Genrer


Big Fat Snake på jubilæumsturné
Big Fat Snake tager i 2013 på jubilæumsturné og fejrer 10-året for succesudgivelsen One Night of Sin. Her vil de spille albummet fra ende til anden, fortæller de i et interview i radioprogrammet Café Hack. Da albummet i sin tid udkom, var det en bragende succes Det var en af årets og bandets bedst sælgende udgivelser. Albummet er optaget live på Værket i Randers, og medlemmerne i Big Fat Snake har efterfølgende givet udtryk for, at det var en kæmpeoplevelse.
Og hvad specielt var der så ved netop denne koncert og dette album? Jo, Big Fat Snake havde til lejligheden sammensat en sætliste, der bestod af numre fra henholdsvis Elvis Presleys og Roy Orbisons repertoire - foruden selvfølgelig nogle af deres egne numre. Men ikke nok med det. De havde allieret sig med en række af Elvis' gamle musikere. De musikere som bl.a. havde været med ham i showet Aloha from Hawaii. Der er tale om guitaristen James Burton, trommeslageren Ronnie Tutt, bassisten Jerry Scheff og pianisten Glen D. Hardin - også kendt som The TCB-Band - foruden koret The Sweet Inspirations. "Jeg fik tårer i øjnene"...sådan siger Pete Repete i radioprogrammet Cafe Hack d. 11. november, da han skal fortælle om oplevelsen ved at stå på scenen sammen med Ronnie Tutt og medvirke på netop dén tromme-buldren, der indledte nummeret "See See Rider"...Det nummer Elvis indledte så mange af sine koncerter med. Andetsteds har også både Anders Blichfeldt og Peter Viskinde udtrykt deres respekt for disse garvede musikere.
Allerede tidligere i år var der en slags snigpremiere på turneen, idet der d. 29. oktober blev spillet en intim-koncert på Graceland Randers, hvor netop James Burton atter en gang var med Big Fat Snake på scenen. Turneen i 2013 bliver dog uden deltagelse af The TCB-Band.
Big Fat Snake med James Burton