The Beatles´ irske arv

Det kom helt sikkert bag på mange, da de to tidligere Beatles-medlemmer John Lennon og Paul McCartney i 1972 uafhængigt af hinanden udsendte ikke mindre end 3 rocksange, hvori de gav deres uforbeholdne støtte til den irske befolknings kamp mod englænderne i Nordirland. Sange med en åbenlys politisk stillingtagen var ikke ligefrem hverdagskost i The Beatles´ repertoire, hvor en sang som ”Revolution no. 9” om den indre revolution i folks hoveder nok var det nærmeste, gruppen kom til at synge om oprør mod det bestående.

En gruppe som The Rolling Stones havde ved flere lejligheder flirtet lidt med tanken om en fysisk revolution (”Street fighting man”), selv om der her nok især var tale om attituder; men i The Beatles´ sangkatalog skulle man lede længe efter antydninger af gadekampe og politiske paroler.

Men hvorfor så pludselig det kraftige politiske engagement i det nordirske spørgsmål fra de to ex-Beatler i vinteren og forsommeren 1972?

Baggrunden skal findes i den nære tilknytning mellem Liverpool og Irland, en tilknytning, som betyder, at Liverpool ind imellem omtales som ”Irlands hovedstad”. Efter hungersnøden i 1840´erne strømmede massevis af irere til Liverpool på den anden side af Det Irske Hav og påvirkede derved byens befolkningssammensætning så voldsomt, at man anslog, at ¾ af Liverpools indbyggere havde irske rødder.
Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at flere af medlemmerne i The Beatles – faktisk lige præcis ¾ - havde et stærkt irsk islæt i deres stamtræ. Både John, Paul og George kunne opregne adskillige irere og irske indvandrere blandt deres nære familiemæssige relationer, og det er nok i al enkelhed herfra, deres interesse i den irske befolknings ve og vel stammer.

Massakren i Derry
Frem til starten af 1972 var der dog ikke meget i The Beatles´ santgtekster, der afslørede gruppemedlemmernes irske rødder eller deres engagement i landets politiske affærer. Den situation ændrede sig imidlertid brat d. 30. januar, hvor nogle blodige begivenheder rystede både Storbritannien og Irland. Denne dag åbnede en gruppe engelske soldater nemlig ild mod en flok ubevæbnede demonstranter i den nordirske by Derry med det resultat, at 13 af demonstranterne døde.

Begivenheden, som fik betegnelsen ”Bloody Sunday”, sendte chokbølger gennem befolkningerne i England og Irland og medvirkede til en voldsom optrapning af konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland. En officiel engelsk rapport om begivenheden kom frem til, at soldaterne ikke havde begået nogen fejl; men sagen ville ikke dø, og knap 40 år efter Bloody Sunday nåede en ny rapport da også frem til den stik modsatte konklusion, hvorefter den engelske premierminister måtte give en officiel undskyldning for massakren.

Paul McCartney var på besøg hos John Lennon i New York, da han hørte nyheden om nedskydningerne i Derry, og massakren rystede ham så voldsomt, at han og Linda straks skrev sangen ”Give Ireland back to the Irish”. To dage efter indspillede han den dugfriske sang i Abbey Road studierne i London med sit nye band Wings, og selv om guitaristen Henry McCullough med baggrund i det protestantiske Nordirland måske ikke var helt begejstret over projektet, blev sangen indspillet d. 1. februar. Chefen for EMI selskabet var dog slet ikke begejstret for sangen og ville først ikke udgive den, fordi han mente, at den ville blive forbudt på BBC (hvilket han fik ret i); men Paul McCartney insisterede på at få pladen ud, og sådan blev det. ”Give Ireland back to the Irish” blev udsendt i England d. 25. februar 1972 som Wings´ debutplade og blev en moderat succes. Men i Irland blev pladen hurtigt nr. 1 på hitlisten, og det samme skete i Spanien – måske på grund af den nordirske konflikts lighed med konflikten i baskerlandet.

Sunday, bloody Sunday
Paul McCartney var ikke alene om at være chokeret over de engelske troppers handlinger i Nordirland. Også John Lennon var oprørt over Derry-massakren, og det gav sig udslag i to stærkt pro-irske sange på dobbeltalbummet ”Some time in New York City” fra juni 1972. Den afdæmpede ”Luck of the Irish” minder i udtrykket en del om Paul McCartneys ”Give Ireland back to the Irish”, hvor de smukke og iørefaldende melodier til en vis grad modsiger den politiske indignation i teksterne, men hvor melodistrukturen samtidig gør det let for lytterne at synge med på sangene med det samme. Lennons anden ”irske” sang, ”Sunday, bloody Sunday”, er langt mere ligefrem og hårdtslående end ”Luck of the Irish”, og teksten lægger ikke fingrene imellem, når skylden for massakren d. 30. januar skal placeres: ”You Anglo pigs and Scotties/ sent to colonize the North/ you wave your bloody Union Jacks/ and you know what it´s worth!/ How dare you hold to ransom/ a people proud and free/ keep Ireland for the Irish/ put the English back to sea!”

Man kan roligt konstatere, at det kom noget uventet, at Lennon og McCartney I foråret 1972 pludselig sprang ud som irske patrioter (og Lennon for en stund desuden glemte sine pacifistiske tilbøjeligheder); men så var omstændighederne også ganske usædvanlige. Man havde tidligere oplevet statsautoriserede nedskydninger af demonstranter rundt omkring i verden på dette tidspunkt; men Derry-massakren fandt sted i Storbritanniens egen baghave, og blandt de nedskudte demonstranter var der flere børn og unge, hvilket understregede massakrens grusomme meningsløshed.

Både John Lennon og Paul McCartney var formentlig oprigtigt rystede over begivenhederne, så trods den nordirske situations komplekse indhold var ingen af de to tidligere Beatler i tvivl om, hvem der var skurken i Derry d. 30. januar 1972. Den erkendelse resulterede i hele 3 udmærkede politiske sange fra de to verdensberømte musikere, hvilket understreger sandheden i det gamle ord, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Læs mere om begivenhederne i Derry d. 30. januar 1972 her på hjemmesiden i artiklen:
”St. Patrick´s Day og Sunday, bloody Sunday”.