner og en cello. 

Katrine Stochholm
Første fortolker på scenen er aarhusianske Katrine Stochholm – klædt i sort. Til en bastant trommerytme indleder hun med en sang, hvor teksten er svær at høre. Da de tre strygere sætter ind, er de også alt for langt tilbage i lydbilledet. Heldigvis balanceres lyden hen ad vejen bedre, men teksten – og der er meget – er stadig ikke klartstående. 
Stochholm har tidligere udtalt, at hun til denne koncert har taget udgangspunkt i Thomas Kingos barokstemte kærlighedsdigt ”Chrysillis”. Jeg har læst eksempler fra den nye tekst på hendes Instagramprofil, der virkeligt lovede godt. Det oprindelige digt er velkendt; mange kor har sunget en firestemmig udgave, og det står stadig i Højskolesangbogen. Men ak, jeg opfatter kun fragmenter som ”Du boede i Hadsten” og noget med vinduespudsning. 
Inden koncertgentagelsen til Aarhus Barokfestival i juni ville det være rart med et tekstblad – det ville øge oplevelsen.
Men i dag lytter jeg til musikken, til stemningen. En behagelig popmelodi, hvor akkompagnementet finder en god balance.

Brimheim
I barokmusikken har vi begrebet Concerto Grosso, hvor musikken veksler mellem solospil og tuttispil. Her får vi et umiskendeligt Vivaldi-mellemspil i overgangen til næste solist; det kan jeg li’.
Brimheim (billedet) glider ind på scenen. Som eneste solist i dag ikke i sort, men i hvid kjole, der også kunne have begået sig i barokken. Barokken, som også er kontrasterne. Sorrig og glæde, liv og død, sort og hvid.

Og Brimheim synger ikke en lys sang, men en mørk, majestætisk vals. Der i form og klang giver mig associationer til Leonard Cohens mesterværk ”Take This Waltz”. Brimheim formår at fylde rammen med sin inciterende stemme – ja, mørket lyser ud af hende. 
Vi har en stærk rytmegruppe, hvor korsangeren Mette Marie Hoeg von Essen leverer nogle rammende 2.stemmer. Og bassisten Sebastian Gall Hede spiller overbevisende på en 6-strenget bas, formodentligt en Fender VI. Som er stemt en oktav under guitaren. Derved har den mange muligheder udover basspillet, blandt andet svedige guitarriffs. Og vi hører alle disse muligheder i dag. 

Sofie Trolle
Tredje barokfortolker er Sofie Trolle, der ifølge programnoten er ”et produkt af punk, pop og Højskolesangbogen”. Og det er der vel en del danske sangere, der er? Igen en intens sang, hvor jeg må lade min fantasi fortælle mig, hvad teksten er. Og nyde det komplekse lydbillede, hvor de følsomme strygere er kontrasten til den bombastiske rytmegruppe. Som i dette koncept er perfekt til barokkens modsætninger. Jeg har dog tidligere hørt en mere organisk og varm forstærkning af strygerne. Den elektriske strygerklang er en svær størrelse. Når lydniveauet skal fylde en stor sal som denne, kan det gøres på flere måder. Her er valgt en slank klang, hvor jeg godt kunne have ønsket mig flere overtoner. 
Vi har her koncertens tredje sangerinde, der med et enkelt nummer formår at vise sine særegenheder og det åbenlyse talent. 

Grande Finale: Asbjørn
Rækkefølgen er ikke som i programmet. Men efter koncerten er jeg ikke i tvivl om, at rækkefølgen er den oplagte: Vi er klar til sidste solist: Asbjørn.
En bombastisk lyd, også fra salens sidehøjtalere. Nu er vi alle midt i nuet. 
En hætteklædt munk stiller sig midt på scenen med ryggen til publikum. 
Strygertrioen serverer en krads parafrase over J.S. Bachs genkendelige Badinerie for fløjte fra hans orkestersuite nr. 2. Det er da højbarok. Og temaet titter frem senere i sangen.
Asbjørn synger. Højt, lavt. Foruroligende. 
Her er noget på spil. Jeg genkender ordet ”Heaven”. Og måske også ”Hell”. Intensiteten øges. Da munkekappen smides, mærker jeg suset i salen. Vi oplever en sand viking i bar overkrop.
Lysshowet rødgløder, og Asbjørn smider sig i ekstase. Og synger videre fra gulvet. Er det smerte, er det glæde – de ”to, der vandrer sammen”? Er vi i Himlen, er vi i Helvede?
Vi oplever et drama med barokkens yderpunkter. Med en forløsning mod slutningen. Hvilket klimaks.

På gensyn og genlyd?
Til stående ovationer får vi hele holdet på scenen. Fire meget forskellige performere akkompagneret af symbiosen mellem den klassiske og den rytmiske verden.
Vi har fået en koncert, der sandelig taler et nutidigt sprog for Aarhus Barokfestival.

I kan allerede glæde jeg til koncerten i juni i Vor Frue Kirke i Aarhus. Sandsynligvis ikke med samme imponerende lyssætning.
Men måske med et enkelt tekstblad, så oplevelsen kan blive endnu større?

Tak for koncerten. Tak for musikkens mangfoldighed.