Genrer


A boy from Tupelo - "kongens fødsel"
Kan der skrives mere om Elvis Presley? Er hver en sten ikke vendt adskillige gange? Har vi brug for mere om en sanger, der trods alt har været død i mange år? Tjah, tilsyneladende... I hvertfald har danskeren Ernst Jørgensen begået et imponerende værk om de to år, dengang i midten af 1950'erne Elvis Presley brugte på at definere og positionere sig selv. Han var endnu ikke "the King" - højst "the hillbilly cat", han var ikke omgivet af "the Memphis mafia" og han var ikke feteret og berømt. Vi skriver 1953-55, og det hele fortælles i A Boy From Tupelo: The Complete 1953-55 Recordings.
Gennem adskillige år har Jørgensen og hans hold været på et sandt detektivarbejde. De har opsporet gamle avisudklip, interviewet folk der var med dengang, opstøvet fotos fra private gemmer, konsulteret dagbøger, session-noter og en hel masse andet. Gennem alle disse både kendte og nye informationer tegner de et billede af en ung mand, der er på hårdt arbejde for at slå igennem som musiker. Elvis' succes kom ikke overnight, men var resultatet af et hav af små koncerter, gæsteoptrædender i radioshows osv. rundt om i det sydlige USA.
Historien dokumenteres på fornem vis på over 500 sider og 5 kg., rigt illustreret med fotos, avisnotitser, og andre memorabilia. Værket ledsages af 3 cd'er, remasteret til formålet af Sebastian Jeansson og Vic Anesini. CD'erne indeholder alle de kendte indspilninger, Elvis lavede for SUN Records. Vi får også de allerførste indspilninger, som Elvis lavede for egen regning, vi får en række outtakes og sidst men ikke mindst får vi en hel cd med meget tidlige liveoptagelser. Disse liveoptagelser er ikke ubetinget audiofile lækkerbidskner, men det er en glimrende dokumentation af den tidlige - ja, den tidlige hvad? var det country & western? var det blues? Man var faktisk ikke rigtig klar over hvad det var man hørte dengang ... men efterhånden blev det til rock-a-billy og rock'n'roll.
Bogen er et must for Elvis-interesserede. Den er også særdeles anbefalelsesværdig for alle med en bredere interesse i den tidlige rockmusik. Den er så detaljeret og omfangsrig at man ikke lige skimmer den på kort tid - man skal tage sig tid. Til gengæld får man også et fint indblik i ikke bare Elvis's tidlige år men også den verden, han agerde i - de amerikanske sydstater anno 1950'erne.
Ernst Jørgensen har gennem efterhånden mange år været "kurator" på Elvis Presley for Sony (tidligere RCA). Han har gennem årene relanceret Elvis Presleys musik, bl.a. i form af flere boxsæt - senest det roste Young Man With the Big Beat: The Complete '56 Elvis Presley Masters, der var Grammy-nomineret.
Læs mere om A boy from Tupelo og Ekstra Bladets anmeldelse