Bob Dylans ”Highway 61 revisited” fylder 60 år

Der var engang…

D. 30. august 1965 udsendte Bob Dylan sin 6. LP, ”Highway 61 revisited””, som udmærkede sig ved at indeholde ikke bare én, men hele 3 af den nyere musikhistories vægtigste sange: ”Like a rolling stone”, ”Ballad of a thin man” og ”Desolation Row”. LP´en var på flere måder kulminationen på en musikalsk udvikling, der på udgivelsestidspunktet havde været i gang i mere end et år.

 Hvor Dylans 3 første LP´er skaffede ham betegnelsen ”protestsanger”, var de følgende to udgivelser mere varierede i udtrykket og indeholdt nogle betydeligt mindre entydige tekster. På ”Highway 61 revisited” havde Dylan definitivt lagt den eksplicitte samfundskritik bag sig og excellerede nu i stedet i flertydige, eksistentielt ladede tekster, der dog på ingen måde var blevet tandløse. Galden flød stadig lystigt i flere af teksterne på den nye plade; men det krævede lytterens aktive indsats at forstå og fortolke, hvad det var, Dylan ville med sine formuleringer.

Ud over ændringen i sangteksterne gjorde den nye LP sig straks bemærket ved (næsten) udelukkende at indeholde numre med kraftig elektronisk forstærkning. På den foregående LP fra januar 1965, ”Bringing it all back home”, havde den ene pladeside ganske vist elektronisk akkompagnement; men på ”Highway” 61 revisited” havde Dylan taget skridtet fuldt ud og havde desuden allieret sig med nogle af rockmusikkens sværvægtere, bl.a. Al Kooper og Mike Bloomfield. Kombineret med Dylans ætsende skarpe vokal blev resultatet et helt nyt dynamisk og energisk musikalsk udtryk, som rummede en voldsom gennemslagskraft.

Sangene på ”Highway 61 revisited” havde et helt anderledes fyldigt lydbillede end det, man mødte på de forudgående plader, og den nye lyd placerede med ét slag Bob Dylan i centrum af den hastigt fremvoksende rockrevolution. Hvor Dylan tidligere på året var blevet kritiseret af sit traditionelle publikum på Newport festivalen for at svigte folkemusikken, beviste han med sit nye pladeudspil, at han nu befandt sig et helt andet sted end i folke- of protestmusikkens trygge rammer.

At føle sig udenfor
Dylans sange er ofte små historier, hvor alt kan ske, og hvor meget sker. Den første sang på ”Highway 61 revisited” indledes da også meget passende med den klassiske eventyr-indledning: Der var engang – ”Once upon a time”. Der er noget eventyragtigt over Dylans nye sange, og ligesom i rigtige eventyr er persongalleriet stort hos Dylan; de optrædende i sangteksterne er hentet fra litteraturhistorien, fra kulturhistorien, fra religionshistorien – samt naturligvis fra sangskriverens egen historie.

Eventyr skal ofte fortolkes for at give mening ud over det, man umiddelbart kan læse ud af teksten. Eventyr kan mange gange ses som omskrivninger af almindelige menneskelige erfaringer, og det er også tilfældet med Dylans mærkelige nye beretninger om bibelske skikkelser og personer fra verdenshistorien. Dylans mange fantasifulde påfund i teksterne på ”Highway 61 revisited” og hans overraskende formuleringer kan ses som led i hans frigørelsesproces fra de meget entydige sangtekster fra starten af karrieren. Men det, at teksterne nu er vanskeligere at aflæse direkte, betyder ikke, at de ikke længere rummer bid og skarpe udfald mod forskellige personer og instanser. Tværtimod. Dylan vil bare ikke mere tages for givet eller tages til indtægt for bestemte politiske holdninger.

Ligesom eventyr ikke altid slutter godt, er Dylans nye sangtekster langt fra rosenrøde fortællinger fra livets solside. Her er både tekster om sygdom og død, om fattigdom og nød – men først og fremmest rummer den nye plade sange om at føle sig udenfor, at være afsondret fra det normale liv af den ene eller den anden grund. Man kan forestille sig, at det var en følelse, Bob Dylan selv kendte udmærket fra sin egen tilværelse.

Allerede i albummets første sang kommer fornemmelsen af at være en outsider tydeligt til udtryk. Teksten til ”Like a rolling stone” er en af Dylans mest kendte sangtekster, og sangens omkvæd er nærmest blevet synonymt med det at føle sig udenfor: ”How does it feel?/ to be on your own, with no direction home/ like a complete unknown, like a rolling stone”. 

Sangens hovedperson har oplevet en voldsom social deroute og må nu prøve at finde sig til rette på samfundets bund, hvor livet ikke er så let som på toppen blandt rigmænd og diplomater. Hvad enten hovedpersonens nye livssituation skal forstås konkret eller metaforisk – eller begge dele – fortæller sangen, at man gør klogt i at forberede sig på, at tingene pludselig kan ændre sig. Den, der er oppe i dag, kan være nede i morgen; men der er dog en lille positiv gevinst ved den pludselige ændring af tilværelsen: ”When you ain´t got nothing, you got nothing to lose”. En spidsfindig formulering, som leder tankerne i retning af Kris Kristoffersons sang fra 1969: ”Me and Bobby McGee”. Men Dylan var altså først ude med udsagnet.

Hovedpersonen i ”Like a rolling stone”, Miss Lonely, er røget uden for det gode selskab og må nu forsøge at klare sig på egen hånd; men hovedpersonen i en anden af de vægtige sange på den nye plade, ”Ballad of a thin man”, er endnu værre stillet, for ikke nok med, at han er røget helt uden for skiven i forhold til udviklingen i samfundet; han forstår ikke engang, hvad det er, der sker rundt omkring ham, eller hvorfor han befinder sig der, hvor han er. Mr. Jones tumler rundt i tilværelsen som en elefant i en glasbutik og forsøger at tyde signalerne i omgivelserne; men han er og bliver helt ude af trit med samfundsudviklingen og er derfor dømt til at fortsætte sit traditionsbundne middelklasseliv, helt uden føling med omgivelserne.

Det er ikke så mærkeligt, at omkvædet til sangen om Mr. Jones straks blev et slogan for Dylans tilhængere – samt for alle de unge amerikanere, der ville noget andet med deres liv, end forældregenerationen havde villet. Selv om Dylan allerede på sin foregående plade havde indskærpet lytterne: ”don´t follow leaders”, blev han selv en form for lederskikkelse i kraft af sin præcise diagnosticering af det aktuelle amerikanske samfund og dets svage sider: ”Something is happening, but you don´t know what it is/ so you, Mr. Jones?” I forhold til at forstå samtidens mærkelige hændelser og tidens nye strømninger hjælper det ikke noget at have læst alle F. Scott Fitzgeralds bøger; her er der brug for en direkte involvering af alle sanser og for en helt ny fortolkning af tilværelsens udfordringer.

Positively 4th Street
De to ovenfor omtalte sange hører til blandt de mest centrale indslag i Dylans store og varierede sangkatalog. Endnu en sang fra ”Highway 61 revisited” kan siges at høre til denne kategori af Dylan-sange, nemlig ”Desolation Row”, som primært udmærker sig ved sit sprudlende og frugtbare billedsprog, men som ikke har opnået så stor folkelig udbredelse som ”Like a rolling stone” og ”Ballad of a thin man”. Jeg har tidligere her på Bibzooms hjemmeside givet min fortolkning af den tilsyneladende svært gennemskuelige, men ved et nærmere eftersyn ikke så indviklede sangtekst (i artiklen ”The letter”), så den sang vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Til gengæld vil jeg afslutte min lille hyldest til et formidabelt album med 60 år på bagen med at nævne en sang, der passer smukt ind i LP-tematikken om at føle sig udenfor, men som ikke er med på det jubilerende album: sangen ”Positively 4th Street”. Sangen stammer fra de samme indspilninger som resten af sangene på ”Highway 61 revisited”; men sangen er ikke en del af albummet, måske fordi der ikke var plads til den på den 50 minutter lange LP, og måske fordi Dylan og hans pladeselskab havde brug for en original sang som efterfølger til singleudgivelsen af ”Like a rolling stone”.

Hvorom alting er, ville ”Positively 4th Street” have passet som hånd i handske blandt de øvrige sange om at stå uden for fællesskabet. Sangteksten til den LP-udeladte sang er en ætsende ond beskrivelse af en person eller en persontype, som altid følger med strømmen, og som kun er i stand til at hykle medfølelse og sympati med andre end sig selv: ”you just want to be on the side that´s winning”, lyder sangens anklage mod den hykleriske person i sangen, og som sangteksten også beretter, er det ikke jeg-personens problem, at hovedpersonen i teksten ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det problem må han/hun selv løse.

Sangteksten er en barsk omgang fra Dylans side, men samtidig en meget rammende beskrivelse af en bestemt type menneske. ”Positively 4th Street” ville have passet fint ind på ”Highway 61 revisited”; men så skulle en af sangene på albummet jo have været udeladt, og hvad skulle det være for en sang? Svaret blæser i vinden.

På den 12. udgivelse i serien ”The Bootleg Series”, ”The cutting edge” (2015), kan man høre en række eksempler på alternative udgaver af sangene fra ”Highway 61 revisited”.