Bob Dylan & The Bands Basement Tapes udsendt i bokssæt

Rockmytologi handler om mere end blot hedonisme og ekcentrisk adfærd. Historiske omstændigheder knyttet til bestemte optagelsers tilblivelse har i mange år været et vigtigt element i markedsføringen af store, kendte navne. Udtryk som "lost" eller "secret" om indholdet på en udgivelse kan signalere at der her er tale om noget i mindre optimal teknisk kvalitet, som ikke desto mindre rummer en særlig aura af intensitet og rock'n'roll-autencitet. Noget køberen af værket får del i. Marketingstricket er blevet skamredent så det også i dag bruges om bands der ikke retmæssigt kan tillægges denne statur, men alle tvivlsomme plagiater kan formentlig føres tilbage til ét ophav hvor al hype og alle superlativer er fuldt berettigede: Nemlig de såkaldte "basement tapes" som Bob Dylan indspillede over nogle måneder i 1967 sammen med de backingmusikere han året før havde turneret verden med, The Hawks, eller som de snart skulle blive kendte, blot "The Band".

En motorcykelulykke efter denne turné satte Dylan ud af spillet i det næste års tid, og rekonvalescensperioden blev i månederne fra maj til november det efterfølgende år brugt til uformelle sessions med The Hawks, først i Dylans eget hus i Saugerties i delstaten New York, senere i kælderen til guitaristen Robbie Robertsons hus "Big Pink" ikke så langt derfra. Organisten Garth Hudson havde i hele perioden en tospors spolebåndoptager kørende til at dokumentere forløbet, som dels bestod af - kan man vist roligt sige - afslappede versioner af klassikere fra rock'n'roll, folk, gospel, blues og soul, dels af nyskrevne sange af Dylan selv. Med denne uformelle tilblivelsesproces var det selvfølgelig ikke ideen at optagelserne skulle udgives, men nogle af Dylans egne kompositioner blev brugt på den ene side til at skabe et demobånd der skulle forelægges pladeselskabet som det mulige næste album, og på den anden til at lave kopier af disse sange som blev tilbudt kunstnere fra rock og pop. Britiske Manfred Mann fik således et stort hit med "The mighty Quinn", The Byrds indspillede "You ain't going nowhere", og Julie Driscoll & Brian Auger gjorde "This wheel's on fire" til deres.

Coverversionerne udgør også en meget stor andel af numrene. Bl. a. Pete Seegers "Bells of Rhymney" som The Byrds havde et hit med; The Carter Familys evigtgrønne "Wildwood flower"; Johnny Cashs "Folsom Prison blues"; Brendan Behans "The auld triangle"; der er spontan humor når "See you later alligator" bliver til "See you later Allen Ginsberg" (Allen Ginsberg besøgte også "kælderen" i samme periode og reciterede digte til akkompagnement af The Band); Dylans stemme er hudløst intens på "Four strong winds" og folkklassikere som "Young but daily growing" og "Bonnie ship the Diamond". Sange både Dylan selv og hans backinggruppe havde på rygmarven efter et langt liv på små og store scener.

Den helt særlige kælderoplevelse:

Generelt må man sige at optagelserne er så afslappede at vandene må deles mellem de der opfatter dette som stemning og charme, og de der blot hører sjusk. Lydkvaliteten svinger fra det absolut hørbare, til støjende, overstyrede og forvrængede fragmenter der nærmest leder tankerne hen på det som The Velvet Underground lavede i samme periode. Musikerne er ofte berusede, de husker tydeligvis ikke altid sangteksterne, og især på de tidligste bånd udfoldes der ikke nogle synderlige anstrengelser for at indspille deciderede takes af sangene. Det samlede oeuvre The basement tapes har altid og vil altid dele vandene i Camp Dylan.

Selv tilhører jeg den kategori der hører kvalitet og ikke mangler, og finder det umuligt ikke at blive grebet af Dylans sangforedrag der lige præcis i disse måneder havde en karakteristisk aura af sårbarhed og indtrængenhed som er anderledes end det kom før og efter. Den ofte parodierede og plagierede vrængen og dræven der kendetegnede de måske vigtigste og mest stilskabende albums Highway 61 revisited (1965) og dobbelt-lp'en Blonde on blonde (1966) er stort set fraværende her. Med come-back-albummet John Wesley Harding (1967) og ikke mindst Nashville Skyline (1969) fik hans stemme en helt overraskende, countryficeret klang af smør-crooner, efter hvad han selv fortalte fordi han var holdt op med at ryge. Der er enkelte numre hvor sangstemmen lyder hen i retning af denne periode, så det er i skrivende stund ikke helt afklaret hvornår basement-perioden egentlig slutter. Måske overlapper optagelserne John Wesley Harding der udsendtes i december, og fortsatte ind i 1968.

Det er mere end hyggeligt at være fluen på væggen og lytte med på noget der ikke var tænkt som en skarptskåret lp-udgivelse, men i stedet er et indblik i inspirationen og favoritterne hos musikerne netop på dette tidspunkt, kombineret med frisk komponerede sange af Dylan selv, ofte så nye at teksterne endnu blot er på stadiet "placeholder lyrics" eller "dummy lyrics". Det er undertiden som at høre en Freud'sk bevidsthedsstrøm fra Dylans indre, hvor dagligdags gøremål som "the cat needs feeding" popper op fordi vers/omkvæd-strukturen skal udfyldes med et eller andet så musikerne kan lære at spille sangen.

Denne spontane, legende brug af sproget skal her ses i sammenhæng med de øvrige tekster som offentligheden på dette tidspunkt forbandt med Bob Dylan: Ekstremt kryptisk billedsprog som blev tillagt dyb mening, og som hippier og Dylanologer kunne bruge spalter på at analysere og tolke. 1966-turneen med The Hawks var kulminationen af den ikoniske, høstaks-behårede Dylan der var kendt for obskur metaforik som "the ghost of electricity howls in the bones of her face" ("Visions of Johanna"), "she wears an Egyptian ring that sparkles before she speaks" ("Love minus zero/no limit") og "but lately I see her ribbons and her bows/have fallen from her curls" ("Just like a woman"). Med The basement tapes kan man slappe helt af og bare nyde ordstrømmen som ren humor uden nogen dybere lag man skal grave frem for at få det fulde udbytte. Mange af sangene kom aldrig længere end til disse indspilninger, så vi ved ikke om der er tale om "dummy lyrics" eller definitive statements når Dylan synger bizarre strofer som "I looked at my watch/I looked at my wrist/punched myself in the face with my fist/I took my potatoes down to be mashed/then I made it over to that million dollar bash" ("Million dollar bash") eller “Have you heard the news?” he said, with a grin/“The Vice-President’s gone mad!”/"where?"/"down town"/"when?"/"last night"/“Hmm, say, that’s too bad!”/"Well, there's nothin' we can do about it" ("Clothes line saga"), men det betyder heller ikke noget. Det er bare gode melodier spillet af lydhøre musikere som giver lytteren et vindue ind i en helt specifik tid og et helt specifikt miljø.

Man undgår selvfølgelig ikke at bemærke at disse optagelser er foregået lige midt i "the summer of love". 1967 var året der huskes for psykedeliske klassikere som The Beatles' Sgt. Pepper's lonely hearts club band, Pink Floyds The piper at the gates of dawn, The Doors' debutalbum The Doors, The Byrds' Younger than yesterday, Jefferson Airplanes Surrealistic pillow, The Rolling Stones' Flowers, Jimi Hendrix Experiences Are you experienced? og The Beach Boys' Smiley smile. Der er imidlertid intet psykedelisk over the basement tapes. Dylan & The Band havde trukket sig tilbage til naturen langt fra love-ins og musikfestivaler. Der er ikke noget ved musikken der specifikt siger "1967", den kunne have været fra de fleste af de foregående og efterfølgende år. Selv om der er tale om rock er der også et stærkt akustisk præg i valget af instrumenter som violin, mandolin og autoharp. Trommeslager Levon Helm dukkede først op til sidst i forløbet, så på de fleste af de numre der inkluderer trommer er det Richard Manuel der spiller dem.

Der er nogle oplagte paralleller mellem the basement tapes og The Beatles' indspilninger til albummet og filmen Let it be i januar 1969. Først og fremmest den uformelle natur og vekslingen mellem egne numre og coverversioner, og de mange ufuldstændige versioner. Forskellene er dog endnu mere sigende. Let it be var et projekt af kalkuleret spontaneitet, som der grundet interne konflikter medlemmerne imellem hviler en deprimerende, uoplagt stemning over. The basement tapes, derimod, var ikke tynget af forventninger, og blev kun i bagklogskabens lys et "projekt". Dylan og musikerne i The Band befandt sig i naturskønne omgivelser, og var ikke under noget pres for at levere et produkt og holde en facade for rullende kameraer. Disse ydre omstændigheder i kombination med kemien mellem store talenter som befandt sig på netop dette trin i deres liv var de elementer der i forening skabte noget helt unikt, noget mange opfatter som det ultimative Americana, dvs. traditionelt baseret musik bestående af det bedste fra den amerikanske smeltedigel.

The basement tapes som myte og bootleg:

The basement tapes er formentlig den allerførste rockmyte med udgangspunkt i nogle indspilninger. De "acetates" (dvs. prøveskæringer oftest lavet så musikere kunne høre deres sessionoptagelser inden de endelige versioner) af basement-sange som blev distribueret til diverse pop- og rocknavne var en af kilderne til den første piratudgivelse af rockmusik nogensinde: Dobbelt-lp'en The great white wonder, der ud af det blå dukkede op på undergrundsscenen i San Francisco i juli 1969, indeholdt dels meget tidlige akustiske skæringer med Dylan, uudgivne studieoptagelser, og et udvalg af numre fra the basement tapes. I 1971 fulgte den hollandske udgivelse Little white wonder, der udelukkende indeholdt sange fra disse bånd. Dylans pladeselskab Columbia (i dag Sony Music) fulgte endelig trop i 1975 med dobbelt-lp'en The basement tapes, der dels indeholdt kompositioner af Dylan selv, dels numre af The Band. Udgivelsen var velkommen fordi den med otte års forsinkelse gjorde disse sange alment tilgængelige, men var på flere måder ikke tilfredsstillende. The Band-guitaristen Robbie Robertson havde til formålet forskønnet lyden med overdubs, hvilket man kan sige undergraver den jordnære stemning og den dokumentariske værdi. Numrene af The Band selv var ydermere ikke indspillet under de sessions som lp'en ellers har taget navn fra, men i rigtige pladestudier, og inkluderingen af dem skete på bekostning af vigtige Dylansange som "The mighty Quinn", "I shall be released", "Sign on the cross" og "I'm not there".

I starten af 1990'erne gik der yderligere hul på bylden, da kopier af størstedelen af indspilningerne blev lækket på diverse piratudgivelser. Fans af Dylan fik via bootlegs som The genuine basement tapes og A tree with roots (begge sæt på fire cd'er) nu et langt bedre overblik over hvor meget de myteomspundne bånd faktisk rummede. Man opdager, hvis man ellers kan regne rækkefølgen af numrene på disse to sæt for at være kronologisk, at musikerne i den tidlige fase først og fremmest havde spillet de førnævnte coverversioner af Americana-klassikere, og i den sene fase, tilsyneladende i takt med at Dylan fik skrevet de nye sange, havde strammet rutinerne op så disse nye sange fremstod som regulære takes, i nogle tilfælde med to eller flere takes af samme sang.

Den aktuelle udgivelse:

D. 3. november 2014 blev så dagen hvor de samlede optagelser blev udsendt af Sony Music på seks-cd-sættet The bootleg series vol. 11: The basement tapes complete, som fra dag 1 er tilgængeligt på Bibzoom. Optagelserne er nu definitivt oppe fra kælderen og ude på gaden og på nettet, men stadig branded ved hjælp af associationer til "det autentiske", "obskure" og "forbudte" i markedsføringen som en "bootleg", hvilket det i sagens natur ikke er længere. Der er to vinkler der er relevante her: Vil indpakningen og restaureringen af optagelserne gøre at den dyre boks vil appellere bredere blandt Dylans publikum, og er sættet vitterligt så "complete" at det for hardcore fans vil overfløddiggøre definitive bootlegs som The genuine basement tapes, A tree with roots og From the reels - complete basements?

Til det første spørgsmål kan man roligt svare nej. Lytning til et tilfældigt udvalg af fragmenter fra sættet her på Bibzoom vil hurtigt gøre det klart at den rodede og teknisk mangelfulde natur af dette værk aldrig vil tilfredsstille forventningerne til en god, sammenhængende lytteoplevelse hos det store flertal. Sony har i erkendelse af disse begrænsninger parallelt hermed udsendt dobbelt-cd'en The basement tapes raw indeholdende et udvalg af numrene. Bibzoom muliggør selvfølgelig den måske optimale tilgang som supplement til de to udgivelser, idet lytteren her uden omkostninger frit kan dykke ned i de 139 numre og kreere playlister baseret på egne præferencer.

For den nørdede samler, jo, man skal måske vente lidt med den endelige dom til støvet har lagt sig, men sættet er om ikke komplet, så i hvert fald langt mere komplet, restaureret og ordnet end noget der har været set før. Der er ca. 30 "nye" sange, herunder flere Dylankompositioner, som aldrig har været hørt før, bl. a. "Wild wolf", "Edge of the ocean" og "Roll on train". Nogle af de teknisk ringeste optagelser er for helhedens skyld samlet på disc 6. Det mest negative der er at sige kan alle andre end hardcore nørder springe op og falde ned på: Der mangler en hel del snak fra musikerne mellem numrene, hvoraf noget efter mange lytninger er blevet en integreret del af oplevelsen. Således pianisten Richard Manuels "doo doo doo doo doo, BASH" fremsagt med dyb stemme efter "Million dollar bash". Her må de yderste cirkler i nørd-sfæren i gang med lydredigeringsprogrammet på pc'en og fuldende helheden, værre er det trods alt ikke. Der mangler også "numre" med ustrukturede, instrumentale jam sessions og akkordspil på forskellige instrumenter, hvor Dylan selv formentlig ikke medvirker.

Helt håndgribeligt udgøres the basement tapes af 17 båndspoler (eller 20+, afhængigt af kilderne)  i almindelig forbrugerkvalitet. De har tilbragt en omskiftelig tilværelse dels i et udhus til Garth Hudsons hjem i Woodstock, hvor vintrene kan være bitterligt kolde, dels i diverse arkiver hos Sony Music hvor de reelt har været forsvundet indtil arbejdet med bokssættet startede. Ikke alt er opsporet, ting er blevet slettet, og nogle optagelser er ødelagte. Heldigvis er der i de 47 år der er gået blevet lavet flere kopier, herunder deciderede sikkerhedskopier, så næsten alt er reddet og kommet med på bokssættet. "I'm not there" stammer således fra en sikkerhedskopi der via en pladeproducer var havnet i Neil Youngs arkiver. Udover snak og jam sessions mangler sættet en håndfuld numre hvor man har skønnet kvaliteten for ringe til udgivelse, så lidt af myten lever videre, men "complete" må siges at være en yderst rimelig betegnelse, alt taget i betragtning.

Udgivelse af arkivmateriale med Bob Dylan fremkalder altid stærke reaktioner blandt de mest inkarnerede fans. Ikke mindst fordi netop hans historiske optagelser ofte har været kendt i årevis via uofficielle udgivelser, så man har et umiddelbart sammenligningsgrundlag mht. hvad der evt. er ændret eller udeladt. På Sonys udgave af Halloween-koncerten i New Yorks Philharmonic Hall fra 1964 er der således udeladt en del snak mellem numrene som fans kan opleve som en del af den samlede oplevelse, men dette er selvfølgelig et eksempel på de valg mellem det brede publikum og samlere eller mellem dokumentation kontra sammenhængende album som der altid må foretages ved en kommerciel udgivelse. Som nævnt før er der på samme måde snak og "false starts" der mangler på det nye bokssæt med the basement tapes, men læser man f. eks. debatkommentarerne på studielydmanden Steve Hoffmans Music Forum kan man hurtigt konstatere at modtagelsen her er overvældende positiv. Folk oplever det som et helt uventet og velkomment initiativ fra Sonys side at man til trods for materialets tekniske mangler udsender så omfattende et sæt med det mange opfatter som "the holy grail" i Dylans værk. Forbedringen i lyden, der nu er baseret på professionelle studiefolks arbejde med de bedste kilder, er indiskutabel. Selv om der er grænser for hvor meget der kan trylles med optagelser der er født med de begrænsninger der nu engang er en del af historien her, er det som om man har skrællet lag og belægninger væk, og derved gjort at lytteren kommer endnu tættere på dette enestående musikalske møde.

Kilder:

Gennemgangen af de enkelte numre i bokssættets teksthæfte kan læses på bobdylan.com: The Basement Tapes Track-by-Track. Rockhistorikeren Clinton Heylin har i decembernummeret af Uncut en glimrende gennemgang af båndenes historie i sidebjælken til hovedartiklen. Samme forfatter har i britiske The Guardian en anden artikel om samme emne: Bob Dylan’s back pages: the truth behind the Basement Tapes. The Guardians egen anmeldelse: Bob Dylan: The Basement Tapes Complete review – the full, fabled bootleg, warts and all. The New Yorker: After the fall: Bob Dylan's legendary basement tapes. People.com: Marcus Mumford, Jim James and Elvis Costello Take On Bob Dylan Songs in Lost Songs: The Basement Tapes Continued. Ultimate Classic Rock: Bob Dylan & the Band, ‘The Basement Tapes Complete: The Bootleg Series Vol. 11′ – Album Review. Los Angeles Times:  Lo and behold, Bob Dylan's 'Basement Tapes' are issued in full. Toronto Star har en interessant artikel med interviews om restaureringen af båndene: Bob Dylan and The Band’s complete Basement Tapes resurface at last. The Band-guitaristen Robbie Robertson i tv-interview om the basement tapes. En Basement tapes-Wiki er under opbygning på bobdylan.com. En usædvanligt lang debattråd på Steve Hoffman Music Forums er af praktiske grunde delt op og er nu i sin femte del, og kan stærkt anbefales hvis man ønsker detaljeret information om kilder, numre, lydkvalitet og bokssættet vs. bootlegs.