Genrer
Bob Marley and the Wailers: Legend
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 46
I 1981 døde reggaelegenden Bob Marley, og i 1984 udkom albummet Legend: The best of Bob Marley and the Wailers, der samlede en række af hans mest afholdte numre på tværs af den store karriere. Denne opsamling er stadig gigantisk den dag i dag – den optræder ofte med en hæderlig position på Billboards ugentlige albumhitliste, og den er uden nærmere konkurrence det bedst sælgende reggaealbum nogensinde. Den er udkommet i mange udgaver gennem tiden, men jeg har valgt at kigge på 2002-udgaven Legend remastered, hvor de i modsætning til den oprindelige udgave har gengivet alle sangene i deres fulde længde – ja, faktisk var det kun fem af albummets 14 sange på vinyludgaven af 1984, der lød ligesom den oprindelige skæring. Derfor er 2002-albummet omkring ti minutter længere end den originale udgave. Jeg har nogle få personlige favoritter, der ikke er kommet med her, men på en times tid får vi rundet de vigtigste milepæle i Marleys stærke karriere, uden at vi har mærkbar slinger i valsen – det skulle lige være de to bonusnumre "Easy skanking" og "Punky reggae party", som jeg vælger at ignorere, da de netop er bonusnumre.
De 14 numre på originalen er alle eksemplariske udpluk fra Marleys diskografi. Hans sangskrivning er i toppen, og vi hører ham udforske både socialrealisme, kærlighed og spiritualitet med stor oprigtighed og indlevelse. Denne indlevelse skinner også flot igennem i vokalen, hvor det klart føles som om, Marley mener hvert eneste ord, han synger. Bandet, The Wailers, gør også deres del exceptionelt. Uanset om det er de disco-inspirerede grooves fra "Could you be loved", den rå, sumpede charme på "Satisfy my soul" eller den revolutionære bidskhed fra "Exodus", er der et stærkt samspil i bandet, og det står pragtfuldt overfor Marleys sangskrivning. Nu hvor vi er ved sangskrivningen, havde Marley et fantastisk øre for melodier. "Get up, stand up" er nok det mest fængende revolutions-anthem, jeg har hørt, og det samme kan siges om hvordan "Buffalo soldier" behandler historien om en afrikansk mand, der bliver transporteret til USA for at skulle være krigsslave. Han formår også flot at sørge for, at disse fængende melodier forstærker det tekstunivers, han præsenterer, rettere end at distrahere derfra. Jeg føler vægten af fortællerens angst helt ned i maven, blot jeg nynner "I shot the sheriff".
Jeg har vist fokuseret på opsamlingens vrede eller ængstelige dele, men sandheden er, at jeg langt hen af vejen kommer i rigtig godt humør af at høre Legend. Ikke alene får jeg ofte et smil på læben af bandets stærke instrumentation og Marleys overbevisende levering – jeg bliver også bare glad, fordi mange af sangene på albummet er så fulde af håb, selv dem, der på overfladen er triste eller arrige. Sange som "Is this love", "Three little birds" og "One love/People get ready" er dog utvetydigt lykkelige, og deres stemning manifesterer sig over albummet som helhed. Min største anke omkring denne opsamlings kvalitet er nok den manglende følelse af sammenhæng. Rækkefølgen føles ret gennemtænkt, men der er nogle stunder, hvor albummets flow går godt og grundigt i baglås, mest mærkbart mod slutningen. Hvis ét nummer skulle have været forkortet ligesom på originaludgaven af Legend, så er det nok "Exodus". Når den næsten otte minutter lange udgave er albummets næstsidste sang, føles det som om, slutningen bare bliver trukket ud, og jeg får svært ved at værdsætte hvor stærkt et nummer, det egentlig er. Og så er "Jamming" ingenlunde et oplagt afslutningsnummer. Legend er dog stadig en glimrende opsamling. Den er så propfyldt med god musik, at dens succes ikke er svær at forstå.