The Black Keys: Turn Blue

Intro

I maj måned udkom det supergode album Turn blue af den amerikanske bluesrock duo The Black Keys. Duoen har en eksplosiv, minimalistisk, kantet, guitarorienteret, bluesfunderet stil med spændende afstikkere til soul, psykedelisk rock og glam rock. Turn blue er duoens ottende studiealbum. Om det bliver en ligeså stor kommerciel succes som deres forrige album fra 2011 El Camino er endnu uvist, men anmeldere verden over har taget godt i mod det. The Black Keys har vundet flere Grammyer, MTV og Brit awards, og de har været flittigt benyttet både i computerspil, i film soundtracks og i reklamer. 

Bandmedlemmer

Dan Auerback (vokal, guitar, keyboards etc.). Patrick Carney (trommer, percussion). Diverse tour-musikere bl.a. Richard Swift (bas, vokal).

Diskografi

1. The big come up (2002)
2. Thickfreakness (2003)
3. Rubber factory (2004)
4. Magic potion (2006)
5. Attack & release (2008)
6. Brothers (2010)
7. El Camino (2011)
8. Turn blue (2014)

The Black Keys samarbejde med Danger Mouse

Albummet er co-produceret af Danger Mouse, som nogle måske husker fra produktioner med Beck, Gnarls Barkley, Gorillaz, U2, Frank Ocean, Jack White, Norah Jones etc. Det er fjerde gang han samarbejder med The Black Keys. Den populære producer har været Grammy nomineret som 'Producer of the year' fem gange, og han vandt prisen i 2011. Nogle vil mene at The Black Keys ligger under for Danger Mouse stigende indflydelse, og at de var bedre og knapt så blankpolerede da de producerede selv. Er man til den bluesy side, med mere traditionelle fortolkninger af blues, vil man nok være mest glad for at lytte til de første fire albums. Danger Mouses lyd er lækker og overvældende, men nogle fans og kritikere foretrækker de tidlige enkle, kornede, sjælfulde albums.

Paralleller til andre musikere

Mange anmeldere har gennem årene draget paralleller mellem The Black Keys og The White Stripes. Jack White udtalte selv til musikmagasinet Rolling Stone at "Without the Stripes, There'd be No Black Keys". Det falder måske også nemt med sammenligninger, for på overfladen er de to bands ens med kun to medlemmer på guitar og trommer. Men det er alligevel lidt misvisende, for hvor The White Stripes har rod i den mere alternative gren af rockmusikken, er The Black Keys især inspireret af bluesveteraner som Junior Kimbrough og R. L. Burnside. På internettet finder man også sider med ”The Black Keys sounds like …" Døm selv.

• “Gold on the ceiling” minder om David Bowies “The Jean Genie”
• “Sister” minder om David Bowies “Cat people”
• “Everlasting light” minder om T-Rex “Mambo sun”
• “I got mine” minder om The White Stripes “Ball and biscuit”
• “Howlin for you” minder om Queens of the Stone Age “Burn the witch”
• “Bullet in the brain” minder i starten om Pink Floyd
• “Girl is on my mind” minder om The Rolling Stones “Stray cat blues”

Uanset hvad så er The Black Keys en god katalysator for ungdommen, som så netop lærer disse ældre musikere at kende. Duoen er nemlig ret kendt i yngre kredse. I Danmark kan man drage sammenligning til The Blue Van, og kan man lide følgende bands vil man også synes om The Black Keys: T-Rex, The Beatles, Cream, David Bowie,  QOTSA, Kings of Leon, Eagles of Death Metal, The White Stripes, The Doors, Radio Moscow, The Strokes, The Hives, Them Crooked Vultures, The Rolling Stones, Steppenwolf m.fl.

Tekstuniverset

Auerbachs skilsmisse danner lyrisk melankolsk tema for albummet, og generelt er der tale om lidt langsommere, nærmest eftertænksomt, materiale end tidligere tiders op-tempo hookbaserede sange. F.eks. “Looking back on where we used to be ... hearts begin to rust” fra "Bullet in the brain".  “Goodbye – I heard you were leaving” fra "Waiting on the words". “If I find another love, they must be forever true” fra "10 lovers".

Skæring for skæring på Turn Blue (45:09)

"Weight of love" (6:50) – duoens længste sang nogensinde er episk på en ‘Hotel California’ agtig måde med skarpe vibrerende guitarer. "In trime" (4:28) – funky, langsomme, rockende guitarer suppleret af horn og falsetsang på en sexet, soulet måde. "Turn blue" (3:42) – titelnummeret er en blød bedtime-blues. "Fever" (4:06) – et nummer med hit potentiale, Farfisa orgel og fængende beats og riffs. "Year in review" (3:48) – fyrig guitar og tromme og melankolsk kor. "Bullet in the brain" (4:15) – ørkenrock I bedste Queens of The Stone Age stil med strejf af noget psykedelisk kor og akkoustisk country-feel "It's up to you now" (3:10) – En ret så eksperimenterede side af The Black Keys med skiftende rytmer og meget mere. "Waiting on words" (3:37) – Falsetsang og guitar indleder før trommer falder ind på dette bekymrede, tankefulde, romantiske indslag. "10 lovers" (3:33) – tight trommespil og funky bas og dur/mol spil på et Hammond(?) orgel. "In out prime" (4:38) – starter ud med en simpel keyboardmelodi som går over i noget Kinks eller Beatles lyd. "Gotta get away" (3:02) – en rigtig stadionrocker at synge med på i bilen, og lidt som at lytte til Creedence Clearwater Revival.

Lyt til:  "Weight of love", "Fever hit", "Bullet in the brain", "In out prime"