Bob Lind: Something worse than loneliness

Det sker ofte, når folk bliver gamle, at de begynder at tale med sig selv – dels for at jage stilheden på flugt, og dels fordi det altid er rart at tale med et fornuftigt menneske. Bob Lind, som fylder 80 år senere i 2022, er også begyndt at tale med sig selv på sit seneste pladeudspil, men på en anden måde end den, man normalt tænker på i den forbindelse.

På titelnummeret på den nye plade, ”Something worse than loneliness”, er Bob Lind nemlig tilsyneladende gået i dialog med et af sine tidligere numre, sangen ”Unlock the door” fra LP´en ”Don´t be concerned” fra 1966, idet teksten til det nye nummer dårligt kan høres som andet end en kommentar til det gamle nummer.

I 1966 var der ikke noget, Bob Lind frygtede mere end at blive ensom – i hvert fald hvis man skal tro på hans formuleringer i ”Unlock the door” (hvad man naturligvis ikke skal. Der er jo ikke tale om bekendelseslitteratur, men om fiktion). Her lød det således fra en stærkt forelsket jeg-person, som henvendte sig til den elskede:
”Allow me please to nestle in the summer of your eyes/ ´cause there´s nothing I fear more than being lonely/ please understand me/ unlock the door”.

Men i 2022 er den 56 år ældre jeg-person blevet klar over, at der faktisk er noget, der er værre end ensomhed – og det er frygten for at blive ensom. Eller med andre ord: det kan være vidunderligt at være to – men det kan også være en forbandelse. Og under alle omstændigheder bliver man nødt til at kunne holde ud at være alene med sig selv, hvis man vil overleve: ”And I´m lonely here without you, I confess/ but there´s something worse than loneliness”.

Ud over at fungere som en slags korrektiv til den gamle sangtekst rummer teksten til ”Something worse than loneliness” også forklaringen på den mærkværdige cover-illustration til Bob Linds nye cd: et billede af en lokkeand.

Et mellemstykke i sangen beretter således om, hvordan andejægerne anbringer deres lokkeænder på udvalgte steder og derefter venter på, at de overflyvende ænder tillidsfuldt søger ned til vandoverfladen og det tilsyneladende selskab af andre ænder – kun for at blive skudt ned af jægerne: ”They leave the sanctum of the sky/ so trustingly/ They die for company/ they die for company”.

Også for ænderne er der altså noget, som er værre end ensomheden – og det er døden for jægernes hænder. Ande-metaforen kan måske forekomme en smule søgt; men sangen som helhed viser en sangskriver, der har en tydelig mening med sine tekster, og som altså ikke slipper sine tidligere tekster, hvis han synes, han har noget at føje til dem.

Sange om livsglæde
Det er dog heldigvis ikke, fordi Bob Lind er blevet hverken kyniker eller misantrop på sine gamle dage. Der er stadigvæk masser af positive ting at leve for – ikke mindst kærligheden, naturligvis – men man bliver ikke knap 80 år, uden at ens syn på omverdenen og på livet har ændret sig, siden man var 20. En af sangene på ”Something worse than loneliness” handler faktisk netop om det at blive gammel (i sangen eksemplificeret via jeg-personens far, dengang han var tæt på at blive 80), og det er ikke nogen særlig let situation, kan man forstå af teksten – specielt ikke fordi der er et område, hvor det enkelte menneske trods samfundets i øvrigt rivende udvikling ikke nødvendigvis har udviklet sig i en gunstig retning gennem årene: ”Where is this wisdom, that´s supposed to come with age?” Ak ja, der er som bekendt ingen garantier for noget som helst her i tilværelsen – bortset fra døden og skatterne.

Men som sagt: Nu er det bestemt ikke bare tristesse og melankoli over tidens gang på Bob Linds seneste udspil. Tværtimod er de livsbekræftende numre langt i overtal på cd´en, og de fleste af numrene viser tilmed en sangskriver med et digterisk og sprogligt overskud, som leder tankerne tilbage til hans tidlige hits som ”Elusive butterfly” og ”Cheryl´s going home”.

Livsglæden og begejstringen emmer ud af sange som ”Roll down the windows” og ”Back to me in Memphis” (hvor Elvis har en lille birolle) samt ikke mindst af albummets afsluttende nummer, hvor Lind nærmest triumferende slår fast, at han var født til at gøre det, han gør: at spille og synge. ”I was born for standing on a stage/ writing words and notes upon a page/ I was born to learn the art of moving minds and touching hearts/ And even when I miss/ I was born for this/ I was born for this”. En sand glædesrus i musikalsk form, næsten som en hymne til livet og livsglæden.

Teksterne på den nye plade er så originale og velformulerede som nogensinde tidligere hos Bob Lind, og heldigvis er melodierne og arrangementerne af samme høje kvalitet. Efter en (i mine ører) lille kunstnerisk bølgedal i forbindelse med Linds foregående cd, ”Magellan was wrong” (2016), er sangeren på det nye udspil tilbage i så forrygende form som nogensinde.

Hans stemme er et sted blevet beskrevet som en ”skøjteløberstemme”, hvilket vel skal forstås på den måde, at Lind ofte trækker vokalerne ud i lange, glidende figurer, som giver artikulationen en roligt stigende og faldende karakter – omtrent som de glidende bevægelser under et skøjteløb. ”Skøjteløberstemmen” præsenterer her en sanger, som stadig er i topform rent vokalt, og som desuden understøttes fremragende af de få udvalgte musikere på pladen.

Det er faktisk svært at finde noget negativt at sige om ”Something worse than loneliness”; det skulle da lige være den omstændighed, at man et stykke inde i pladen blot sidder og ønsker, at den snart skal være slut – så man kan komme til at høre den igen!