Bruce Springsteen, Sandy og Sanna

Sandy og Sanna
En god rocksang består både af en god tekst og en god melodi. Hvad disse to begreber dækker over, er der naturligvis ingen entydige svar på. Men en god rettesnor til at vurdere, om en sang er god eller ej, kunne være den omstændighed, at andre kunstnere end sangens oprindelige ophavs-mand/mænd har haft lyst til at prøve kræfter med den. Hvis en rocksang bliver spillet og indspillet af mange forskellige musikere, kunne det være et indicium om, at sangen indeholder kvaliteter ud over det gennemsnitlige. Og hvis sangen oven i købet finder vej ud over oprindelseslandets egne grænser, kunne det være et tegn på, at sangen rammer noget universelt, som taler til mennesker på tværs af kulturer og sprog.

Det med sproget relativiseres ganske vist en del af det faktum, at rockmusikkens modersmål er engelsk, som jo forstås over det meste af verden. Men af samme grund kan en oversættelse af en sangtekst fra et sprog til et andet være et fingerpeg om, at man her har fat i en virkelig god sang; selv om der selvfølgelig stadig kun er tale om indikationer på kvalitet. Det endegyldige bevis på en rocksangs iboende kvaliteter får man formentlig først, når sangen har bevist sin levedygtighed og gennemslagskraft over tid, dvs. efter at have eksisteret og være blevet sunget over en tidsperiode, som man selv kan definere efter ønske og præference.

Sandy
Bruce Springsteens ”4th of July, Asbury Park”, med undertitlen (og kaldenavnet) ”Sandy”, er en sang, der har bevist sin kvalitet ved at trives i bedste velgående 50 år efter sin tilblivelse i 1973, ved at blive indspillet af en række andre musikere end ophavsmanden selv og ved at blive oversat til (mindst) et andet sprog, nemlig svensk. Sangen var med på Springsteens anden LP med den lange titel ”The wild, the innocent and the E. Street shuffle” (udgivet 05.11.73), hvor den skilte sig ud fra pladens øvrige sange i kraft af sin umiddelbare tilgængelighed og sin stemningsmættede melankolske sangtekst.

Den situation, teksten beretter om, er der til gengæld ikke noget usædvanligt i. Sangens jeg-person holder en lang enetale til kæresten Sandy, hvori han fortæller, at han nu (omsider) er færdig med sit liv som festabe, og at han har tænkt sig at sige endegyldigt farvel til boardwalk-tilværelsen med dens mange Karl Smart-typer, dens spillemaskiner og dens servitricer, som bare er ude efter lidt uforpligtende sjov. Det liv er forbi nu for jeg-personen, selv om det er med et vist vemod, han tager afsked med det; men han vil gerne have sin Sandy med sig ind i sin nye, formentlig mere seriøse tilværelse.

Sangtekstens indhold er efter Springsteens eget udsagn delvis selvbiografisk, og de atmosfærefyldte beskrivelser af livet på og under boardwalken i Asbury Park kender Springsteen da også udmærket fra sin egen opvækst i New Jersey. Det er i øvrigt meget sigende i denne forbindelse, at Springsteens debutalbum havde titlen ”Greetings from Asbury Park, N.J.”. Men selv om der er oplagte selvbiografiske træk i sangteksten til ”Sandy”, er der ikke tale om noget én-til-én-forhold mellem virkeligheden og fiktionen.

Pigen Sandy er med Springsteens egne ord en blanding af flere forskellige kvinder, han har kendt i New Jersey; og selv om hans daværende veninde Diane efter sigende blev vred på ham, da hun hørte sangen, fordi hun troede, at der var tale om en virkelig person, skal man jo aldrig tage fiktionstekster for pålydende. Heller ikke selv om der indgår indslag fra virkeligheden i teksten, som f.eks. spåkonen Madam Marie i ”Sandy”. Springsteen har selv fortalt om indholdet i sangen: ”I used the boardwalk and the closing down of the town as a metaphor for the end of a summer romance and the changes I was experiencing in my own life”.

Men selv om historien i sangteksten måske ikke er epokegørende, viser Springsteens formuleringer masser af eksempler på en sangskriver, der har ordet i sin magt. Lige fra omkvædets formidable indledningslinje: ”Sandy, the aurora is rising behind us”, til de mange billeder af typerne på boardwalken: ”the boys with their shirts open like Latin lovers on the shore” og ”the factory girls that promise to unsnap their jeans”, blomstrer Springsteens beskrivelser i kraft af de skarpe og præcise personkarakteristikker. Medvirkende til det overbevisende portræt af et sted og en epoke er også Springsteens fremførelse af teksten, som nærmest hviskes (kraftfuldt!) frem, som om enetalen afleveres direkte ind i venindens øre. Sangerens aflevering af sangteksten giver den en autenticitet, som både får den til at virke troværdig og også betyder, at sangen bliver hængende længe i lytterens ører.

Et af indicierne på, at en sang er god, er som nævnt, at den er indspillet af andre end ophavsmanden selv. I 1975 indspillede The Hollies en version af ”Sandy”, som ikke blev det helt store hit for gruppen, men som dog opnåede pæne listeplaceringer rundt omkring i verden. Desuden banede Hollies-versionen af en Springsteen-tekst vejen for, at andre musikere snart begyndte at kigge efter brugbart covermateriale i Springsteens sangkatalog, hvilket bl.a. førte til nogle særdeles succesfulde udgivelser fra Manfred Mann´s Earth Band.

Nok så interessant som omfanget af The Hollies´ succes med sangen ”Sandy” er imidlertid den mulighed, coverversionen giver lytteren for at vurdere kvaliteten af den oprindelige udgave af sangen. I denne lytters ører er der nemlig ingen diskussion om, at The Hollies´ nydelige flerstemmige sang, afleveret i en dræbende kedsommelig, fodslæbende rytme fratager teksten en stor del af dens intensitet og nerve og stort set forvandler den fra et indtrængende tidsbillede til en kønsløs og temmelig ligegyldig sang. Det er The Hollies ikke sluppet heldigt fra; men heldigvis har andre musikere i tidens løb prøvet kræfter med ”Sandy” med et bedre resultat til følge. En af disse er svenske Ulf Lundell, som oven i købet har oversat sangteksten til svensk.

Sanna
I 1984 udsendte Lundell LP´en ”Sweethearts”, hvorpå han sang coverversioner af en række af sine favoritsange fra nogle af hans favoritkunstnere. Alle 11 sange på pladen stammer fra det engelske sprogområde, og Lundell kunne naturligvis have valgt at synge dem på originalsproget; men han ønskede at gøre sangene til sine helt personlige sweethearts, og det gjorde han ved at oversætte alle sangteksterne til sit eget sprog, svensk. Det drejer sig om sange af bl.a. Bob Dylan, Neil Young, Van Morrison, Leonard Cohen, Jackson Browne – og altså Bruce Springsteen, hvis ”Sandy” i Lundells regi blev til ”Sanna (Nyårsafton Åre 1983)”. Skuepladsen for begivenhederne i sangteksten blev, som undertitlen fortæller, her flyttet fra d. 4. juli til nytårsaften og fra Asbury Park til Åre i Sverige.

Lundell har senere udtalt sig om omplantningsprojektet i et teksthæfte til genudgivelsen af ”Sweethearts” i 1999. Her skriver han bl.a.: ”Nu så længe efter kan jeg ikke lade være med at rødme en smule over den relativt unge mands overmod, som fik ham, mig, til at gå i gang med svenske fortolkninger af de her stjerners repertoire. Men det er jo det, som er så herligt ved at være ung: det, man elsker, kaster man sig ud i. Man vil stjæle en del af selve gnisten, hvis det kan lade sig gøre. Man vil hylde, Man vil se, om man er god nok til at omsætte det til svensk. En del af det her er blevet ret så vellykket, i hvert fald tekstmæssigt”. Undertegnede er helt enig med Lundell og vil gerne tilføje, at den musikalske del af omplantningerne fra engelsk til svensk også er lykkedes fint. ”Sweethearts” holder ganske udmærket her ca. 40 efter tilblivelsen, og ”Sanna” er såvel tekstmæssigt som musikalsk et af højdepunkterne på pladen – som ”Sandy” var det på Springsteens LP.

Ligesom Springsteen har Ulf Lundell altid øst kraftigt af sine egne erfaringer i sine sangtekster, og det gælder også forsvenskningen af ”Sandy”, som Lundell har valgt at gøre til en kærlighedserklæring til datteren Sanna (1978 - ). I stedet for at lade handlingen i sangen udspille sig under den store nationalfest d. 4. juli, har Lundell flyttet begivenhederne til nytårsaften 1983, hvor han synger sangen til sin sovende 5-årige datter. Heri giver han hende nogle gode råd med på vejen mod voksenlivet samtidig med, at han lover hende, at han altid vil ”være der for hende”, som det hedder: ”Jag finns här hos dej/ vad som än skulle hända/ Lev ditt liv som du vill/ som du kan och vill/ Sanna, sov gott i natt”.

Det er vældig fint og meget moralsk opbyggeligt at lægge ører til. At Lundell og datteren så for nylig offentligt har erklæret, at de har brudt kontakten med hinanden, kan jo forekomme lidt paradoksalt i relation til den gamle sangteksts ord om evigt sammenhold; men bruddet er trods alt mest en sag for formiddagsbladenes sladderspalter og kan ikke rokke noget ved udsagnet i den oprindelige ordlyd i oversættelsen af Springsteens ”Sandy”.

Til gengæld kan man naturligvis med god ret diskutere, om Lundells sangtekst er en oversættelse eller en fri fortolkning af den oprindelige tekst. Springsteen-sangens overordnede udsagn om at sige et vemodigt farvel til sit tidligere liv har jo ikke meget at gøre med Lundells kærlige – og selvbevidste – hyldest til sin datter, som han tydeligvis er vældig stolt af. Alligevel er det sjovt at se, hvordan Lundell har overført forskellige vendinger og situationer fra originalversionen af sangen til den nye version. F.eks. er fyrværkeriet nytårsaften helt parallelt med 4. juli-fyrværkeriet i Springsteens tekst, ligesom Lundells formuleringer om de frække drenge i Paris og deres ”katolske grin” minder meget om Springsteens beskrivelser af strandpromenadens ”latin lovers” med deres åbentstående skjorter.

”Sanna” er en fin kærlighedserklæring til et barn. Men Ulf Lundell ville næppe i dag hævde, at han altid har været nærværende og omsorgsfuld som far til datteren; og desuden har han heller aldrig været den, der satte sit eget lys under en skæppe. Dertil har han haft et alt for stort ego at skulle pleje (hvilket vel også i den sidste ende er grunden til, at han har opnået det, han har), og dette ego spiller en ganske stor rolle i det, der ellers burde være en uforbeholden hyldest til det barn, sangen handler om.

Hør blot: ”Kom och se vad jag egentligen gör/ jag skriver, jag sjunger/ jag skriker, jag skrålar/ Sanna, jag vill leva innen jag dör/ En dag ska du stå bredvid mig i solen/ och veta vad det är jag slagits för”. Det kan forekomme lidt ufrivilligt komisk at inddrage sig selv så kraftigt i en sang til ens datter; men på den anden side er det nok helt forudsigeligt, når det drejer sig om Ulf Lundell. I virkeligheden må ”Sanna” nok betegnes som en kærlighedserklæring til to personer i Lundell-familien, både datter og far.