Bob Dylan 1970

Siden 2012 har Bob Dylan og hans pladeselskab udsendt en række plader med det formål at sørge for, at rettighederne til Dylans hidtil uudgivne indspilninger ikke blev ”public domain”, hvilket ville være tilfældet, hvis indspilningerne fik lov til at henligge uudgivne i mere end 50 år. Det er indtil videre blevet til fem af denne type udgivelser i rækken af ”Copyright Extension Collection”-plader (læs meget mere om disse udgivelser i Ken Nielsens artikler om emnet her på hjemmesiden - læs dem her og her).
I 2020 var turen kommet til at redde Dylans uudgivne 1970-indspilninger fra at blive offentlig ejendom. Det blev tilfældet i december 2020, hvor Sony udsendte 3-cd-sættet ”Bob Dylan 1970” i et oplag på 100 eksemplarer(!) – så var rettighederne sikret.

100 eksemplarer af en ny Bob Dylan-udgivelse forslår naturligvis som en skrædder i helvede, og det varede kun nogle minutter, før udgivelsen var udsolgt. Heldigvis bliver den eksklusive Copyright Extension Collection-udgivelse fulgt op af en almindelig folke-version af udgivelsen i slutningen af februar 2021, så andre end de mest årvågne Dylan-fans også får mulighed for at stifte bekendtskab med disse mere eller mindre fremragende, men altid interessante skatte fra gemmerne. Flertallet af indspilningerne på Dylans nye, gamle udspil er alternative versioner af numre, der siden fandt plads på de officielt udgivne plader, mens en del af de ikke tidligere udsendte indspilninger er numre, der ikke er udsendt på anden vis. Begge typer indspilninger er interessante for Dylans store fanskare, selv om man naturligvis altid kan diskutere, om det nu også er strengt nødvendigt med 8 forskellige versioner af ”If not for you” på én og samme udgivelse. Men sådan er spillets regler; Copyright Extension-udgivelserne skal sikre, at selv ikke de mest obskure brudstykker af forskellige Dylan-numre kommer til at havne uden for copyright-beskyttelsen.

8 versioner af det samme nummer er det mest ekstreme tilfælde af copyright-beskyttelses-omhu på ”Bob Dylan 1970”, hvor man dog blandt de 74 hidtil uudgivne indspilninger også finder eksempler på sange, der ”kun” optræder i 5-7 forskellige versioner – og naturligvis andre versioner end dem på de officielle pladeudgivelser og på Bootleg Series-udgivelsen ”Another self portrait” fra 2013. Denne dobbelt-cd med alternative versioner og outtakes fra de indspilninger, der i 1970 førte til udgivelserne ”Self portrait” og ”New morning” indeholder en del af de optagelser, der blev til overs ved indspilningerne i 1970, og ”Bob Dylan 1970” rummer altså resten af optagelserne.

”Another self portrait” og ”Bob Dylan 1970”
Dylan var i foråret og forsommeren 1970 i gang med at indspille to vidt forskellige plader – én med coverversioner og én med nyskrevne sange – og indspilningerne til de to plader foregik sideløbende. Derfor er det også numre fra begge de to plader, man møder i en skøn forvirring på både ”Another self portrait” og ”Bob Dylan 1970”. På et tidspunkt i indspilningsprocessen havde Dylan konkrete planer om at udsende en plade med egne sange blandet med coverversioner i løbet af sommeren 1970, og der eksisterer oversigter over rækkefølgen af numrene på en sådan ”blandet” plade. Men i den sidste ende besluttede Dylan altså, at der skulle udsendes to plader med et væsensforskelligt indhold.

Om lytteren finder det mest interessant at høre Dylan-fortolkninger af sange, man ikke tidligere har mødt i hans regi, eller at høre hans forskellige versioner af den samme sang må være op til den enkelte. Personligt synes jeg, at det er fascinerende at høre, hvordan en sang kan skifte stemning og udtryk, afhængigt af om akkompagnementet fremhæver en klagende mundharmonika eller et ildevarslende orgel (”Went to see the gypsy”). Eller at høre, hvordan en ny sang i Dylan-sammenhæng, ”Alligator man”, fremtræder vidt forskelligt i en ”rock version” og i en ”country version”. Begge dele lyder glimrende i denne lytters ører, og det må være et rent tilfælde, at denne herlige sang i sin tid hverken kom med på ”Self portrait” (1970) eller dennes senere pendant, ”Dylan” (1973).

Men der er mange andre perler på ”Bob Dylan 1970”-sættet, som nu formentlig har gjort rent bord, hvad angår bevarede optagelser fra Dylans 1970-indspilninger. Jeg synes dog, det vil være rimeligt her at advare George Harrison-fans mod at stille alt for store forventninger til udgivelsen, til trods for at den promoveres med en iøjnefaldende anbragt etiket på coveret: ”Special guest: George Harrison”. Der er i min optik tale om et rent salgstrick for ud over Dylans fanskare også at få fat på Beatles-publikummet med den nye udgivelse. George Harrison, der medvirkede på et enkelt nummer på ”Another self portrait” (”Working on a guru”), optræder ganske vist på hele 9 numre på det nye cd-sæt, alle fra indspilningerne d. 1. maj 1970, hvor Harrison ifølge noterne bidrager med sang og guitarspil. Men man skal efter min mening lytte særdeles godt efter, hvis man skal have glæde af George Harrisons ellers så karakteristiske stemme på optagelserne fra d. 1. maj – som i øvrigt efter min mening er nogle af de mindst spændende af indspilningerne til de to 1970-udgivelser.

Went to see the gypsy
Men også uden George Harrisons angivelige medvirken er der rigeligt at komme efter på ”Bob Dylan 1970”. Bl.a. fik de relativt mange indspilninger af flere af sangene undertegnede til at tænke nærmere over teksten til disse sange – og i særdeleshed teksten til sangen ”Went to see the gypsy” (fra ”New morning”). Jeg har ikke tidligere hæftet mig særligt ved denne sangtekst, men har blot tænkt på den som en bagatel om en mand, der opsøger en spåmand (et hverv, der traditionelt ofte varetages af sigøjnere), og som siden forgæves leder efter samme spåmand – måske for at afkræve ham yderligere forudsigelser?

Men efter de talrige gennemlytninger af teksten gik det jo op for mig, at denne fortolkning står helt for min egen regning. Der er ikke noget i sangteksten, der peger i den retning – men hvad så? Jeg har læst adskillige udlægninger af, at teksten skulle handle om jeg-fortællerens (Dylans) møde med Elvis Presley – og det skulle den, fordi det har guitaristen på nummeret fortalt, at Dylan har sagt, at det gør den. Det er efter min mening en meget tvivlsom måde at udlægge tekster på – både fordi Dylan jo er en både upålidelig og modstræbende fortolker af sine egne tekster, og specielt fordi der i øvrigt ikke er ret meget i ”Went to see the gypsy”, der peger i denne retning. Flere af de håbefulde fortolkere må da også indrømme, at de aldrig har hørt Elvis omtalt som ”The gypsy” – selv om Elvis i det mindste har optrådt i Las Vegas, der også nævnes i teksten.

Jeg har dog svært ved at se logikken i at prøve at få Dylans møde ”The gypsy” til at handle om Elvis Presley – når der nu inden for musikverdenen rent faktisk findes en anden person, som gypsy-betegnelsen passer på som fod i hose: Jimi Hendrix. Bob Dylan har ved flere lejligheder udtrykt sin store respekt for Hendrix – ikke mindst efter hans indspilning af ”All along the watchtower” – og det kræver ikke megen fortolkning at se ”Went to see the gypsy” som en finurlig beskrivelse af Dylans møde med guitarvirtuosen, som jo med sin musik formåede at skabe musikalske oplevelser af en anden verden. Eller med Dylans ord: bringe lytteren “gennem spejlet” (”through the mirror” – eller med Lewis Carroll: Through the looking-glass): ”He can move you from the rear/ Drive you from all fear/ Bring you through the mirror/ He did it in Las Vegas/ He can do it here”.

Jimi Hendrix kunne trylle med sin guitar, men han var ikke for fastholdere – “but the gypsy was gone” – ligesom Dylan selv ikke er det. Som en slags bekræftelse på sidstnævnte udsagn kan det nævnes, at Dylan i forbindelse med ”Went to see the gypsy” (såvel som i forbindelse med en lang række af hans andre sange) både ændrede på teksten og på instrumenteringen ved de forskellige indspilninger. Sangene skifter ham under indspilningerne, og det er ikke mindst dette forhold, der gør det så interessant at sammenligne musikerens forskellige indspilninger af det samme nummer for at høre, hvad han nu har fundet på til den nye optagelse.