The Beach Boys i Holland

Set ud fra en indtjeningsmæssig synsvinkel er det nok en dårlig ide at udsende nye musikalbums i beyndelsen af året, hvor julegaverne fra sidste år er netop er blevet betalt, og hvor der af samme grund er underskud på kontoen hos mange mennesker. Alligevel vælger nogle musikere starten af januar til at præsentere deres seneste udspil, og i tidens løb er det ikke helt få vigtige plader, der har haft udgivelsesdato i januar.

Det gælder bl.a. nogle nyklassiske albums, som i januar 2023 kan fejre 50 års jubilæum: Bruce Springsteens "Greetings from Asbury Park" (05.01.73), Gram Parsons "GP" (jan. 73) og The Beach Boys´ "Holland" (08.01.73). Det er sidstnævnte titels 50 års jubilæum, der er årsagen til denne artikel.

Indspilninger i Holland
Som titlen antyder, er The Beach Boys´ tidlige 1973-udspil indspillet i Holland, nærmere bestemt i Baambrugge lidt syd for Amsterdam. Baggrunden for denne manøvre var bl.a., at gruppemedlemmerne havde gode minder fra et tidligere besøg i Holland; men først og fremmest skyldtes beslutningen om at indspille i Holland gruppens nye manager Jack Rieley, som mente, at det ville være godt for musikerne at finde ny inspiration i nye omgivelser.

Der var ganske vist ingen ledig studieplads at finde i Holland i sommeren 1972; men så arrangerede Rieley bare indflyvningen af et mobilt indspilningsstudie fra USA, og selv om det gav store udgifter og store tekniske problemer, holdt Rieley fast i sine planer og gennemførte indspilningerne i Baambrugge.

Midt i august var det grundlæggende lydspor til "Holland" færdigt; men der manglede stadig en del finpudsning af indholdet, og den finpudsning fandt sted i Los Angeles under betydeligt mere hjemlige forhold, end det improviserede hollandske studie kunne tilbyde.

Pladen var planlagt til udgivelse i november 1972, men da de ansvarlige på Reprise/Warner Bros. hørte det færdige resultat, nedlagde de veto mod udgivelsen. De kunne ikke høre pladens hit-single, lød argumentet, og så måtte gruppemedlemmerne i gang med at skrive og indspille den manglende hit-single. Det blev til pladens indledningsnummer, "Sail on sailor", der senere blev udsendt som single i februar 1973 og blev en mindre succes.

Med den nytilkomne sang var pladen omsider færdig og kunne godkendes til udsendelse i starten af januar (desværre efter julesalget!). "Holland" blev udsendt sammen med en bonus-EP, "Mount Vernon and Fairway", hvis indhold Brian Wilson ønskede inkluderet på selve albummet; men det protesterede de øvrige gruppemedlemmer imod, og heldigvis for det. Der er tale om et naivt fortalt eventyr, hvor manageren Jack Rieley reciterer teksten til en diffus musikledsagelse. Det nummer ville have skæmmet enhver pladeudgivelse.

En kollektiv plade
De "menige" gruppemedlemmers indflydelse på indholdet af "Holland" er ikke bare et forhold, der angår den vedlagte bonus-EP. Alle gruppens medlemmer har bidraget med materiale til albummet, også de to senest tilkomne medlemmer Ricky Fataar og Blondie Chaplin, som både har skrevet et af numrene og synger flere af sangene. "Mr. Beach Boy" himself, Brian Wilson, glimrer derimod i høj grad ved sit fravær på "Holland", hvortil han kun har skrevet indledningsnummeret og er medforfatter til det afsluttende "Funky pretty".

"Holland" er derfor bestemt ingen Brian Wilson-plade, sådan som flere af gruppens tidligere og senere udspil kan siges at være det. På denne måde må Jack Rieleys plan om at søge ny inspiration i udlandet siges at være lykkedes; men den kollektive tilgang til sagen har naturligvis også sine svagheder, nemlig risikoen for manglende enhedspræg over musikken, samt tendensen til at indgå for mange musikalske kompromisser.

Disse fænomener var dog mere fremtrædende på The Beach Boys´ foregående, temmelig retningsløse og ret ustrukturerede udspil, "Carl and the passions - so tough" (1972). Det virker, som om gruppemedlemmerne i forbindelse med "Holland" har fået mere styr på samarbejdet uden Brians minutiøse overvågning - og først og fremmest er de mødt op til indspilningerne med et bedre melodimateriale, end de gjorde til den forrige LP. Sangene på "Holland" er gennemgående af fin kvalitet, og pladen indeholder adskillige langtidsholdbare og iørefaldende sange.

Af samme grund anses "Holland" af mange Beach Boys-fans som gruppens sidste originalalbum med et højt kvalitetsniveau (selv om undertegnede nu betragter de to midt-70´er-albums, "15 big ones" og "The Beach Boys love you", som højdepunkter i gruppens karriere. Læs mere om sidstnævnte plade i artiklen "Brian loves you".

En række kritikere regner Carl Wilson-nummeret "The trader" som pladens centrale omdrejningspunkt og dens bedste sang. Det gælder f.eks. Tom Petty, som skrev nye noter til albummet ved genudgivelsen på cd i 2000. Her roste han "The trader" til skyerne, og med god grund. Der er tale om et flot komponeret og flot sunget (af Carl Wilson selv) nummer, som sagtens kunne have tjent som første singleudspil fra "Holland". Det eneste minus ved pladen er i følge Tom Petty den medfølgende bonus-EP, som "ikke har noget med "Holland" at gøre" - og deri er Petty enig med de fleste andre kritikere.

Undertegnede synes også, at "The trader" er en fin sang; men for mig er Mike Loves og Al Jardines "California saga" i 3 dele uden sammenligning højdepunktet på "Holland", og nummeret kan ses som et slags bindeled mellem de "gamle" Beach Boys med fokus på harmonierne og melodierne og de "nye" Beach Boys med et mere eksperimenterende forhold til musikkens bestanddele. Al Jardine var da også så tilfreds med nummeret, at han genindspillede det til sit første (og eneste) soloudspil, "A postcard from California" (2012). Læs mere om denne udgivelse i artiklen "Et postkort fra Californien".

Eftermæle og efterliv
"Holland" har efter denne lytters mening klaret de forløbne 50 år siden udgivelsen godt og er stadig et "stort" Beach Boys-album. I 1999 blev albummet stemt ind som nr. 21 på The Guardians liste over "Top-100 albums, som ikke figurerer på andre Top-100-lister" (måske lidt af en hæder med modifikationer; men en plads blandt alle tiders 200 bedste plader er jo heller ikke så dårligt endda). På The Beach Boys´ uofficielle fan-side, beachboys.com, skriver hjemmesidebestyreren til gengæld særdeles forbeholdent om "Holland", og man kan bestemt ikke kalde beskrivelsen appetitvækkende.

Det er tilsyneladende en plade, man gør bedst i at undgå, hvis man skal tro fan-siden - ikke mindst den "prætentiøse trilogi California saga". I bedste fald kan man høre pladen som et udtryk for gruppens og Brian Wilsons aktuelle ståsted i starten af 1970´erne, fremgår det af hjemmesiden. Sådan kan man høre musik så forskelligt!

Hvis nogen alligevel trods alt skulle have lyst til at stifte bekendtskab med "Holland" (og dens forgænger, "Carl and the passions - so tough"), er der for ganske nylig blevet mulighed for det i form af bokssættet "Sail on sailor", der ud over de to oprindelige plader også præsenterer en stribe outtakes og alternative versioner fra indspilningerne af pladerne samt nogle live-optagelser fra forskellige koncerter i 1972.

Ekstramaterialet kan dog langt fra leve op til indholdet på de oprindelige plader - der er jo som regel en grund til, at det netop blev de udgivne numre, der blev valgt til en given plade - og derved minder bokssæt-udgivelsen desværre en del om gruppens tidligere udsendte bokssæt, "Feel flows" (2021), med uudgivne optagelser fra indspilningerne af LP´erne "Sunflower" og "Surf´s up". Komplettister og die-hard Beach Boys-fans skal naturligvis lægge ører til den nye "Sail on sailor"-boks; men andre kan roligt koncentrere sig om albummet "Holland" - og ikke mindst om Al Jardines og Mike Loves smukke, økologisk inspirerede sangtrilogi "California saga".