Genrer
The Byrds: The notorious Byrd Brothers
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 171
The Byrds havde deres kommercielle storhedstid i begyndelsen af deres karriere, og som årene skred frem fik de færre hits og dårligere albumsalg. Samtidig fik de også gradvist bedre anmeldelser op gennem 1960’erne, og det sidste album med David Crosby på guitar, The notorious Byrd Brothers, fik den mest positive modtagelse. Du har sikkert aldrig hørt en tone af det, for det er faktisk ikke særlig populært. Men de, der har hørt det, ved, at der er tale om en musikalsk skatkiste. Albummet er med sine 11 numre ikke længere end 28 minutter, hvilket betyder at det gennemsnitlige nummer ikke er meget længere end 2½ minut. Så de dvæler ikke ved et nummer i længere tid end nødvendigt. De individuelle numre har ikke rigtig klimaks eller store variationer i sangskrivningen, det hele er faktisk i grunden tit ret simpelt komponeret. Der bliver brugt framing af og til, og nogle få soloer er der også, men et par af sangene er faktisk ikke mere end vers og evt. omkvæd. Som pladen skrider frem, bliver sangene dog mere komplicerede.
Selvom det, især i starten, er simpelt, er det dog stadig eventyrlystent. Jeg er betaget af at "Natural harmony" har broer, der ikke leder hen mod noget omkvæd. Jeg kan også godt lide at de forskellige sange har flotte overgange til hinanden, så det næsten føles som ét langt nummer. Selv der, hvor der ikke er nogen overgang, starter det ene nummer brat efter det andet. Man kan på min cd-udgave stort set ikke høre, at det oprindeligt var en tosidet vinyl. Det er bare én lang lydoplevelse på en halv time, og derfor vil jeg også anbefale folk at lytte til cd’en frem for vinylen. På The notorious Byrd Brothers var gruppen betaget af de dengang spritnye Moog-synthesizere, der derfor er brugt meget på pladen. Det giver visse af numrene en psykedelisk lyd ulig noget, de tidligere havde kunnet lave. Dette kommer især til udtryk på det klimaktiske afslutningsnummer "Space odyssey". Det er virkelig syret, og oven på de tidligere sange, der mest har været små vignetter i en større helhed, kommer her noget fuldendt, og det runder albummet flot af.
Jeg indrømmer blankt, at jeg har lidt af en forkærlighed overfor sådanne vignet-albums, der består af virkelig korte numre. Jeg har allerede erklæret min kærlighed for mange lignende albums, f.eks. Pink flag af Wire og Double nickels on the dime af Minutemen. Det er en stil, der fungerer godt, for hvis man ikke kan lide ét nummer, så kan man måske lide det næste. Der er aldrig fare for at et nummer bliver ved i for lang tid. Man skal dog tage det sure med det søde og komponere efter denne stil. En 2 minutter lang udgave af "Stairway to heaven" ville ikke være særlig tilfredsstillende. The Byrds gør alle sangene finurlige og giver dem deres egne små ting, der skiller dem ud, f.eks. messingblæserne på "Artificial energy" eller den et minut lange syrede guitarsolo på "Change is now". Det er fascinerende at høre, og jeg har vitterligt endnu ikke formået at blive træt af nogen del af The notorious Byrd Brothers. Kan du lide det, du ellers kender med The Byrds, er det et album, du bør kigge til øjeblikkeligt, og hvis du ikke har noget forhold til The Byrds, så er det ved at være på tide!