Beck: Sea change

Den lange varme sommer har forlængst vinket farvel, sweateren er fundet frem, for vinden fyger, er kølig og skandinavisk, og dagene er korte og mørke. Til tonerne af Beck synes vinteren på en gang smuk og melankolsk, for Sea change er en dragende, varm og sonisk oplevelse som sætter årstidens skiften i relief.

Det var Beck, født Beck Hansen, der i midten af 1990'erne fik sit gennembrud med Loser - en folkfunkmelodi, hvor Beck rappede om hvor dårlig han var til at rappe - deraf navnet - og melodien definerede fra starten Becks lyd: En skrabet og skramlet hybrid af folk, rock, funk og hip hop, der med tiden blev udvidet med loops, beats og samples og referencer til stort set alle moderne, rytmiske genrer.

Meningerne har altid været delte om Beck, og undertegnede har selv haft det svært med Becks sammenkogte, musikalske gryderet, men om man mente han var et geni eller blot en hvid middelklassedreng, der prøvede at lyde ligesom Beastie Boys, så var det om nogen Beck, der definerede 90'ernes postmoderne junk culture. I det nye årtusinde er det på Sea change en ny og moden Beck der kommer os i møde. En afdæmpet og følsom Beck, som er søgt tilbage til sine folkrødder, hvor sang, tekst og guitar er i forgrunden. Men Sea change er andet og mere end traditionel folk, det er et værk som på smukkeste vis genopliver forglemte lyde fra starthalvfjerdsernes britiske singer/songwriter tradition.

Det er en følelsesfuld lyd med akustiske guitarklange, bløde klaverakkorder og storladne strygerarrangementer, som åbner sig hjerteligt og farverigt for den som lytter. For hver gang afslører musikken nye, ukende facetter, men mister aldrig sit fokus. Det er et hjerteknusende, rigt værk Beck her har lavet, et værk til tusmørke og eftertanke. Med Sea change i ørerne overlever jeg mit vinterhi.