Genrer
Bob Marley & the Wailers: Exodus
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 169
Jeg tror, alle, der har udforsket Bob Marleys katalog uden for de store hits, har stødt på nogle sange, de virkelig er blevet glade for. Og mange af hans albums er også gode i deres helhed. Alle har vist deres egne favoritter, men min er Exodus fra 1977, udgivet lige mellem hans gennembrud og hans alt for tidlige død. Marley kan skrive musik i et væld af stemninger, og han leverer guld i alle mulige former på Exodus. De mest kendte numre fra pladen er de mest positive: "Three little birds" og "One love/People get ready". Og de føles oprigtigt optimistiske og fremadrettet lykkelige. De føles ikke som tyggegummipop, der ignorerer alt det negative i vores liv. Det føles som Bob Marley, der giver os det kram, vi alle har brug for af og til. Og dette til trods for at omkvædet i "Three little birds" ganske naivt går “Don’t worry about a thing, ‘caue every little thing gonna be alright”. Og jeg indrømmer da gerne, at "Three little birds" ikke just var min yndlingssang af Marley, før jeg lyttede til Exodus, men det er her, god albumstruktur kommer i spil.
De to numre er nemlig til sidst i pladen, lige efter den romantiske "Turn your lights down low". Ellers følger disse tre ret lystige numre lige efter en stribe af knap så glade numre. De er mørke, funky og tit ret truende, især når Marley synger vendinger som “Many more will have to suffer, many more will have to die”. De har tit en flot religiøs vinkel, der gør dem gribende, selv hvis man ikke kender til forholdene på Jamaica dengang. Men han bruger mange vage omend stadig stærke eksempler, der giver sangene en vis holdbarhed. Linjer som “These are the big fish who always try to eat out the small fish”. Hans sprog er så simpelt, at alle kan forstå det, men samtidig så stærkt, at alle kan føle det. Det er langt de færreste lyrikere, der på den måde kan ramme plet så ofte. Og musikken understøtter ham fuldkommen perfekt. Denne plade er mørkere end nogen anden Marley- eller Wailers-plade, jeg har hørt, og det er uanset om man snakker lyd eller lyrik.
Hvad angår den generelle lyd på pladen, så er der ikke noget, der viser den bedre end "Exodus". Det er et næsten 8 minutter langt nummer, der kalder til et “Movement of the people”, som sangen selv kalder det. Det bliver vildere og vildere, som sangen skrider frem, og vendingen “Exodus; movement of the people” bliver gentaget så mange gange, at det ender med at være nærmest kommanderende. Det giver god mening, at pladen hedder Exodus, for det er på mange måder sangen, pladen drejer sig om. Oven på en så grum plade er de tre sidste numre virkelig forløsende. Men ikke alene er pladen enormt følelsesrig, den er faktisk også sjov og dansevenlig. Jeg elsker at hoppe og danse og synge med på de simple omkvæd. Især sidste halvdel af pladen, der også er lidt mere poppet end første halvdel. Jeg kan ikke finde på en grund til, at man ikke burde lytte til Exodus, med mindre man slet ikke kan udholde Bob Marley. Og hvem kan helt oprigtigt ikke lide Bob Marley?