dummy

Bob Dylan: Desire

30-10-2016
Kjartan F. Stolberg
Anmeldelse

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 174

Engang i midten af 70’erne mødte Bob Dylan en mand ved navn Jacques Levy. De blev gode venner, og Dylan skrev størstedelen af sit næste album i fællesskab med Levy. Albummet hed Desire, og det åbner med et af Dylans mest berømte numre – og muligvis også min personlige favorit i hans diskografi. "Hurricane" er historien om den sorte bokser Rubin “Hurricane” Carter, der uden beviser blev straffet for mord, han ikke havde begået. Det er en vidunderlig komposition med en skarp tekst. Sangen er så veludført, at man slet ikke kan mærke, at den er 8½ minut lang. Andet nummer hedder "Isis", og det handler om en ung goms forhold til en kvinde. Sangens tema er troskab, og passende nok for titlen bruges metaforer fra ægyptisk kultur. Der er intet omkvæd, så det er bare en flot fortalt fortælling, der bærer sangen i samarbejde med flot instrumentation. Der kommer lidt gang i den på den festlige "Mozambique", der måske ikke er det største, Dylan har lavet, men den er velskrevet og har mange overraskelser. Og de eksotiske trommer og den hjemlige violin arbejder godt sammen om en unik lyd.

Det bliver mere trist med "One more cup of coffee". Den har Dylan skrevet alene, men han er jo en fantastisk sangskriver uanset om han samarbejder med Levy eller ej. Han synger til en kvinde med en hård opvækst og besværlige vilkår. I omkvædet synger Emmylou Harris med, og hun gør sangen endnu mere ulidelig; men altså ulidelig på den gode måde. "Oh sister" er heller ikke en lykkelig sang, men den er mere vemodig og nostalgisk. Også her dukker Emmylou Harris op, og hendes stemme løfter sangen til et nyt niveau sammen med violinen, der jo er gennemgående på albummet. Som på andre af Dylans bedste plader er nogle af sangene meget lange. På Desire er den længste sang "Joey", der varer hele 11 minutter. Det er endnu en sang om en virkelig person, nemlig gangsteren “Crazy Joe” Gallo. Sangen blev beskyldt for at glorificere ham, men efter min mening er det blot en rørende fortælling om hans liv og død, der får hans levevis til at lyde forståelig og sympatisk. Det er rart at få sådan et perspektiv i forhold til visse mediers dæmonisering af kriminelle. De er trods alt mennesker som os.

"Romance in Durango" handler om en lovløs og hans kæreste, der er på flugt i Mexico. De prøver at få et pusterum, lidt tid til romantik, og det er naturligvis besværligt. Lyden er præget af traditionel mexicansk musik, der er både akkordion og mandolin, hvilket gør sangen ret unik. Den er dog lidt langtrukken. Højt på listen over gode sange på albummet er "Black Diamond Bay". Den har en stærk melodi, der sagtens kan holde til de 7½ minutter, den varer. Den handler om en lille øs ødelæggelse, og den bliver fortalt både fra synspunktet af en hotelejer på øen og fra en tilfældig tilskuer. Det er en kreativ fortællemåde, der gør sangen levende. Pladen afsluttes med "Sara", en sang om Dylans første kone. De to blev skilt året efter pladens udgivelse, og problematikken i forholdet er da også skildret sammen med hans store kærlighed til hende, og melodien er på samme måde tosidet i stemning. Denne personlige sang føler jeg er en god måde at afslutte Desire, især da det netop er det, sangen handler om. Selve pladen er som så meget fra Dylan: mesterlig.

Lån Desire fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog