”Beatles for sale” fylder 60 år

D. 4. december 1964 udsendte The Beatles gruppens fjerde studie-LP, “Beatles for sale” – lige i tide til julehandelen. Tidspunktet var naturligvis ikke tilfældigt valgt, tværtimod. Der var dog kun gået et halvt år siden The Beatles´ tredje LP, ”A hard day´s night”, blev udsendt, og i virkeligheden havde sangskriverne i gruppen, John Lennon og Paul McCartney, slet ikke materiale nok til en ny LP allerede i december.

Desuden havde de fire Beatler knap nok tid til de nye indspilninger, dels fordi de skulle promovere gruppens nye film, og dels fordi de havde rigeligt med koncerter at se til på dette tidspunkt, bl.a. i USA. De stressende omstændigheder omkring den nye udgivelse afspejler sig tydeligt i det færdige resultat, som bestemt ikke hører til blandt The Beatles´ bedste præstationer.

Alligevel er ”Beatles for sale” nok den Beatles-plade, der har gjort størst følelsesmæssigt indtryk på undertegnede, og det skyldes selvfølgelig, at udgivelsen ramte mig lige midt i de mest følsomme, hormonforvirrede teenageår. Jeg var 14 år, næsten 15, da ”Beatles for sale” blev udsendt, og pladen roterede hyppigt på grammofonerne ved de sammenkomster og ungdomsfester, jeg dengang deltog i.

Og i modsætning til, hvad der var tilfældet for de tidligere Beatles-plader, var der denne gang skruet helt op for følelsesregistret, hvad angår sange om ulykkelig kærlighed, jalousi og ungdommelig spleen. Albummet lægger simpelt hen ud med tre triste sange om ungersvende med kaos i følelseslivet og med problemer i forholdet til det modsatte køn – og senere på pladen følges der op med endnu tre sange af samme kaliber.

Ren tristesse
Omslaget til ”Beatles for sale” anslår med det samme albummets stemning: fire alvorlige og tilknappede unge mænd stirrer glædesløst på betragteren, som dermed allerede nu kan begynde at forberede sig på et noget melankolsk musikalsk bekendtskab. Og albumcoveret lyver ikke: uden nogen form for instrumental intro springer vi på pladens første nummer, ”No reply”, direkte ind i den sørgelige fortælling om en ung mand, som ikke kan komme i kontakt med sin elskede, men som til gengæld er udmærket klar over grunden til det: hun har fundet sig en anden kæreste.

Det er jo trist for jeg-personen i sangen; men den slags sker hele tiden, og han burde nok bare acceptere nederlaget. Det har han imidlertid langt fra tænkt sig at gøre; han fortæller hende i stedet, at han har tænkt sig at tilgive hendes løgne, hvis bare hun vil komme tilbage til ham. Men som Leonard Cohen en gang sagde: ”A man never got a woman back/ not by begging on his knees”. Det løb er kørt, og jeg-personen kan nok lige så godt opgive kvinden; men følelser er ikke forstand, og det er vel også derfor, en sang som “No reply” kunne gøre så stort et indtryk på en følsom ung mand dengang i 1964.

Men ulykkerne stopper ikke her. John Lennon følger indledningssangen op med ”I´m a loser”, og her bliver der skruet endnu mere på følelsesknapperne: ”I´m a loser/ and I lost someone who´s near to me/ I´m a loser/ and I´m not what I appear to be”. Det har alle dage været grænseoverskridende at blotlægge sit sjæleliv ved at indrømme, at man er en taber, og teksten til ”I´m a loser” er da også en smule tåkrummende patetisk; med mindre da lytteren kan genkende sig selv og sit liv i teksten. Så bliver ordene til gengæld ekstra bedrøvelige at lægge ører til.
Man kunne anklage John Lennon for at bedrive følelsesporno i sine indledende sange til ”Beatles for sale”; men de negativt ladede sangtekster skyldes nok primært den udmattelse og træthed, medlemmerne i The Beatles må have følt efter deres arbejdsmæssige tour-de-force i efteråret 1964. Til gengæld kan Lennon bryste sig af, at en del af hans tekst til ”I´m a loser” kan genfindes næsten ordret i Smokey Robinsons giganthit ”Tracks of my tears” fra 1965: ”Although I laugh and I act like a clown/ beneath this mask I am wearing a frown”, lyder det hos Lennon. Det er hos Robinson blevet til: ”So take a good look at my face/ you´ll see my smile looks out of place”. Osv.

Efter “I´m a loser” følger albummets tredje tåreperser, “Baby´s in black”, og her får følelserne helt frit løb. Sangen fortæller – igen – historien om en ulykkeligt forelsket ungersvend, og denne gang er omstændighederne om muligt endnu værre end i forbindelse med pladens første to sange. I ”Baby´s in black” er jeg-personens kæreste forelsket i en anden end ham, og for at gøre situationen helt håbløs er denne anden tilsyneladende død (derfor det sorte tøj): ”She thinks of him/ and so she dresses in black/ and though he´ll never come back/ she´s dressed in black”. Det er ikke let (læs: umuligt) at hamle op med mindet om en afdød, så derfor burde jeg-personen med det samme opgive sit forehavende og søge nye græsgange. Men der er jo lige det med følelserne …

Tre hjerteskærende triste historier som indledning på det nye album er noget af en omgang. Senere på pladen finder man sangene ”I´ll follow the sun”, ”I don´t want to spoil the party” og ”What you´re doing”, som også handler om ulykkelig kærlighed; men på dette tidspunkt er lytteren forhåbentlig blevet hærdet over for de emotionelle bagholdsangreb. Og desuden har Beatles-medlemmerne senere på pladen trods alt spædet de forfærdelige kærlighedstragedier op med en række mere muntre sange om fest og forelskelse.

De øvrige sange
Ud over de 6 sange om ulykkelig kærlighed har Lennon og McCartney bidraget til det nye album med yderligere to originale sange af en mere opmuntrende karakter, bl.a. ”Eight days a week”, som blev et stort singlehit for The Beatles i 1965. Men 8 nye sange er som ovenfor antydet ikke nok til et helt album, så derfor indeholder ”Beatles for sale” ikke mindre end 6 coverversioner af andres sange. Dette forhold fortæller måske mere end noget andet om den hast, hvormed albummet blev til, og de 6 coverversioner adskiller klart ”Beatles for sale” fra både det forudgående og de efterfølgende udgivelser med (næsten) kun originale sangbidrag.

De 6 ikke-originale sange på ”Beatles for sale” tæller bl.a. et Chuck Berry-nummer, et Buddy Holly-nummer og to Carl Perkins-numre – altså lutter sikre kort uden nogen risiko for fejlskud. Men til gengæld også uden mulighed for at skabe klassisk rockmusik – bortset fra versionen af ”Rock and roll music”, som vist aldrig er hørt bedre og mere dynamisk end her, og som altid vil være et godt nummer at få folk ud på dansegulvet med. To af coversangene har den funktion, at de giver George og Ringo mulighed for at få rørt stemmebåndene og dermed giver dem lidt tid i det rampelys, der ellers næsten altid var forbeholdt John og Paul på dette tidspunkt. Men uforglemmelige kan man nok dårligt kalde de to sange.

Eftermælet
”Beatles for sale” er lidt af en blandet landhandel rent musikalsk, men pladen indeholder en stribe glimrende numre med typisk iørefaldende Beatles-melodier. De følelsesmæssige voldtægter i pladens tre første sangtekster er da heller ikke et forhold, der trækker fra i kvalitetsvurderingen af pladen – de fortæller blot, hvorfor udgivelsen kunne gøre så stort et indtryk på en ung mand midt i 1960´erne. The Beatles´ fjerde album anses i dag – naturligvis – som en klassiker på linje med gruppens øvrige udgivelser, og man skulle da også være et skarn, hvis man ikke brød sig om indholdet på pladen.

”Beatles for sale” fortrængte i sin tid ”A hard day´s night” fra førstepladsen på den engelske hitliste, og her befandt den sig de følgende 7 uger – indtil The Rolling Stones overtog pladsen med gruppens andet album. Men ”Beatles for sale” kom tilbage på førstepladsen igen nogle måneder senere, og alt i alt holdt albummet sig på hitlisten i hele 46 uger – næsten et helt år, heraf mange af ugerne i Top-3. Ikke helt dårligt scoret af en plade, der blev til under håbløse arbejdsvilkår, og som i realiteten må betragtes som lidt af en lappeløsning. Men sådan er det jo med ægte kvalitet; der er ingen erstatning for den, selv om kvaliteten selvfølgelig kan være lidt lavere eller lidt højere.

Tillykke med de 60 år til ”Beatles for sale”. Jeg tror, jeg overlevede de stærke angreb på mine følelser dengang for 60 år siden.