Genrer
Bruce Springsteen: Born in the U.S.A.
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 85
I 1981 udgav heartland-rockens største stjerne, Bruce Springsteen, sin hidtil mest udfordrende plade, Nebraska, en mørk, diskret akustisk rejse, hvor Springsteen selv var den eneste musiker. Hvis man kan sin Springsteen-diskografi forstår man, at dette var en stor ændring i hans lyd, for Springsteen var normalt akkompagneret af et stort, virkelig dygtigt backingband, The E Street Band. De vendte kortvarigt tilbage på det næste album, der i modsætning til Nebraska præsenterede Springsteens mest kommercielle lyd nogensinde. Pladen hed Born in the U.S.A., og hvis der er noget, der får dette album til at skille sig ud fra Springsteens tidligere værker, er det brugen af synthesizer. Springsteen havde aldrig brugt det instrument før, men på Born in the U.S.A. præsenterer han endda et par numre, man sagtens kunne kalde for decideret synthpop, "Dancing in the dark" og "I’m on fire". Disse er overraskende nok blandt de bedste sange på pladen. Springsteen håndterler synthpop-lyden godt, også selvom teksten til "I’m on fire" kan blive lige en kende for creepy. Størstedelen af pladen er dog fyldt med den sædvanlige romantiske arbejderklasserock, som man kender og elsker fra Springsteens 70’er-plader.
Han bruger dog også synthesizeren på disse numre, bl.a. på den indledende "Born in the U.S.A.". Den sang har aldrig været min favorit i Springsteens diskografi, og årsagen bliver ret tydelig for mig i albummets kontekst. De tre første numre, "Born in the U.S.A.", "Cover me" og "Darlington County" er i princippet ret forskellige sange, men dynamisk ligger de meget tæt op ad hinanden. De er højlydte, kraftige sange, der aldrig bliver skruet særlig meget ned for, og tempoet ligger også tæt på hinanden. Denne monotoni bliver især udtrykt i titelnummeret, hvor jeg dog må erklære mig stor fan af både teksten og Springsteens vokal. Uanset hvad er det en ret udmattende måde at starte pladen, og selvom det fjerde nummer, "Working on the highway" også er noget ligeud-ad-landevejen-rock and roll, føles det stadig som et frisk pust, da tracket får tid til at ånde. De mere højlydte sange senere på pladen er mere tilfredsstillende for mig, da "Glory days" og "No surrender" er placeret op ad nogle mere nedtonede numre. Born in the U.S.A. er for mig en plade, der helt klart er bedre mod slutningen.
Numrene på anden halvdel kan blive decideret rørende. "Bobby Jean" er en af Springsteens mest sentimentale og romantiske kærlighedssange, og den formår at være det mens den samtidig er energisk og sjov. "Dancing in the dark" føles reel lige fra åbningslinjerne, især fordi bossen leverer vokalen yderst overbevisende. Han gør det dog endnu bedre på den nostalgiske "My hometown", der føles meget personlig. Springsteen fortæller her om hvordan hans far gav ham en øget bevidsthed om hans hjembys historie. Der er en fin blanding af detaljerigdom og reflektion, og det er noget af det bedste på pladen. Overraskende nok formår han at ramme denne romantik over en ganske synth-båren instrumentation. Jeg er ikke helt forelsket i alle numre mod slutningen, men selv den ellers kompositorisk noget uinteressante "I’m going down" leverer en flot saxofonpræstation fra Clarence Clemons, noget pladen er langt mindre spækket med end de fleste tidligere Springsteen-plader. Born in the U.S.A. viser Springsteen splittet mellem fornyelse og tradition. Den holder ret godt i sin helhed, men heartland-lyden er ved at lyde lidt derivativ, så man forstår godt, at han holdt en pause fra bandet de næste mange år. Omvendt er pladen ofte så veludført, at det er let at forstå, at den blev så populær.