Byens gader

Der er masser af gader og veje i den engelsksprogede rocklyrik, lige fra almindelige ”streets” og ”roads” til ”boulevards”, ”avenues”, ”highways”, osv. I denne sammenhæng vælger jeg kun at se på byens gader, ”streets”.

Nogle af gaderne i sangtitlerne og sangteksterne har et konkret navn, fordi de refererer til et bestemt sted med bestemte kendetegn knyttet til stedet. Det gælder f.eks. The Kinks´ ”Denmark Street”, om den gade i London, hvor mange musikvirksomheder har deres adresse; det gælder Paul Simons ”59th Street Bridge”, om en gade med gode minder i New York; og det gælder Al Stewarts ”Beacon Street”, hvor man kan finde et øjebliks fred og ro.

Man kan nævne sange om fiktive, men navngivne gader som f.eks. Leonard Cohens ”Boogie Street”, The Doors´ ”Love Street” og Grateful Deads ”Shakedown Street”.

Eller man kan pege på rocklyrikkens mange uspecificerede gader i sange som ”Marvin Gayes og William Stevensons ”Dancing in the street”, Dan Penns ”Dark end of the street” eller The Kinks´ ”Dead end street”.

Uanset hvad man vælger, er det nok værd at tage et nærmere kig på, hvad det er, der sker i gaderne, for det er åbenbart ikke helt kedeligt. I det følgende vil jeg foretage nogle punktnedslag på et mindre antal udvalgte gadesange.

City streets
Carole King har i sangen ”City streets” (1989) beskrevet, hvordan byens gader både kan opleves som himmel og som helvede, afhængigt af ens egen situation: ”Oh, city streets/ the stories that they tell/ Oh, city streets/ they can be heaven/ they can be hell”. Hvis man er forelsket og går rundt i byens gader med armene om hinanden, er byen fortryllet og et vidunderligt sted at være. Men hvis man er bange og alene, er det knap så sjovt at opholde sig på gaden: ”River wind is icy/ chills run through my bones/ tides of life are ebbing out/ between the cobblestones”. Det lyder, som om sangens jeg-person skulle se at komme væk fra det destruktive gadeliv i byen hurtigst muligt.

Steve Forberts jeg-fortæller har heller ikke meget til overs for det liv, der udfolder sig i byens gader, og igen hænger det sammen med fortællerens egen situation: ”I´ll lock myself away/ and not face one more day/ on the streets of this town/ And all I´ve got to lose/ is a feeling called the blues/ and a little old frown” (fra ”On the streets of this town”, 1988). I begyndelsen så alt ellers rosenrødt ud, da sangens jeg-fortæller fandt en pige, som han var sammen med fra december til maj; men så faldt pigen for Jim med den tåbelige militærberet, og ham kunne vores helt ikke hamle op med.

Så nu er der ikke andet for end at græde over den tabte kærlighed, selv om gråd nærmest kun gør sagen værre: ”And you say that you don´t see it/ when a grown man starts to cry/ you turn your face and you walk on by”. Ak ja, det er ikke rart at være ulykkeligt forelsket; men Steve Forbert slutter trods alt sin sang af med en vittig, bittersød bemærkning, der afslører, at han måske ikke er slået helt ud: ”This here feeling that I´ve learned/ what the indians know”. Hvad er det nu, indianerne ved?

Det er en sørgelig historie, Steve Forbert beretter i sin sang, og begivenhederne i Bobby Bare´s ”The streets of Baltimore” (1966) – bl.a. udødeliggjort i en version med Gram Parsons fra 1973 – er ikke meget mere opmuntrende, snarere tværtimod. Hos Bobby Bare er situationen den, at jeg-fortælleren sælger sin gård i Tennesee og flytter til Baltimore, fordi det er hans kærestes højeste ønske.

I begyndelsen går det da også rigtig godt i Baltimore, og kæresten er glad: ”The prettiest place on earth is Baltimore at night”. Men det varer ikke længe, inden kvinden er mere begejstret for nattelivet i Baltimore end for manden, og så går det hverken værre eller bedre, end den slags plejer at gå: ”Now I´m a going back on that same train/ that brought me here before/ while my baby walks the streets of Baltimore”.

Streets of London and Philadelphia
En af de mest kendte sange om gader i en navngivet by er nok Ralph McTell´s ”Streets of London” fra 1969. Sangen blev dengang et stort hit for McTell, og den er i tidens løb blevet indspillet af et utal af kunstnere. Det er ellers en ret så sørgelig historie, Ralph McTell har at fortælle om Londons gader; over fire vers udpeger sangeren fire personer, som alle har det til fælles, at de (ud over at være gamle) hører til på bunden af samfundet: hjemløse, posedamer og ensomme mennesker, som har svært ved at klare dagen og vejen. Der er ikke meget håb for de udstødte, som jeg-fortælleren og hans ledsager møder i Londons gader.

Men at mødet med de triste menneskeskæbner skulle gøre ledsageren gladere, fordi det ifølge sangen burde være indlysende, at hans/hendes problemer er for ingenting at regne i forhold til de udstødtes problemer, forekommer i denne lytters ører som lidt af et postulat. For hvornår har det hjulpet nogen med problemer, at der er andre, som har det endnu værre? Det løser i hvert fald næppe vedkommendes egne problemer: ”Let me take you by the hand/ and lead you through the streets of London/ show you something to make you change your mind”. Tja, håbet er jo lysegrønt.

Bruce Springsteens “Streets of Philadelphia” (1993) har flere lighedspunkter med Ralph McTells “Streets of London”. Dels fortæller sangteksten en lige så trist historie om samfundets udstødte som McTells sangtekst; og dels blev Springsteens sang en stor personlig succes for sangeren, med adskillige priser og æresbevisninger i kølvandet på udsendelsen af sangen. Springsteen skrev sin sang til filmen ”Philadelphia”, om bl.a. homoseksualitet og AIDS, og det var som filmmusik, ”Streets of Philadelphia” vandt den prestigefyldte Academy Award for den bedste originale filmsang.

Men så er Springsteens indfølte sangtekst om livet som AIDS-ramt og udstødt i storbyen også et lille mesterværk, trods dens oprindelse som bestillingsarbejde. Bruce Springsteen har forsøgt at sætte sig ind i den uglesete og udstødte AIDS-smittede mands tanke- og følelsesliv, og det er der kommet en lille musikalsk perle ud af: ”I heard the voices of friends vanished and gone/ at night I could hear the blood in my veins/ just as black and as whispering as the rain/ on the streets of Philadelphia”. Rygradsrislende frygteligt og samtidig meget smukt formuleret.

Byens gader kan være et barskt sted at opholde sig; men for nu ikke at slutte dette lille vue over nogle gode gadesange af i et alt for dystert toneleje vil jeg pege på Van Morrisons ”Streets of Arklow” (1974) som et eksempel på, at det også kan være en fornøjelse at færdes i byens gader. Arklow er en mindre by i Irland, og det er helt åbenbart et rart sted at være – ikke mindst, naturligvis, hvis man har sin kæreste med på byvandringen: ”And as we walked/ through the streets of Arklow/ in a drenching beauty/ rollin´ back ´til the day/ and I saw your eyes/ they were sparkling, sparkling crystal clear/ and our souls were clean/ and the grass did grow”.

Ja, det var dengang, hvor Van Morrison stadig kunne skrive magiske sange om magiske øjeblikke I livet – og ikke som nu er mere optaget af at skælde ud på vaccine-fortalerne og andre hædersfolk (som man bl.a. kan høre det på hans cd ”What´s it gonna take?”, 2022). Måske Van Morrison selv ville have godt af endnu en magisk spadseretur i Arklows gader?