Bruce og Mikael er vrede - hver på sin måde

I 1993 udsendte Bob Dylan cd'en World gond wrong. Sangene på cd'en var dystre og handlede mest om livets skyggesider, som titlen antyder. Men sangteksterne refererede ikke til verdenssituationen i 1993, derimod til almenmenneskelige vilkår som ulykkelig kærlighed, krig og fattigdom. Når Bruce Springsteen på sin nye cd synger om "a world gone wrong", er det til gengæld i allerhøjeste grad de aktuelle politiske vilkår, han refererer til. Samtlige sange på cd'en udspringer Wrecking ball af og reflekterer situationen i dagens USA – og den er ikke for munter, ifølge Springsteen.

For 10 år siden udsendte Bruce Springsteen The rising , som var det første studieudspil fra bossen efter en længere kreativ pause. Dengang var det terrorbombningen af World Trade Center i september 2001, som gav Springsteen lyst til og mod på igen at ytre sig kunstnerisk – og den inspirationskilde affødte et af musikerens bedste og mest helstøbte albums. Den mellemliggende periode frem til nu har især været udfyldt af Springsteens genopdagelse af arven fra de amerikanske folkesangere, med Woody Guthrie og Pete Seeger som et par af de centrale navne. Albummet Magic fra 2007 og det efterfølgende album, Working on a dream fra 2009, rummede begge en stribe fine sange og begge står sig flot i sangerens store bagkatalog. Men derefter var det, som om Springsteen endnu en gang ventede på den rette inspiration, som kunne forløse hans uomtvistelige talent som fortolker af og talerør for den amerikanske samtid.

Wrecking ball

Den inspiration har han fundet i den aktuelle finanskrise, som har trukket linjerne i konflikten mellem rige og fattige, magthavere og magtesløse klarere op end længe set. I dagens politiske landskab er det ligesom ikke så svært at få øje på skurkene i en økonomisk magtkamp, hvor alle bliver bedt om at spænde livremmen ind – undtagen naturligvis bankdirektørerne og pengemændene, som jo aldrig har prøvet at skære ned og derfor ikke ved, hvordan man gør. Det er temmelig vanskeligt at bortforklare, at den politiske dagsorden primært går ud på at tage fra dem, der intet har, og give til dem, der har rigeligt i forvejen.

Den situation har Bruce Springsteen også været opmærksom på, og det har gjort ham vred – så vred, at han har bygget hele sin nye cd op omkring temaet: "Det er for galt – det må der gøres noget ved". I sang efter sang på Wrecking ball hamrer Springtsteen løs på røverbaronerne, der som grådige tyve har bemægtiget sig alt, de kunne få fat på, og som alligevel går ustraffede rundt iblandt os. Pengemændene, der lægger de små bysamfund øde i profittens hellige navn, og som er skyld i den nuværende økonomiske depression. Her har vi de virkelige skurke. Titler som "Death to my hometown", "The depression" og "Swallowed up" siger mere end mange ord om Springsteens aktuelle ståsted og om hans kunstneriske inspirationskilde. Og netop vreden må siges at være et udmærket udgangspunkt for kunstneriske frembringelser – om end den ikke er nogen garant for tilsvarende kunstnerisk kvalitet.

Wrecking ball er et velkomment genhør med en engageret musiker – en kunstner med et hjerte, som altid slår for den lille mand, og som gerne vil dele sin indignation over en perverteret økonomisk verdensorden med sine mange fans. Så vidt, så godt. At mange af Springsteens nye sange rummer religiøse overtoner med henvisninger til Bibelens beretninger er ikke noget nyt, og det er heller ikke i sig selv et problem – den kristne mytologi er ikke noget dårligt sted at hente inspiration til sit billedsprog, bl.a. fordi det er et billedsprog, som har en enorm genkendelseseffekt i hele den vestlige verden. I Springsteens aktuelle brug af den kristne mytologi mærker man dog en vis forkærlighed for associationer til Det Ny Testamentes lidelsesberetning - altså en accentuering af de magtesløse offerrolle frem for af deres potentielle styrke - og det ser jeg som en faktor, der modarbejder den overordnede hensigt med teksterne ("This depression", "Rocky ground", "Swallowed up"). Men heldigvis er der da også blevet plads til kampråbene på den nye cd, som i titelnummeret "Wrecking ball".

Bruce er vred, og det er udmærket. Vrede er forudsætningen for forandring, og der er i sandhed brug for forandringer i den nuværende situation. Hvordan de helt præcist skal finde sted, finder man ikke noget bud på i Springsteens nye tekster, men det kan man heller ikke forvente eller forlange. Bruce Springsteen er musiker og ikke politiker. Musikken (og også i høj grad teksterne) er Springsteens primære arbejdsfelt, hans hjemmebane, og det er her, han skal yde sit bidrag i kampen mod magthaverne og udbytterne. Det er via musikken, han skal give lytterne håb og kræfter til selv at kæmpe imod (over)magten.

Desværre står Springsteens musik på Wrecking ball ikke helt mål med hans vrede. Sammenlignet med bossens seneste studieudspil, Magic og Working on a dream, virker musikken på Wrecking ball relativt uinspireret, og det er næsten svært at finde en melodi, man kan nynne med på og kan huske efter endt gennemlytning af cd'en. Bevares, sangene er ikke dårlige – Springsteen har selvfølgelig ikke pludselig glemt alt, hvad han ved og kan. Men det er måske karakteristisk, at cd'ens bedste og mest iørefaldende nummer er studieindspilningen af det 12 år gamle nummer "Land of hope and dreams", som tidligere kun har foreligget i live-versioner. Også balladen "Jack of all trades" er i denne lytters ører et absolut mindeværdigt Springsteen-nummer; men når det er sagt, må man (jeg) nok konstatere, at det snarere er de bitre og edderdryppende tekster, der står tilbage som hovedindtrykket af det nye udspil, end det er de medrivende melodier, som ellers altid har været et af Springsteens vigtigste kendetegn.

Ta det tillbaka!

Springsteen er vred over tingenes aktuelle tilstand, men han er ikke den eneste, der er utilfreds. I 2010 udsendte Mikael Wiehe dobbelt-cd'en Ta det tillbaka! , hvor den ene cd var helliget nye sange, mens den anden cd indeholdt live-optagelser fra forskellige koncerter i sommeren 2009, hvor Wiehe turnerede rundt i Sverige med sit omfattende repertoire af sange om og imod kapitalismen og dens lakajer. Den første cd med Wiehes 11 nye sange ligger på mange måder tæt på Springsteens nye udspil (eller omvendt). Begge musikere er stærkt optaget af at tage afstand fra spekulanterne, krigsmagerne, udbytterne og de liberale politikere, som for egen vindings skyld er parate til at køre landet i sænk og lade de svageste sejle deres egen sø.

I flere tilfælde er Wiehes og Springsteens ætsende formuleringer endda næsten enslydende: "Pappas gosse på mammas gata/ har spelat bort sin veckopeng./ Nu går han runt och vill att/ andra skall betala/ så han kan börja om igen", synger Wiehe i nummeret "Skåla för bättra tider". Mens Springsteen udtrykker det samme på en lidt anden måde i nummeret "Shackled and drawn": "Gambling man rolls the dice/ workingman pays the bill./ It's still fat and easy up on banker's hill". Begge sangere er rørende enige om, at det er for galt, at nogen kan bruge alle pengene, mens det er nogle helt andre, der betaler for festen.

Ligesom i sit foregående studieudspil, Sånger från en inställd skilsmässa, er Wiehe hudløst ærlig og næsten chokerende ligefrem i sine tekster på den nye cd, hvor han med navns nævnelse gennemgår alle sine yndlingsaversioner på den aktuelle svenske politiske arena. Fredrik Reinfeldt, Maud Olofsson, Göran Hägglund, Carl Bildt, Mats Odell, Jimmie Åkesson, osv. osv. – de er der alle sammen, og Mikael Wiehe foragter dem alle sammen af et godt hjerte for deres menneskefjendske og arrogante politik. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, når Wiehe uddeler hug til små og store forbrydere i det svenske borgerlige politiske ørkenlandskab.

Ingen går fri for Mikael Wiehes kagstrygning, og selv Vorherre får en alvorlig opsang med på vejen for sin sløsede administration (i sangen: "Gud, är det sant?"). Men selv om det er alvorlige emner, der er på bordet i teksterne på Ta det tillbaka!, er der alligevel en væsentlig forskel mellem Wiehes og Springsteens hudfletning af magthaverne – nemlig i form af det humoristiske indhold i teksterne (eller fraværet af samme). Hvor Springsteen er alvorsmanden fra først til sidst på sin nye cd, har Wiehe blandet de bidske udfald op med en stribe vittigt-ironiske kommentarer til magtens ucharmerende fremfusen i Sverige og omegn – og det er sikkert ikke nogen helt dårlig strategi, hvis man vil trænge igennem med sit budskab. Latterliggørelse af modstanderne har altid været et effektivt våben i kampen mod magthaverne, og Wiehes brug af humoren som kampmiddel er ingen undtagelse i denne forbindelse.

Musikalsk adskiller Mikael Wiehes seneste udgivelse sig ikke nævneværdigt fra hans tidligere cd'er. Der er tale om en særdeles prunkløs, nærmest afskrællet musik, som opfylder sit formål: at fungere som transportmiddel for teksternes rasende udfald mod alt og alle – og som i øvrigt trækker karftigt på arven fra den svenske visetradition samt fra Wiehes musikalske udgangspunkt, progg-musikken. Musikken på Ta det tillbaka! er funktionel og velegnet til formålet – og i et enkelt nummer også lidt mere end det. "Hej då, trevligt att träffas" er sangen med de fleste af de ovenfor omtalte vittige udfald mod magthaverne – og samtidig er nummeret musikalsk en kærligt-humoristisk reference til et af Wiehes forbilleder, folkesangeren Woody Guthrie, idet sangen er skrevet på melodien til Guthries velkendte "So long, it's been good to know you". En smuk hyldest til en tidligere frontkæmper og forbillede inden for protestsangen.