Begavet firserpop rocker Viborg Domkirke

”Domkirken Rocker” er en todages festival, som finder sted på Domkirkepladsen i Viborg den 14.-15. august 2020. Denne skribent voksede op i 1980’erne, og som sådan kan man ikke undlade at glæde sig over programmet for festivalens første dag, der byder på to af årtiets mere begavede popnavne: Nik Kershaw og Wet Wet Wet. Jeg har derfor investeret i en heldagsbillet til fredag (lørdagsprogrammet vil jeg til gengæld forbigå i tavshed).

”Men er det ikke bare tomhjernet firserpop?” vil den uindviede måske spørge. ”Ikke helt,” er svaret, for selv om både Nik Kershaw og Wet Wet Wet spiller pop med stort P – hvilket de absolut ikke skal skamme sig over – farver disse to britiske navne popmusikken på hver deres måde, og de gør det både med godt håndværk og stil.

New wave

Nik Kershaw var en del af den new wave-bølge, der ramte engelsk populærmusik i slut-1970’erne og 80’erne. New wave udsprang af punken, men hvor punk ofte var aggressiv og præget af en gør-det-selv-etos, var new wave-musikken mere melodisk orienteret og stadig mere gennemproduceret.

En stor del af new wave-scenen var påvirket af new romantics-bevægelsen, som ikke var en musikgenre så meget som en subkultur centreret omkring mode og klubliv. New romantics stod på sin vis i kontrast til punkens anti-æstetik – punk havde naturligvis sine egne æstetiske konventioner, men skulle helst fremstå rå og uden overflødige dikkedarer, mens new romantics netop dyrkede det syntetiske og fokuserede på overfladen og et flamboyant visuelt udtryk.

Navne som Visage, Duran Duran, Spandau Ballet og Culture Club identificerede sig med new romantics’ filosofi, som gik godt i spand med brugen af synthesizere i pop- og rockmusik. New romantics-bevægelsen spillede således en stor rolle for udbredelsen af den new wave-subgenre, der kaldes synth-pop.

Det er her, vi finder Nik Kershaw. Ganske vist er Kershaws hovedinstrument guitaren, men synthesizeren var en væsentlig del af hans lyd især i de gyldne år i midt-1980’erne.

Store hits

Nicholas David Kershaw blev født i 1958 i Bristol i England og voksede op i Ipswich. Efter nogle år med mindre succesrige bands som Fusion debuterede han som solist i 1983 med singlen ”I won’t let the sun go down on me”, som ikke mindst gjorde det godt i Skandinavien. Det førte til debutalbummet Human racing (1984), der indeholdt store singlehits som ”Wouldn’t it be good” og en genudgivet ”I won’t let the sun go down on me” og også nød solide hitlisteplaceringer til titelnummeret og ”Dancing girls”.

Nik Kershaw fulgte hurtigt op med The riddle, der blev udgivet samme år og indeholdt tre hitsingler i titelnummeret, ”Wide boy” og ”Don Quixote”. Han spillede alle tre sange – og ”Wouldn’t it be good” – på Wembley Stadium ved Live Aid-koncerten, der anslås at være blevet set direkte af hvert tredje menneske i verden i 1985.

Også i 1985 spillede Nik Kershaw guitar på tre numre på Elton Johns album Ice on fire – på hitsinglen ”Nikita” sang Kershaw endvidere kor sammen med George Michael.

Herefter gik det til gengæld nedad for Nik Kershaws kommercielle formåen. 1986-albummet Radio Musicola evnede ikke at leve op til forgængernes succes, og efter endnu et album uden hitlisteplaceringer, The works (1989), forsvandt Nik Kershaw fra offentlighedens søgelys i ti år.

Sangskriver og producer

Helt væk var Nik Kershaw dog ikke. Han havde en vis succes som sangskriver og producer, blandt andre for Cliff Richard, Bonnie Tyler og især Chesney Hawkes, hvis kæmpehit ”The one and only” (1991) Nik Kershaw stod bag. I 1993 sang han nummeret ”Old friend” sammen med Elton John på dennes album Duets. Nik Kershaw havde også skrevet og produceret sangen.

Nik Kershaws sange er præget af en melankolsk tone, som skaber en spændende kontrast til hans lyse stemme og synth-poppede produktion. Denne kontrast, og en flair for storladne akkorder og interessante akkordskift, har han til fælles med keyboardspilleren Tony Banks. Selv om de kommer fra vidt forskellige baggrunde – Tony Banks er en af grundlæggerne af prog-rock-giganterne Genesis – viste de sig at være et perfekt match, da de sammen skrev og indspillede tre sange på Banks’ soloalbum Still (1991).

Det betød naturligvis ikke, at samarbejdet kastede hits af sig. Den tid synes at være forbi for Nik Kershaw, selv om han stadig udsender plader med jævne mellemrum og generelt holder et rigtig højt niveau. Han vendte tilbage fra sit selv-eksil med 15 minutes (1999), der indeholdt to fremragende, men floppende singler i ”Somebody loves you” og ”What do you think of it so far?”

Herefter fulgte To be frank (2001), You’ve got to laugh (2006) og Ei8ht (2012), sidstnævnte med den fine single ”The sky’s the limit”.

1980’er-navne

Men Nik Kershaw er uafvendeligt henvist til ”the oldies circuit” og turnerer jævnligt sammen med andre 1980’er-navne. De spiller for folk, der som undertegnede var børn eller unge i 1980’erne, og som kommer for at høre de hits, de kender.

En sådan firser-pakkeløsning var i 2016 forbi Danmark. Nik Kershaw, Paul Young og ”Katrina of the Waves” (Katrina Leskanich uden sit gamle band) spillede på Indian Summer Festival i Svendborg, og denne skribent var blandt publikum. Katrinas sæt var en rodebunke, og Paul Young havde – desværre – ikke meget tilbage af sin engang så formidable stemme. Men Nik Kershaw og hans band spillede så disciplineret og med et så stort kunstnerisk og energimæssigt overskud, at festivalpladsen blev til én stor fest, og man fik ingenlunde indtrykket af en kunstner på vej mod pensionen.

Derfor er der også god grund til at glæde sig til koncerten i Viborg, hvor Nik Kershaw formodentlig får lidt mere tid at boltre sig på (arrangørerne lover ”en fuld koncert”). Måske bliver der endda plads til et enkelt nummer, der er nyere end 1991!

Ny forsanger

Wet Wet Wets koncert kan man til gengæld godt imødegå med en vis nervøsitet. Bandet stiller nemlig op uden deres oprindelige forsanger, Marti Pellow, der forlod gruppen i 2017. Wet Wet Wet består nu af bassist Graeme Clark, trommeslager Tommy Cunningham, keyboardspiller Neil Mitchell og den nye forsanger Kevin Simm.

Kevin Simm deltog i det britiske tv-talentshow Popstars i 2001. Han kom ikke blandt de fem ”vindere”, der blev sat sammen til vokalgruppen Hear’Say, men indgik i stedet sammen med fire andre ”frasorterede” deltagere i gruppen Liberty X. I 2018 blev han offentliggjort som ny forsanger i Wet Wet Wet.

De øvrige medlemmer af Wet Wet Wet har været sammen – med diverse afbrydelser – siden ca. 1982, hvor bandet blev dannet med Marti Pellow som frontfigur i Clydebank i Skotland. De pladedebuterede i 1987 med albummet Popped in souled out – et ordspil, der understregede soul-elementet i Wet Wet Wets poprock.

Denne soul-påvirkning så man hos flere af periodens britiske popnavne, måske mest markant hos Lisa Stansfield, Simply Red og George Michael.

Faktisk havde Wet Wet Wet været i Memphis og indspillet med den navnkundige soul-producer Willie Mitchell, der især var kendt for sit samarbejde med Al Green. Gruppens Memphis-indspilninger blev dog i første omgang kasseret (de udkom sidenhen som The Memphis sessions (1988)).

Van Morrison og John Martyn

Popped in souled out indeholdt store hits som ”Wishing I was lucky”, “Angel eyes” og “Sweet little mystery”. Bandet havde skrevet de fleste af sangene selv – dog havde de lyttet lidt rigeligt til Van Morrison og John Martyn, der begge efterfølgende blev tilkendt medkomponist-kreditering på den i øvrigt mesterlige ”Sweet little mystery”!

Wet Wet Wets første hitlistetopper var dog en ren coverversion, nemlig The Beatles’ ”With a little help from my friends”, der udkom som en velgørenhedssingle i 1988. Samme år sang Marti Pellow den som duet med Joe Cocker ved en koncert for The Prince’s Trust i Royal Albert Hall i London.

Holding back the river (1989) indeholdt den fine single ”Sweet surrender”, og High on the happy side (1992) skaffede Wet Wet Wet endnu en britisk nummer 1 i form af ”Goodnight girl”.

Revanche

Det så ellers ud til, at vinden var ved at vende for Wet Wet Wet. Trods succesen med ”Goodnight girl” var flere af deres singler floppet. Men de tog gevaldigt revanche i 1994 med deres version af The Troggs’ ”Love is all around” fra soundtracket til filmhittet Four weddings & a funeral. ”Love is all around” tilbragte 15 uger på toppen af den engelske single-hitliste og blev Wet Wet Wets største hit nogensinde.

Picture this (1995) udmærkede sig mest ved singlen ”Julia says”. Singleudspil fra det efterfølgende album 10 viste, at Wet Wet Wet nok stadig havde et forholdsvis trofast publikum i England og Skotland, men at det kneb i resten af Europa.

Samtidig var der gnidninger internt i bandet. Trommeslager Cunningham forlod gruppen i 1997, og da Marti Pellow fulgte i 1999, var det slut med Wet Wet Wet.

Alkohol og stoffer

Pellow var dels plaget af problemer med alkohol og stoffer, dels valgte han – efter en vellykket afvænning – at dyrke en solokarriere. Men da den aldrig rigtig tog fart, kom Marti Pellow tilbage i folden i 2004. Efter udelukkende at have fungeret som live-band i nogle år, udsendte Wet Wet Wet albummet Timeless i 2007.

Singlen ”Weightless” opnåede en tiendeplads på den engelske hitliste – hvorefter den øjeblikkeligt dykkede til nummer 96! I hjemlandet Skotland skaffede den dog bandet endnu en førsteplads.

Siden da har gruppens eneste albumudspil været opsamlinger, om end de indspillede et par nye numre til en sådan i 2013. Og man skal nok også forvente en greatest hits-koncert, når Wet Wet Wet træder op på Domkirkepladsen i Viborg til august.

Det vil også være, hvad størstedelen af publikum forventer og ønsker. Det store spørgsmål er så, i hvor høj grad Wet Wet Wet vil være i stand til at opfylde forventningerne uden Marti Pellows store, soulfulde stemme. Der er i hvert fald maksimalt pres på den 39-årige Kevin Simm.

 

Du kan lytte til nogle af Nik Kershaws bedste numre på Spotify-playlisten, der er vist til venstre på denne side. Og du kan høre det bedste med Wet Wet Wet her. Begge playlister er sammensat af skribenten.