Genrer
Bruce Springsteen: The wild, the innocent & the E Street shuffle
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 132
Bruce Springsteen har gennem album efter album skrevet sig ind i musikhistorien som en af de største rockmusikere nogensinde. Især hans 70’er-materiale springer frem som en stribe udødelige klassikere. Hans andet album, The wild, the innocent & the E Street shuffle, er blandt de mest populære, men de individuelle sange på det bliver ikke husket så meget som mange andre Springsteen-sange. Da han sidst spillede i Parken, var det den eneste Springsteen-plade fra før-midtfirserne, hvorfra vi ikke hørte én eneste sang. Og det er synd, for der er godt med guf på pladen. Hele bandet er enormt velspillende på det funky åbningsnummer, "The E Street shuffl"e. Her synger Springsteen optimistisk og lykkeligt om arbejderlivets små glæder. Foruden disse kvaliteter har jeg virkelig respekt for at turde at indlede en rockplade med to saxofoner, en kornet og en tuba. Han følger denne energiske introduktion med "4th of July, Asbury Park (Sandy)", en sød lille ballade. Den tenderer lidt mod det vamle til tider, men lyrikken er så detaljeret og personlig, at det stadig er charmerende. Instrumentationen er lettere rodet, og mens denne upolerede lyd signalerer oprigtighed, foretrækker jeg nok de segmenter, hvor akkompagnementet er mere simpelt, da sangen dermed virker mere personlig.
Springsteens 70’er-plader rummer nogle virkelig lange numre. Man lægger ikke særlig meget mærke til det, for de virker ikke ummidelbart som komplekse rockoperetter. Det handler bl.a. om, hvor meget han kan få ud af bandet. Den jazzede "Kitty’s back" starter med en storladen instrumental intro, der varer et helt minut. Der går ret meget kreativitet i gang, når soloerne kommer til under det milde kaos, sangen præsenterer midtvejs. Trods disse eksperimentelle elementer udvikler sangen sig ganske naturligt til et lykkeligt syng-med-kor. Det er et skønt nummer. Til gengæld tror jeg ikke, jeg knuser mange hjerter ved at sige, at "Wild Billy’s circus story" er en af pladens svagere sange. Strukturelt er det et godt tiltag at komme med en så rolig sang efter den vilde "Kitty’s back", og der er da nogle spøjse musikalske øjeblikke på nummeret, der rammer den titulære cirkus-magi. Teksten siger mig dog ikke så meget, og sangen har ikke rigtig nogen udvikling – den svæver bare lidt. Den er dog stadig værd at lytte til.
"Incident on 57th Street" er endnu et nummer, hvor Springsteen gør sig som historiefortæller, men her med mere poppede virkemidler. Det fungerer i ret godt, og en mere nøgen instrumentation gør nummeret mere levende og følelsesrigt end de tidligere numre. Variation i instrumentationen er også den væsentligste årsag til, at den holder i hele 8 minutter, for strukturelt ændrer den sig ikke meget. Som for mange andre Springsteen-fans er min favorit på denne plade "Rosalita (come out tonight)". Alt ved det nummer er fuldkommen perfekt. Jeg elsker saxofonen, klaveret, Springsteens stemme, den søde tekst, den fængende melodi, de instrumentale breaks, alt går op i en højere enhed på det her nummer. Det er en reel kandidat til Springsteens bedste nummer nogensinde. Pladen afsluttes af den 10 minutter lange "New York City serenade", der nok er lidt for lang tid om at komme igang. Introen er flot, men føles kontekstløs. Stemningsmæssigt er det dog på alle måder en passende afrunding. Den er sentimental og vemodig, den føles som et oprigtigt farvel. Den er måske lidt længere end hvad godt er, men der bliver sat et flot punktum på pladen, og det sætter jeg pris på. For pladen er skidegod.
Lån The wild, the innocent & the E Street shuffle fra dit nærmeste bibliotek