Genrer
Bonnie Raitt: Nick of time
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 229
Blues er en genre, der ikke ligefrem har været spækfuld af store kvindelige navne. I gamle dage var der selvfølgelig Big Mama Thornton, og Janis Joplin såvel som Grace Slick havde klare rødder i genren, men den eneste store kvindelige bluesguitarist, jeg kan komme på er Bonnie Raitt. Hun har lavet plader siden starten af 1970’erne, og hun holder sig faktisk ret godt. Hendes folkelige gennembrud var den grammy-vindende Nick of time fra 1989, der også er en god introduktion til hende. Man lægger lige fra det første nummer mærke til hendes dejligt sprøde stemme og flotte evner på guitaren. Lydbilledet er mere fyldigt end man er vant til fra gammeldags blues, og det gør, at man ikke nødvendigvis lægger så meget til guitaren, men den ender faktisk med at gøre hendes lyd større. Raitt har kun skrevet to af numrene på pladen, "Nick of time" og "The road’s my middle name". Resten er skrevet af et varieret udbud af sangskrivere, og sangene er også meget forskellige. De fleste lyder af blues, mere end titelnummeret gør, men der er også mange, der lugter af country eller endda reggae.
Reggae-sangen er en ret ufarlig popsang, men "Have a heart" er stadig fuld af følelser. Det er dog hendes bluesmateriale, der især vækker opsigt. "Thing called love", "Love letter" og "Real man" er rå og ustyrlige, og hun fyrer den virkelig af på spaden. Og det er også forfriskende at høre en kvindestemme på sådan noget musik. Genren har i årevis været kendetegnet ved en vis hørm af machomand og ærlig talt ret sexistiske sange. Det er dejligt at høre det modsatte perspektiv, for mange bluessange handler trods alt om den underrepræsenterede demografi. Det er jo ikke fordi Raitt ikke kan lide de gamle bluesdrenge, hun er tydeligvis inspireret af dem, og hun har indspillet sange med flere af dem. Desuden er langt fra alle sange på pladen skrevet af kvinder. De er selvfølgelig skrevet til Raitt, og det betyder stadig noget, og hendes måde at synge og spille disse sange er ganske unik. Man kan så begynde at spørge sig selv, hvorvidt vi faktisk får et kvindeligt perspektiv på en mandsdomineret genre, men uanset hvad får vi stadig et moderne bud på hvad blues kan gøres til. Og det lyder rigtig godt.
Jeg nyder alle numrene på Nick of time, og selvom jeg foretrækker de blues-prægede numre, er det rart med de små afbrydelser man får fra de andre, mere stille numre. Det ender med at blive ganske hyggeligt. Og det er nok det problem, som dette ellers virkelig gode album lider af: det er lidt for begivenhedsløst. Der sker en masse, men jeg savner nogle reelle højdepunkter. Der er altid smukke følelser, og store er de da, men de bliver aldrig enorme. Alle sangene fungerer godt på egen hånd, men de bygger ikke rigtig op mod noget større. Det føles lidt som en opsamling. Heldigvis er kvaliteten høj, og heldigvis får man også meget forskellig musik. Bonnie Raitt er en talentfuld guitarist og sanger, og den konsekvente kvalitet holder albummet højt oppe, selvom den manglende sammenhæng gør, at man ikke kan lytte til albummet så mange gange i træk som visse andre plader. Men hvis du ikke har lyttet til den i noget tid, eller hvis du aldrig har hørt til den før, så kan det absolut anbefales at give Nick of time en omgang, for den er fuld af kvalitetsmusik.