Genrer


Bibzoom præsenterer: Girls in Airports
Girls in Airports´ enestående sound er en mangfoldig blanding af jazz, indie og folkemusik.
Tre stærke albumudgivelser og medrivende koncerter har på kort tid slået gruppens navn fast på musikscenen såvel herhjemme som i udlandet. Siden 2010 har de turneret i både Brasilien, USA, Europa og Kina.
I september 2015 udkom det 4. album Fables. Denne gang på British Edition Records, der er kendt for at være blandt de mest innovative, fremsynede og internationale selskaber inden for denne genre. Albummet Fables er kulminationen på fem års samspil, turnéer over hele verden og tre udgivelser på eget selskab.
GAFFA om GiA:
"Det er en til tider hypnotisk oplevelse, hvor der spilles med enormt overblik. Iørefaldende, originalt og grænseløst."
Og Jazznyt bakker op:
"Hold for Guds skyld sammen på det band! De er the future of dansk Jazz!!!"
Bandets nysgerrighed har ført dem uden for musikbranchens centrum; i Kina har de optrådt med flere generationer af folkemusikere, i Brasilien har de indspillet med perkussionlegenden Nereu Mocotó og herhjemme optræder GiA ofte med poeten Jens Blendstrup.
Seks skarpe til Girls in Airports
Hvordan fik I ideen til at starte bandet?
Martin: Vi fandt sammen i 2009. Dengang var vi alle studerende på konservatoriet i København. Det var en tid, hvor man var med til at starte et eller andet nyt band nærmest hver anden måned, men i Girls in Airports var der noget, der klikkede, som gav lyst til at arbejde mere intenst sammen. Ideen var oprindeligt at blande nogle genrer til en slags jazz, der føltes helt anderledes, end hvad man ellers oplever. Sidenhen er det kommet til at handle mindre om genrer og mere om de rå byggesten: Toner, rytmer og mennesker.
Hvad er det bedste ved jeres musik?
Martin: Uden at det har været en bevidst hensigt, så er der nok nogle gode, gammeldags værdier i det vi gør; det er først og fremmest en kollektiv og organisk lyd. Lyden af mennesker der arbejder sammen med deres kroppe, og har gjort det længe. Det er nærmest som en bondefamilie, hvor hver har sine ansvarsområder. Vores musik bærer virkelig præg af dette sammenhold.
Hvad har inspireret stilen?
Lars: Vi bruger og får alle meget energi af hele tiden at opsøge ny musik. Vi rejser ud for at opsøge folkemusik i andre lande, og i bandbussen kan der sagtens blive spillet et værk af Per Nørgaard efterfulgt af Kendrick Lamar og hengemte hits af John Cale.
Hvad er den bedste oplevelse med bandet?
Lars: Det er jo fantastisk at rejse sammen og besøge alt fra Hong Kong, Herning, New York og Næstved. Men det vildeste er, når alt går op i en højere enhed, og man kan lade sig overmande af stemningen.
Hvad skal der ske i 2016?
Martin: Herhjemme skal vi bl.a. spille SPOT festival og Copenhagen Jazz Festival samt en del koncerter i Jylland her i foråret. Vi har i stigende grad fået lidt hul igennem i Tyskland, så der skal vi også ned et par gange. London i september og forhåbentligvis vil der også komme en masse overraskelser hen ad vejen.
Har du/I en yndlingsplade(r)?
Lars: Jeg elsker at opdage og genopdage plader og skifter yndlingsplader konstant; I går var det den brasilianske perkussionist Nana på pladen Amazonas, i dag er det Aphex Twin med Syro og i morgen får jeg klarinettisten John Carters sjældne debutudgivelse fra 1977.
Links:
Facebook: www.facebook.com/girlsinairports
Soundcloud: https://soundcloud.com/girlsinairports
iTunes: https://itunes.apple.com/dk/artist/girls-in-airports/id378730679
Twitter: https://twitter.com/girlsinairports
Youtube: www.youtube.com/girlsinairports
Vimeo: www.vimeo.com/girlsinairports