Genrer
Bruce Springsteen: The river
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 250
Jeg har det svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen passer til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The river fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg lytter til længere albums føles længden ofte påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The river giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.
Meget af musikken på The river er faktisk simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er specielt lange. De er alle godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På "Sherry darling" sørger saxofonist Clarence Clemons for en kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika skaber kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør "Drive all night", pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som "Hungry heart", "Two hearts" og "Ramrod" meget sjovere med deres simple riffs. Det hjælper klaveret også til. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.
På The river er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper meget, og de er lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet hele vejen igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Kun få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om "Stolen car", der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The river er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.