The Byrds anno 1973

Den 7. marts 1973 udsendte The Byrds gruppens 12. og sidste album, efter at de fem oprindelige gruppemedlemmer på dette tidspunkt ikke havde arbejdet sammen i 7 år. Det lå helt fra starten af indspilningerne fast, at det nye album ikke var tænkt som begyndelsen på en ny æra for det hæderkronede band. LP-udgivelsen skulle være en enlig svale, som kun blev realiseret, fordi de fem musikere hver især i midten af 1972 stod lidt i stampe i forhold til deres respektive karrierer og musikalske projekter.

Derfor forekom det dem relevant at forsøge, om de kunne genskabe noget af den oprindelige Byrds-magi i et indspilningsstudie, og i oktober 1972 påbegyndte de arbejdet på det, der i marts 1973 blev til albummet ”Byrds”.

Undervejs var der mange overvejelser om, hvordan arbejdsprocessen skulle være, og først og fremmest var alle medvirkende pinligt bevidste om, at hvis projektet skulle lykkes, måtte de prøve at undgå de interne stridigheder og skænderier, som var hovedårsagen til gruppens opløsning i 1966. Denne målsætning kom allerede til udtryk i den millimeterdemokratiske tilgang til valget af sange til pladen, hvor de fire sangskrivere i gruppen hver stillede med to sange, mens de sidste tre numre var skrevet af Neil Young og Joni Mitchell. David Crosby fik rollen som producer i forbindelse med indspilningerne; men ud fra det eksplicitte ønske om at undgå gnidninger mellem de enkelte deltagere kan man roligt gå ud fra, at Crosby ikke fik lov til at diktere noget, som de andre ikke var enige i.

Ud fra den demokratiske indfaldsvinkel til optagelserne skulle man tro, at det færdige resultat ville blive et stærkt homogent fællesprodukt, men det var ikke tilfældet. Da albummet blev udgivet, var en af hovedankerne imod det tværtimod, at der ikke var noget samlet udtryk over pladen, som derimod lød som fem solopræstationer fra fem forskellige individer.

Den kritik er ikke helt forkert; men det var jo også tilfældet med flere af The Byrds´ tidlige plader, hvor David Crosbys svævende, uhåndgribelige numre adskilte sig tydeligt fra både Roger McGuinns mere slagkraftige sange og fra Gene Clarks umådeligt melodiøse og poetiske bidrag. Dengang var det summen af de forskellige temperamenters bidrag, der skabte den specielle Byrds-magi – og i denne lytters ører er det faktisk langt hen ad vejen den samme diversitetens harmoni, der kommer til udtryk i sangene på det nye 1973-udspil.

Eftertidens dom
”Byrds” blev en pæn salgssucces ved udgivelsen, sandsynligvis fordi mange af gruppens gamle fans havde store forventninger til genoptagelsen af de fem gruppemedlemmers samarbejde efter en længere årrække. Alligevel har pladen i eftertiden fået et – efter min mening – ufortjent ry som et mislykket projekt, formentlig på grund af det manglende fællespræg over helheden. Men som jeg hører pladen, er der ikke ét svagt nummer på den, og flere af de 11 sange er indlysende højdepunkter – ikke bare i gruppens eget regi, men også i de enkelte gruppemedlemmers solokarrierer.

Chris Hillman har ganske vist sidenhen indrømmet, at han holdt sine bedste nye sange tilbage fra fællesprojektet med henblik på at bruge dem til sin kommende soloudgivelse ”Slippin´ away” (1976). Det er da heller ikke Hillmans sange, der udmærker sig mest på ”Byrds”, ligesom David Crosbys to bidrag til pladen næppe kan kaldes højdepunkter. Men Gene Clarks indledningssang, ”Full circle” (som også dukkede op i en anden version på hans soloalbum ”Roadmaster”), hans andet bidrag, ”Changing heart”, samt Roger McGuinns to nye sange i forening med pladens to Neil Young-fortolkninger fås ikke smukkere eller mere iørefaldende andre steder end hos The Byrds.

De 6 numre rummer i mine ører alt det, der var med til at gøre The Byrds til en af de mest legendariske vestkystgrupper i 1960´erne – og pladens øvrige fem numre er heller ikke dårlige, slet ikke. De har bare svært ved at leve op til de bedste sanges høje kvalitetsniveau.

”Byrds” er en af de plader, jeg ofte og gerne tager frem, fordi den passer til næsten enhver lejlighed. Gruppemedlemmernes egen dom over albummet efter indspilningerne var dog ikke særligt mild. Gene Clark mente, at pladen rummer en del god musik, men at den led under, at der var for lidt tid til indspilningerne. Chris Hillman har udtalt, at gruppemedlemmernes angst for at komme til at støde hinanden har betydet, at pladen mangler nerve og spænding og er blevet lidt kedelig. Efter Roger Mcguinns udsagn var det David Crosbys stærke pot, der delvis ødelagde indspilningerne, og desuden har han efterfølgende anklaget Crosby for at ville præge optagelserne for meget (med de to har nu også altid været hovedfjender i gruppens mange interne opgør). Osv. osv. I denne lytters ører var gruppens 1973-genforening en rigtig god ide – og hvis man vil høre lidt mere fra optagelserne af ”Byrds”, kan det bl.a. lade sig gøre på Gene Clarks ”Roadmaster” (1973), hvor et par af numrene er outtakes fra Byrds-indspilningerne i 1972-73.

Et stort tillykke med genforeningspladens 50 år skal lyde fra denne inkarnerede Byrds-fan.