Besjælet livskraft og musikalsk kærlighed

Det er som om pladen starter med et klimaks. Overdådigt i lyd. Korklange, utæmmede guitarsoloer og rå musikkraft strømmer ud fra første strofe. Nok er der gået fem år siden The Savage Rose udgav Universal Daughter, men den nærværende og levende sound, som de ramte i 2007 er bestemt ikke glemt. Lydbilledet er piftet op med en nærværende bas og en stor blæsersektion. Det er vitalt helt ind i knoglemarven. Især fordi bandet bygger sit nye fundament på Thomas Koppels grav. Og mens orglet blæser hans testamente ud gennem højttalernes vibrationer, får hele verden en hæs opsang fra Anisette.

Heldigvis er der en modpol til den rockede revolution. Allerede på ”No More Love to Give” indfinder den mere indadvendte melankoli sig, og den har hverken stemme eller band svært ved at finde. Meget karakteristisk slutter det eftertænksomme nummer i dur. Livsglæden vinder, og den vilde rose blomstrer stadig.

Højdepunkterne står i kø på pladen. I ”Freedom to Love” skærer en hæsblæsende mundharmonika en klassisk blues ud, og ”You Made Me Stay” er en dybtfølt ballade; simpel og stærk.

Lyden er hele vejen igennem afbalanceret og fyldt med dynamik og fede lyde at gå på opdagelse i. Der er både politiske og personlige pointer i teksterne, og der er en udødelig ild i hver eneste storfe. Der er heldigvis ikke noget, der tyder på, at det bliver den sidste plade fra The Savage Rose, men hvis det gør, er den et stolt og stort punktum på en magisk musikalsk og kreativ rejse.