dummy

Billy Cross 80 år

15-07-2026
Thomas Vilhelm

Sanger, sangskriver, guitarist, producer, sessionmusiker, forfatter og foredragsholder, Billy Cross, nyder stadig og fortsat som aktiv udøver stjernestatus herhjemme med markant indflydelse på den danske musikscene, siden han bosatte sig permanent i landet i 1980. Men det amerikanske ophav fornægter sig dog ikke trods de ofte kritiske kommentarer til de politiske og sociale forhold i sit fødeland.

Billy Cross hed oprindelig William Schwarz og kom til verden på Manhattan i New York den 15. juli 1946. Karrieren etableredes allerede i teenageårene fra starten af 60’erne som hyret session man og producerassistent. Cross spillede i en periode med det populære 50’er retro band Sha Na Na og fik i 1972 tjansen som guitarist i Broadway udgaven af Hair, en musical han senere drog på turné med som musical director.

Senere blev Billy Cross en del af musikeren og skuespilleren Jobriaths band. Cross gæstede første gang København i 1974, gav et par optrædender der og besøgte jævnligt byen i de kommende år trods stor travlhed hos Bob Dylan og lejlighedsvis Meat Loaf. Billy Cross er især kendt for tiden hos Dylan fra 1977-79. Han indgik i dennes 12 mand/kvinde store band og nåede at medvirke på studiealbummet Street-Legal (1978) og dobbelt live lp’en Bob Dylan at Budokan (1979).

Cross bidrog til sangeren Robert Gordon og kultguitaristen Link Wrays to første udgivelser sammen, Robert Gordon/Link Wray (1977), og Fresh Fish Special (1978) samt Wrays egen Bullshot fra 1979. Samme år var Billy Cross som special  guest med på Delta Blues Bands No Overdubs og hurtigt derefter som fast mand i bandet, da det tog navneforandring til Delta Cross Band og indspillede det forrygende Rave On, der i en begejstret rus blev tyndslidt under pickup-nålen i min teenager hybel i Aabenraa.

Længslen efter mere fra denne dansk/amerikanske konstellation, der opnåede hurtig succes overalt som dynamisk liveattraktion, voksede støt i et rockhungrende pubertetshjerte og fandt indfrielse med Upfront (1981) og Astro-Kid (1982).

Forinden slog Billy Cross sit navn fast som producer med C.V. Jørgensens nok mest kommercielt succesfulde album Tidens Tern (1980). Cross og Jørgensens veje skiltes derefter, men førstnævnte kom ingenlunde til at mangle arbejde - tværtimod.

De følgende mange år har Cross entreret med et imponerende opbud af navne som producer, live- og sessionmusiker. Fra Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Rock Nalle, Klaus Kjellerup, Bamse, Pretty Maids over Dr. Hook, Henrik Strube, Mikael Wiehe, Björn Afzelius og Allan Olsen til Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton, Johnny Madsen med flere.

I 1989 var den New York fødte alt mulig mand sågar med til at sætte liv i Peter Bellis triumfale comeback, da de bakket op af Johnny Madsen og Nanna forevigede deres danske version af Traveling Wilburys hittet Handle With Care (En at bli’ som) under navnet Hobo Ekspressen.  

Der er ydermere fundet ledige stunder til en solokarriere, der blev skudt i gang med Billy Cross (1986) 18 år efter fulgt op af Life is Good (2004). I 2009 kom So Far So Good, og i 2016 stod den på Goodbye to The Sixties. Cross lod som solist høre fra sig igen med The Prettiest Train i 2021. Derudover rejste han landet rundt med trioerne Cross-Schack-Ostermann og Everybody’s Talking, som begge har flere udgivelser bag sig.

Den altid yderst foretagsomme Billy Cross, der i mere end 45 år har knoklet ufortrødent på som en vital del af branchen, kom ligeledes litterært i fokus med Mit amerikanske køkken’ (1998) og i 2010 via selvbiografien Så langt så godt - et liv med rock. Cross producerede i 1984 Henning Stærk livepladen One Nite Stand, en funky sag osende af soul der som Rave On har måttet tåle betydelig slitage i mit hjem.

Januar 2022 deltog Cross i et Hos Vilhelm portrætprogram, hvor vi havde rigelig med stof at gå ombord i, mens en tidligere arbejdsgiver fra årene i USA, Meat Loaf, gik bort i en alder af 74 år. Mine radioudsendelser handler ofte om tidens krumninger og konsekvenser, der til syvende og sidst rammer os alle sammen.

Dette faktum har tilsyneladende haft den indvirkning på Billy Cross, at det fortsat handler om at holde dampen oppe og færdighederne varme, for i 2022 udsendte han som del af Dissing Las & Cross Copenhagen Skyline, der i bedste Americana stil byder på enkelte Dylan numre fra arkivet samt en god stak med Cross som afsender. Denne formation, der ud over Cross tæller Povl Dissing sønnerne Rasmus og Jonas Dissing plus Las Nissen og jævnligt kan opleves live, vendte retur i 2025 med Bonfire Sessions.

Foto: Albumcover