Genrer
Bruce Springsteen: Darkness on the edge of town
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 151
Med albummet Born to run fra 1975 havde Bruce Springsteen sat sig på det musikalske verdenskort som arbejderklassens talsmand, og hans rock and roll-sange havde så meget sjæl og stil, at der ingen skam var i, at han ikke havde skiftet spor, da han udgav sit næste album, Darkness on the edge of town, i 1978. Han havde stadig sit trofaste E Street Band med sig, og sammen lavede de 10 spritnye sange, og lyden var nu renere og mere lækker end før. Produktionen skinner lige fra det ikoniske klaverriff på "Badlands" åbner pladen. Den er produceret af Springsteen selv i fællesskab med Jon Landau, der også producerede Born to run sammen med Springsteen, og sidenhen flere andre Springsteen-plader. Det er musik om at arbejde, om at finde lykke og om at overkomme de værste perioder i sit liv gennem fællesskab, tro og mod. Og det afspejler sig også i musikken. "Factory" lyder trist og udmattet udmattet, som havde musikerne knoklet dag ud og dag ind inden optagelsen.
"Badlands" er udadtil en ret lykkelig sang. Men i grunden er den kun lykkelig, fordi den handler om at drømme. Den handler om ambition og om viljestyrke hos en fattig ung mand. Han har ikke meget godt i livet, men han er glad for at være i live, og som Springsteen synger: “It ain’t no sin to be glad you’re alive”. Det er flotte, store ord. Albummet er dog på ingen måde en romantisering af fattigdom. På "Streets of fire" hører man om hvordan afhængighed ødelægger en ung arbejders liv. Guitarsoloen udtrykker hvor skidt det står til, næsten bedre end Springsteen selv er i stand til. Darkness on the edge of town er oplagt at sammenligne med Born to run. Det er som sådan bare en oprustning af samme formel. "Badlands" handler om det samme som "Born to run", "Prove it all night" handler om det samme som "Thunder road". Jeg foretrækker ikke rigtig disse nye sange frem for dem på Born to run, men de har deres egne kvaliteter, og jeg ville absolut ikke være foruden nogen af dem. Et rigtig klogt valg på Darkness on the edge of town er at placere "Badlands" først. Den skildrer situationen så godt, at den fungerer som springbræt for resten af pladen.
Springsteen prøver dog nogle nye ting, der virkelig er beundringsværdige. Jeg elsker, hvordan han forsøger sig med hård rock på "Adam raised a Cain". Jeg synes ikke, det er en af de bedste sange på pladen, men det er flot, at han vil udfordre sin stil på den måde. Den er dog lidt monoton, og omkvædet går ikke rigtig nogen vegne, men det er godt med et break fra det man kender og forventer. Så er jeg mere for "Candy’s room", en af de mest ambitiøse sange, Springsteen nogensinde har skrevet. Det er en kort sang, der bruger en unik blanding af sentimentalitet og hurtige trommer. Det er ikke noget, jeg tror jeg har hørt udført så godt udenfor elektronisk musik. Springsteen bliver også ambitiøs som sangskriver på "Racing in the street", en mere traditionel sang, der fortæller om et pars strabadsder gennem 7 minutter. Sangen udvikler sig meget for at kunne holde til den lange varighed, og det lykkedes i min optik vældig godt. I det hele taget er der meget godt på Darkness on the edge on town. Det er ikke min favorit i Springsteens diskografi, men den er rigtig god.