dummy

The Byrds på Monterey Festival

13-06-2017
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne

Siden udsendelsen af Mr. Tambourine man i juni 1965 var The Byrds en af favoritterne til at indtage rollen som USA's svar på den engelske invasion. Gruppen havde det hele: gode melodier, sublim harmonisang, fine arrangementer og oven i det hele: Roger McGuinns 12-strengede Rickenbacker guitar. Det eneste punkt, hvor The Byrds ikke kunne matche de engelske beatgrupper, var i forhold til disses superprofessionelle sceneoptræden, og koncerten ved Monterey festivalen var ingen undtagelse i den henseende – tværtimod.

I juni 1967 bestod The Byrds af en gruppe dygtige musikere, som desværre var mere optaget af at pleje deres egne egoer end af at arbejde sammen som gruppe. ”We were a band of cut-throat pirates, stabbing each other in the back,” har den uofficielle leder af gruppen, Roger McGuinn, engang udtalt, og sikkert er det, at der ikke var noget harmonisk over The Byrds' optræden lørdag aften i Monterey. Specielt David Crosby havde ambitioner om at tegne gruppen udadtil, og midt under The Byrds' koncert forsøgte Crosby at overtage scenen med en lang og  temmelig usammenhængende tale om Kennedy-mordet og om diverse konspirationsteorier i den anledning. Indtagelse af forskellige euforiserende stoffer gjorde formentlig ikke sagen bedre. Chris Hillman, gruppens bassist, har senere fortalt, at de øvrige gruppemedlemmer var voldsomt irriterede på ham og ønskede, at han bare ville holde mund og spille guitar.

Men selv en forfærdelig sceneoptræden uden samling og retning kunne naturligvis ikke skjule, at The Byrds på tidspunktet for Monterey festivalen spillede noget af tidens bedste og mest gennemslagskraftige musik. Gruppens store sangskriver, Gene Clark, havde lige forladt The Byrds, og savnet af ham som forsanger og frontfigur var svært at komme over. Men også uden Gene Clark kunne medlemmerne i The Byrds synge og spille en vis legemsdel ud af bukserne på de fleste andre bands – hvis de ellers kunne koncentrere sig om musikken i stedet for at skændes indbyrdes.

På Monterey spillede The Byrds otte numre, heriblandt både nogle nye sange og et par af deres store hits. Nummeret ”Hey Joe” var også på repertoiret, og denne sang kom publikum til at høre igen dagen efter – dog i en noget anden version, nemlig udsat for Jimi Hendrix' skærende guitarspil. Men det er en anden historie. De fire tilbageværende medlemmer af The Byrds optrådte med hjælp fra Hugh Masekela på trompet og leverede en mindre end mindeværdig koncert, som man bl.a. kan høre det på optagelserne fra Monterey. Men trods det musikalske lavpunkt var det alt for tidligt at afskrive gruppen som en magtfaktor på den amerikanske rock/folkrock-scene. Der var meget mere på vej fra McGuinn & Co.

Lån The Byrds fra dit nærmeste bibliotek