Björn Afzelius - en god mand?

I år er det 40 år siden, Björn Afzelius udsendte sin første LP i eget navn, og det er 15 år siden, han døde af lungekræft. Trods de mange år uden nyt fra Afzelius, lever hans musik fortsat i bedste velgående, flere af hans sange er i dag klassikere, og han er stadig en af de mest spillede nordiske musikere på digitale tjenester som Spotify. I både Norge og Danmark har Björn Afzelius status som en af sin generations mest succesrige musikere, mens hans popularitet i Sverige er knap så helhjertet – i hvert fald hos kritikerne. Men det sidste bliver der måske lavet om på med en helt ny dokumentarfilm om Afzelius' omtumlede liv og karriere.

I starten af september 2014 fik Magnus Gerttens og Stefan Bergs film Tusen bitar – En film om Björn Afzelius premiere i de svenske biografer, og det var stort set udelukkende lovprisninger, der mødte dokumentarfilmen. Årsagen til denne delvis ændrede holdning til Afzelius i Sverige skal nok bl.a. findes i det forhold, at kritikerne har fået Afzelius og hans sangkatalog lidt på afstand og derfor ikke nødvendigvis reagerer på automatpiloten, som de måske har haft en tilbøjelighed til tidligere.

Hør blot dette udsagn fra en af den nye dokumentarfilms egne ophavsmænd, Stefan Berg, som i et interview bl.a. beretter, at han ikke selv var en stor fan af Afzelius, mens han levede. Men det ændrede sig under arbejdet med filmen: "Eliten var ju överens om att Afzelius' solokarriär var skit. Men i slutänden fick han rätt, eftersom hans musik har visat sig vara universell, den är äkta och den kommer från hjärtat. Han är en människa som gick mot strömmen – och det är just sådanna som jag brinner för att berätta om."

En god man (och bara en människa)

Indtil filmen om Björn Afzelius får dansk biografpremiere eller ankommer her til landet på anden vis, er der endnu en mulighed for at komme tættere ind på livet af den både hadede og folkekære musiker. I 2013 udkom den første bog om Björn Afzelius på svensk, og selv om bogen ikke graver voldsomt dybt, er den skrevet af en mand, der både har kendt Afzelius personligt og har fulgt ham gennem hele karrieren. Og så er det besynderligt nok den første bog nogensinde om Afzelius (hvor en musiker som Ulf Lundell til sammenligning er særdeles grundigt behandlet i den svenske sekundærlitteratur).

En god man (och bara en människa) er titlen på Gunnar Wessléns bog om Björn Afzelius, og det er en bog, der ud over en kronologisk gennemgang af musikerens liv og karriere rummer korte interviews med begge Afzelius' døtre samt med den nære ven og kollega Mikael Wiehe. Alt i alt kommer bogen ganske godt rundt om sit emne, selv om der også er huller i fremstillingen, f.eks. hvad angår Afzelius' barndom og opvækst. "Björn Afzelius talade inte gärna om sin barndom," indleder Wesslén sin biografi, og det betyder naturligvis noget for fremstillingen.

Men selv om Afzelius ikke havde lyst til at tænke på sin barndom, indgår den selvfølgelig som en faktor i Wessléns bog, der bl.a. også indeholder musikerens egen vurdering af sin kærlighedsløse opvækst: "Om man som pojke inte får kärlek av sin mor bliver man som ofta en konsument av kvinnor," har Afzelius fortalt i forbindelse med udgivelsen af den ret så selvbiografisk prægede plade (1984). Udsagnet fortæller formentlig også en del om årsagen til en af Afzelius' indlysende svagheder som menneske: hans mere eller mindre åbenlyse kvindeforagt.

"Han hade aldrig ett långt, innerligt förhållande med en kvinna," skriver Wesslén i sin bog og fortsætter: "Familj och kärlek, det som skulle blivit det viktigaste i hans liv, blev Björns stora misslyckanden. I stället blev hans liv en rockstjärnas." Der er næppe nogen tvivl om, at Björn Afzelius elskede sine to døtre, Isabelle og Rebecca, og da han havde fået sin kræftdiagnose, gjorde han også, hvad han kunne for at sikre dem økonomisk. Men det ville trods alt nok være noget af en overdrivelse af den grund at betegne ham som en eksemplarisk far. Han var næsten altid borte fra hjemmet, og han svigtede alle de kvinder, han kom i nærheden af – herunder de to døtre.

En dårlig mand?

Ikke mindst på grund af Björn Afzelius' mildest talt tvivlsomme omgang med det andet køn forekommer det denne læser lidt pudsigt at kalde bogen En god man (och bara en människa). Faktisk kunne man, så vidt jeg kan se, lige så godt have givet bogen den omvendte titel: En dålig man (men en hel människa). Det sete afhænger naturligvis af øjnene, der ser; men jeg har nu svært ved at se Afzelius som "en god mand" – også efter at have læst bogen. En god musiker, en god sanger, en god komponist, en god politisk frontkæmper, osv. Men "en god mand" er vist ikke den helt rigtige beskrivelse af den svenske kvindebedårer med de mange svigt på samvittigheden. I hvert fald ikke i den danske betydning af ordet "god".

Nå, nok om det. Björn Afzelius' musikalske indsats og hans karriere taler for sig selv, og man behøver ikke altid at være enig med en stor kunstner for at kunne lide hans kunst. Jeg kunne forestille mig, at Afzelius – med kælenavnet "Afskylius" i visse kredse - på baggrund af den nye dokumentarfilm vil opleve en form for rehabilitering blandt kritikerne på den svenske musikscene (hvis man ellers synes, at han har brug for det). Og desuden kunne jeg forestille mig, at filmen måske kunne give en og anden lyst til at genhøre en række af musikerens store sange fra 1970'erne og 1980'erne. Der er nok at tage af, som man f.eks. kan overbevise sig om ved at tage et kig på Bibzoom eller i Danbib-basen.

God fornøjelse med et behageligt genhør med en af Nordens store troubadurer. At Afzelius også havde sine skyggesider, gør ham jo hverken bedre eller dårligere som musiker, men måske nok mere menneskelig. Alle har deres fejl og mangler, og som den norske forfatter Knut Faldbakken engang sagde om Afzelius: "En man med så blanka boots måste ha mörka sidor."

Læs mere om den nye film og om Björn Afzelius-bogen på bjornafzelius.com