Genrer
Blondie: Parallel lines
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 140
Den indflydelsesrige new wave-gruppe Blondie debuterede i 1976, men det var først da de i 1978 udgav deres tredje album, Parallel lines, at de fik deres helt store gennembrud. På pladen finder man populære singler som "Heart of glass", "One way or another" og deres cover af The Nerves-sangen "Hanging on the telephone". Disse tre sange udgør dog kun en brøkdel af pladen, som er propfyldt med fængende pop-rock. Det kan være langsomt og stemningsfuldt som på "Fade away and radiate", 50’er-inspireret rock and roll som på "I’m gonna love you too", der da også er et Buddy Holly-cover, eller endda regulær disko som på "Heart of glass". Deres rødder i punkmusikken kan også mærkes, især i Chris Steins guitar og Clem Burkes trommer. Burke er ikke en enormt teknisk trommeslager, men han indsætter rigeligt med fills og sørger for at bringe så meget variation til trommerne, som han nu engang kan gøre. Det føles en kende rodet, men det er også dybt charmerende. Bandet er måske ikke de største instrumentalister, men i fællesskab rammer de en blanding af pop og punk, som var helt unik dengang.
Forsanger Debbie Harry er dog for alvor stjernen i bandet. Hendes stemme går fra rå, dyb punkstemme på et nummer som "Will anything happen?" til de nu verdensberømte høje toner på "Heart of glass". Der er i det hele taget et væld af variation på pladen fra alle musikere, men det ændrer ikke på, at der er en gennemgående lyd på pladen, så den føles konsekvent. Den er stilfuld og selvsikker. Den lyd holder stadig den dag i dag, men jeg må indrømme, at teksterne virker forældede. Lidt for ofte får man klichéfyldte rim som girl og world eller kiss og miss, men endnu oftere får man originale omend klodsede forsøg, såsom på den musikalsk meget spændende "Picture this". En linje derfra går “I will give you my finest hour – The one I spent watching you shower”. Narrativet i tekster som "I know but I don’t know" og "Sunday girl" er også dårligt formidlet, nærmest som om, rimskemaet gør fortællingerne langsommere og sværere at forstå. Og når man snakker om forældede tekster var det intet mindre end en fejltagelse at lave et Buddy Holly-cover. Musikalsk passer den relativt godt ind, selvom den stadig lyder lidt gammeldags, men teksten er tydeligvis fra en anden tidsalder.
I Blondie var de dog gode til at lade næsten hele bandet være med til at skrive sange, så kvaliteten i både tekster og melodier kan naturligvis variere. Teksterne til "One way or another" og "11:59" er medrivende, levende og velskrevne, og det er i det hele taget nogle af pladens bedste sange med deres høje intensitet, der passer yderst godt til teksterne. I det hele taget graviterer jeg mest over mod de mere rockede numre. Det har muligvis noget at gøre med, at de mere højlydte numre pakker teksterne mere ind, hvor det på et så rent produceret nummer som "Sunday girl" eller "Fade away and radiate" er svært ikke at fokusere på teksten, hvilket så kan være godt eller skidt alt efter tekstskriveren. Men det er nok noget, man må anerkende som både en fordel og en ulempe vel Parallel lines som album: variationen. Det kan variere i stemning, i melodi, i inspirationskilder, men det falder dermed nok næppe i alles smag hele tiden. Men jeg tror, jeg kan sige, at det falder i de flestes smag det meste af tiden. Det falder i hvert fald i min smag rigtig ofte, og en stor del af pladen er fremragende.